Brandbjerg Højskoles vigtigste fag!

På Brandbjerg er det vores erklærede mål at styrke samfundsengagement og verdensdeltagelse.

Faget er delt i to emner: “Min Verden til Debat” en god blanding af høj-aktuelle emner og evigt-aktuelle emner og “Projekter med Mening” med teamudvikling, projektledelse og rollefordeling.

Uanset fagvalg bliver det en del af dit højskoleophold! Vi blander os som skole i aktuelle debatter og i udviklingen af verden. Vi skaber rum for, at alle kommer til orde og søger at øge lyst og evne til at bidrage konstruktivt til demokratisk dialog, oplysning og udvidelse af den almene verdensforståelse.

Hvis du vil læse mere i detaljer om de to emner, kan du læse det herunder:

Min Verden til Debat:
Her sikrer vi os, at forskellige meninger mødes og brydes på tværs af faginteresser, personligheder og baggrunde. På Højskoleaftner og temadage er udefrakommende oplægsholdere og debattører med til at nuancere og kvalificere. Her beskæftiger vi os med din og verdens fremtid gennem debatter, workshops og foredrag om politik, dannelse & uddannelse, bæredygtig omstilling, kulturmøder, filosofi & etik, personlig udvikling & verdensbilleder samt køn & seksualitet.

For os er forudsætningen for en stærk debatkultur det, vi kalder ”det mangfoldige møde”. Vi går bevidst efter stor mangfoldighed i elevflokken med det sigte at skabe nye perspektiver på verden. Det er langt sjovere og mere horisontudvidende at debattere med folk, der ser anderledes på verden end dig selv, og du får rig lejlighed til både at træne stemme og ører. Vi dyrker nemlig både en stærk debat- og talerkultur, der motiverer og styrker dine evner til at udtrykke dig, og samtidig en rummelighed og en lydhørhed der udgør fundamentet for god dialog og dannelse.

Vi mener, det er helt afgørende for den gode dialog, at ligeværdighed og respekt er pejlemærker for samtalen, og vort mål er at bidrage til en positiv udvikling af debatkulturen i Danmark – ja og i verden.

”Debatkulturen trives virkelig på Brandbjerg – især i fællesfaget “Min verden til debat” blev holdninger og verdensbilleder (og måske et par enkelte venskaber) sat på prøve. Det var skide fedt og voldsomt irriterende at få rykket lidt rundt på sin forudindtagethed – og rykke lidt på andres samtidig
– Jakob, tidligere elev på Eventlab

Projekter med Mening (fx. Jelling festival):

På Brandbjerg er vi vilde med at lege – for sjov og for alvor, med det faglige og det sociale, med normer og grænser, med det kendte og det ukendte for hele tiden at øge kreativiteten og rummeligheden, så vi kan indeholde mere og bidrage til verden.

Vi dyrker en projektkultur, hvor du får vigtig erfaring med teamudvikling, projektledelse, rollefordeling,

motivation og samarbejde på tværs af forskelligheder. Erfaringer der kommer dig til gode, uanset hvilken vej du vælger i livet.

Vi bruger ofte teambaseret undervisning og tværfagligt samarbejde for at få mangfoldigheden i spil. Når mennesker med forskellige interesser, personligheder og ressourcer, kigger ud af deres ”comfortzone” og leger og skaber noget sammen, gives der plads til andre perspektiver på tilværelsen og ny forståelse for både egne og andres ressourcer. Det er grundstoffer for forandring af både mennesker og verden.

”Projekter med mening”, ”kloge hænder” og ”Sharing Brandbjerg” er helt særlige kendetegn på Brandbjergs projektkultur. Her skaber hele skolen tværfaglige projekter centreret om bæredygtighed, kulturmøde,

frivillighed eller velgørenhed. Et godt eksempel er vores maj-projekt, hvor hele skolen arbejder på bæredygtig udvikling for 30-40.000 deltagere på Danmarks 3. største musikfestival i Jelling.

Også i fritiden dyrkes projektkulturen, for når Brandbjergs elever mødes, opstår et væld af kreative ideer, og ud af talenter, ressourcer og gensidig inspiration vokser store og små projekter. Vi skaber plads i skemaet og bakker op om elevernes egne ideer – både de visionære, de forandringsskabende og de betydningsfulde og de sjove, de skæve og de skøre.

”Man kan ikke gå på Brandbjerg uden at blive indhyllet i projekter fra morgen til aften. Sådan er livet på Brandbjerg – ind med en masse kreative projekter og livet bliver mere meningsfyldt. At samle skrald og brugbare ting i regnvejr, mens man støtter en god sag, skaber betydning. Vi fik en festivalbillet, og de hjemløse fik varme soveposer”
– Lise, tidligere elev på Eventlab

Bestil brochure til Lange Kurser
X