YOGA OG MINDFULNESS

Yoga og Mindfulness

Yoga og mindfulness-kurserne er for dig, der har lyst til at arbejde med indre fordybelse og ydre kontakt gennem yoga, meditation, mindfulness og nærværstræning. Kurset har fokus på krop, åndedræt og bevidsthed samt det at være i god og autentisk kontakt både med sig selv og andre.

Vi vil gennem yoga, meditation og mindfulness udforske muligheden for at få mere ro i krop og sind, komme mere tilstede og få større livsglæde og mere frihed samt en følelse af samhørighed.

Yoga & mindfulness-kurset er åbent for alle uanset erfaring. Er du nybegynder udi yoga, vil du på kurset få lagt et sikkert fundament for en fortsat udøvelse af yoga-praksis. Har du allerede erfaring med yoga, får du mulighed for at få forfinet og styrket din praksis yderligere. Med fokus på mindfulness og meditation giver vi dig desuden en grundig indføring i at arbejde med indre ro, empati og livsenergi. Hvis du tidligere har stiftet bekendtskab med mindfulness kan du på kurset finde ny inspiration og måske få en opfriskning af det du allerede har lært.

Underviserne

Kursusvært og underviser i mindfulness: Louise Crandal. Louise har været tilknyttet Brandbjerg Højskole siden 2014 som underviser i mindfulness og på hovedfaget Kompas. Hun er cand.mag. i filosofi og journalistik samt dobbelt verdensmester i paragliding. Louise har mediteret dagligt de sidste 12 år og beskæftiget sig intensivt med bevidsthed, meditation, eksistens og natur. Louise er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede, hvor hun har deltaget i meditationstræning hos Jes Bertelsen siden 2006.

Louises undervisning er baseret på en model hun kalder: rolig-venlig-klar som i korte træk går ud på: at sænke stressniveauet og få ro på, at finde frem til en mere venlig og forstående tilgang både til sig selv og andre og at få større klarhed over hvad der foregår i krop og sind.

Underviser i yoga: Tinna Maria Brinch Sørensen: Tinna Maria er ejer af ‘Personlig Ro’, hvor yoga og meditation er omdrejningspunktet for sundhed og velvære. Tinna Marias undervisning er en blanding af Hatha, Yin og restorativ yoga. Det primære fokus er på vejrtrækning, pauser og god tid i stillingerne. Derudover tænkes der over vigtigheden af at skabe balance i krop og sind gennem styrke- og flowøvelser.

Kursusprogram

Onsdag d. 17. oktober
17.00-17.30: Ankomst og indkvartering (ved bestilt transport køres der fra Vejle Banegård kl. 17.00)
18.00: Vi mødes i receptionen med en kort præsentation af Brandbjergs køkken.
18.15: Aftensmad
19: Rundvisning på Brandbjerg Højskole, hvor vi hører om skolens ide, fag og historie og vi går en kort tur ned til Grejsdalen og Brandbjergs dejlige naturskov.
20: Introduktion til ugens tema og hinanden samt en introduktion til mindfulness og afspænding med de første enkle øvelser til at sove med og på.

Torsdag d. 18. oktober
8.30-9.00: Sangmorgensamling sammen med højskolens elever
9.15-12.00: Yoga med Tinna Maria’s egen stil hvor elementer fra Hatha og Restorativ blandes sammen med inspiration fra Yin yogaen. Denne form er nænsom og nærværende, samtidig med du vil opleve dybe stræk og mindre flows. Der lægges stor vægt på åndedrættet, tid i stillingerne og små pauser mellem stillingerne. Der startes med at “lande” og afsluttes med en dyb afspænding.

Lidt om restorativ yoga:
Liggende og siddende stillinger hvor kroppen støttes af puder, tæpper og blokke. Hver stilling holdes mellem 5 og 10 min. dette gør at kroppen kan slippe evt. stress, helt ned på celleplan. Denne form er yderst skånsom for kroppen og hjælper især dig der mærker stress (fysisk eller mentalt) i din hverdag. Der sluttes af med en dyb afspænding.

Lidt om hatha yoga:
Klassisk yoga praksis med både liggende, siddende og stående stillinger. Derudover er der vejrtrækningsøvelser til at understøtte samarbejdet mellem krop og sind. Der er stadig god tid i stillingerne og der vægtes små pauser til at mærke kroppen mellem stillingerne. Der startes med meditation og afsluttes med dyb afspænding.

14.00-17.00: Mindfulness med Louise, hvor vi arbejder med de tre elementer: rolig-venlig-klar. Mindfulness handler om at se og opleve sig selv med mere frihed. Fra et mere åbent og venligt sted end vi vanligt befinder os. Med mere venlighed over for os selv og andre.

I en vekslen mellem oplæg og øvelse vil du på kurset blive præsenteret for metoder, der styrker jordforbindelsen, øger centreringen, skaber mere ro, indre klarhed og koncentration. Øvelserne vil træne evnen til nærvær og empati – med én selv og med andre.

Undervisningen består af en enkel og dynamisk træning i mindfulness, som styrkes gennem indre stillesiddende øvelser og kropsbevidsthed i bevægelse og afspænding samt opmærksomhed på hjertet og de empatiske følelser. Forløbet vil være inspirerende uanset om du aldrig har beskæftiget dig med mindfulness eller om du har nogen erfaring.

19.30-21.00: Højskoleaften med sang og foredrag eller workshop

Fredag d. 19. oktober
8.30-9.00: Morgensamling med sang og oplæg
9.15-12.00: Yoga med Tinna Maria (se beskrivelse ovenfor). Vi undlader helt bevidst at beskrive forløbet dag for dag, da undervisningen ud over at følge beskrivelsen også vil blive justeret og præciseret i forhold til kursistgruppen.
14.00-16.00: Mindfulness med Louise (se beskrivelse ovenfor). Vi undlader helt bevidst at beskrive forløbet dag for dag, da undervisningen ud over at følge beskrivelsen også vil blive justeret og præciseret i forhold til kursistgruppen.
Vi stopper kl. 16.00, så der er tid til at besøge Jelling, gå eller løbe en tur i skoven eller holde lidt fri.
19.30-21.00: Højskoleaften med sang og foredrag eller workshop

Lørdag d. 20. oktober
8.30-9.00: Morgensamling med sang og oplæg
9.15-12.00: Yoga med Tinna Maria (se beskrivelse ovenfor)
14.00-17.00: Mindfulness med Louise (se beskrivelse ovenfor)
18.30: Festmiddag

Søndag d. 21. oktober
8.30-9.00: Udtjekning fra værelser
9.15-12.00: Yoga med Tinna Maria (se beskrivelse ovenfor)
14.00-16.00: Mindfulness med Louise. På kursets sidste dag vil vi samle op på ugens erfaringer og du vil få inspiration til hvordan du kan bygge en meditationspraksis op som du kan have glæde af i din hverdag.
16.15-16.45: Evaluering
17.00: Farvel og tak for denne gang (ved bestilt transport køres der til Vejle Banegård kl. 17.00, turen tager ca. 25 min)

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har bronzemærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.

Kursusperioder og priser

5 dages kursus (uge 42)
Dobbeltværelse*: kr. 3.950 ,-
Enkeltværelse*:    kr. 4.350 ,-

Kurset foregår i dagene

Onsdag d. 17. – søndag d. 21. oktober 2018 (uge 42)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding og betaling

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 4 uger før kursusstart, frafalder indmeldelsesgebyr kr. 500. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes det samlede kursusgebyr ikke.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk