Vores Vidunderlige Verdensarv

Klassisk højskoleophold for natur- og kulturentusiaster hvor vi besøger ikke mindre end 3 danske UNESCO monumenter – 3 gange verdensarv lige i vores baghave! Vær med til en spændende uge med fokus på vores natur- og kulturarv. Ugen bliver et spændende miks af foredrag med dygtige foredragsholdere og heldagsture i det danske landskab.

Vi starter ugen med en introduktion af Jens Dalsgaard. Generalsekretær for den danske UNESCO-nationalkommission, til Unescos verdensarvsliste, listen som skal sikre, at vigtig kulturarv ikke går tabt.

Herefter følger to dejlige heldagsudflugter: Vi starter i vikingebyen Ribe og Nationalpark Vadehavet, hvor dygtige guider vil introducere til de to meget forskellige områder. Hernæst følger en spændende dag i Jelling og Christiansfeld. I Christiansfeld besøger vi den berømte Brødremenighed og med guide bevæger vi os rundt i byen inden vi afslutter med kaffe og te og autentiske honningkager. Sidst, men ikke mindst, besøger vi Jelling Monumenterne og det nye “Kongernes Jelling” som nærmest ligger i skoles baghave.

Vi slutter ugen af hjemme på højskolen, med et foredrag om Antoni Gaudí, den spanske arkitekt som er en af de arkitekter i verden der har flest bygninger på UNESCOs verdensarvsliste samt et flot billedforedrag af fotografen Dirch Lind om verdensarv i Danmark. Der bliver også tid til en dejlig naturhistorisk vandring i Grejsdalen og ved Brandbjerg Sønderskov.

Det hele krydres selvfølgeligt med højskolemorgensamlinger, sangaften fra højskolesangbogen og andre dejlige og fællesskabende ting.

Kursusleder:
Charlotte Zeberg Johnsen, freelancer, erfaren kursusleder

Kursusperioder og priser:

5 dages kursus
Pris på dobbeltværelse kr. 4.200.
Enkeltværelse kr. 4.600 .

Tilmelding her eller ring på telefonnummer: 7587 1500

Medvirkende:

– Poul Langagergaard. Cand. theol., præst, har skrevet en lang række bøger om kirken og dens fremtid.
– Dirch Lind. Fotograf og foredragsholder.
– Jens Dalsgaard. Generalsekretær for den danske UNESCO-nationalkommission.
-Poul Kjær Lauridsen. Musikansvarlig og underviser på UC Lillebælt.
– Guide fra Kongernes Jelling
– Guide fra Christiansfeld
– Naturvejleder fra Vadehavscentret i Vester Vedsted

Kursusprogram

Mandag 4. September:

11.00-12.00: Ankomst og indkvartering
13.00-14.30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie v/ Charlotte Zeberg Johnsen
15.00-17.00: Foredrag ved Jens Dalsgaard: Om de overordnede UNESCO perspektiver. UNESCOs arbejde med kulturområdet skal blandt andet beskytte kulturarv verden over og sikre, at vigtig kulturarv ikke går tabt. Listen over verdensarv skal vække global bevidsthed om vor fælles arv og dermed fremme dens bevaring og pleje.
19.00 – 21.00: Sange fra Højskolesangbogen v/Poul Kjær Lauridsen. En dejlig aften med fællessang og spændende anekdoter om sangene.

Tirsdag den 5. September:

8.30: Morgensamling
9.30: Heldagsudflugt. Fra vikingebyen Ribe til Nationalpark Vadehavet. Vi skal besøge Vadehavscentret i Vester Vedsted, som har en fantastisk, helt nyåbnet museumsbygning. Vi starter med fødderne eller vaders i Vadehavet, hvor naturvejlederen vil fortælle om nationalpark Vadehavet og UNESCO verdens arv. En spændende fortælling hvor vi kommer helt ind bag det storslåede dyre- og naturliv i et tidevandsområde og naturens rasen når tidevand og stormfloder tager magten fra menneskene.

Efter vi har spist vores medbragte frokost, vil der være tid til en rundvisning i den smukke nye museumsbygning. Udstillingen Trækfuglenes Vadehav er tilpasset det enestående center. I samarbejde med Vadehavscentret har arkitekt Johan Carlson, med sit helt gennemførte design på en poetisk, æstetisk og moderne måde, lavet en udstilling, der med stor indlevelse viser Vadehavet og trækfuglene. Her er oplevelser, der på smittende måde inddrager centrets gæster – både unge og ældre – i Vadehavets forunderlige verden.

Vi slutter dagen af, med en guidet rundtur i vikingebyen Ribe – Danmarks ældste by.
19.30 – 20.30: Højskoleaften

Onsdag 6. September:

8.30: Morgensamling
9.30: Heldagsudflugt til Kongernes Jelling og Christiansfeld
Vi starter dagen ved Kongernes Jelling med en guidet rundtur ved monumenterne. Rundvisningen foregår ude i monumentområdet på vandring mellem høje, runesten, skibssætning og palisade med fortællinger fra Jellings fantastiske fortid. Herefter bliver der tid på egen hånd til at udforske monumenterne og museet.

Vi kører herefter til Christiansfeld hvor vi spiser vores medbragte frokost i Søstrehuset som er et hus  hvor de ugifte kvinder og pigekostskolens elever boede efter det blev opført i 1776.

Efter frokost får vi en spændende guidet rundtur i Christiansfeld.
Christiansfeld er grundlagt i 1773 af medlemmer af de såkaldte herrnhutere, der kom dels fra Herrnhut i Sachsen, Tyskland, dels fra andre menighedsbyer i Nordeuropa. Byen er opkaldt efter Christian VII, der gav tilladelse til byggeriet. Byen er speciel ved, at den er bygget efter den model, som Brødremenighederne efterhånden anlagde deres byer efter med kirken i centrum, omkranset af byens vigtigste huse.
Christiansfeld har siden 1993 været på UNESCOs liste grundet byens særlige byplan, den særlige arkitektur og selve helheden.

Inden vi forlader Christiansfeld drikker vi kaffe, te og smager de autentiske honningkager på det historiske Brødremenighedens Hotel. Den Royale familie har vist deres forkærlighed for hotellet og har besøgt Brødremenighedens hotel over flere generationer. Faktisk har samtlige regerende par besøgt hotellet side Christian VII gav brødremenigheden det land som hotellet er bygget på. Det er ikke kun kongefamilien der har gjort hotellet til et specielt sted, det spillede også en vigtig rolle i den anden slesviske krig.

Dagen afsluttes på Genforeningsmuseet. Lidt nord for Christiansfeld – overfor Den gamle Grænsekro – ligger et lille museum som fortæller en meget stor historie. Nemlig historien om en af de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien – Genforeningen og tiden omkring denne.

19.30 – 20.30: Lynhistorier v/ Charlotte Zeberg Johnsen
Lynhistorier er et samtalespil, der sætter erindringsmusklen i gang, og giver mennesker adgang til at fortælle og lytte til historier fra det levede liv. Lynhistorier er små erindringsglimt fra barndommen, ungdommen eller fra sidste uge. Historierne er måske aldrig blevet fortalt før, og har ikke haft status af at være en “rigtig historie”. Men de bliver rigtige historier, fordi de bliver fortalt. Og fordi de bliver lyttet til.

Torsdag 7. September:

8.30: Morgensamling
9.30-12.00: Poul Langagergaard:  Antoni Gaudí – Guds arkitekt – genial kunstner og stærk, vedkommende prædikant gennem sine værker. Antoni Gaudí (1852-1926) er en af de arkitekter der har flest bygninger på Unescos verdensarvsliste. Vi skal høre historien om Gaudí og hans fantastiske bygningsværker.

Gaudí var barn af sin tid og en af tidens vigtigste kunstnere – og skabte sin helt egen stil, som går igen hos mange samtidige kunstnere. Hans bygningsværker står i dag som kunstneriske monumenter. Syv af dem er optaget på Unescos Verdensarvsliste. En præstation af format fra én person.
Det handler om huse/palæer til førende erhvervsfolk, en sommerresidens i Garraf, det er et kollegium, det er et par spektakulære parker, det er kirker og kapeller – og den mest markante og kendte: La Sagrada Familia, katedralen som har været under opførelse siden 1883 og ventes færdig år 2026.
Vi skal høre om personen Gaudí, hans tid og inspirationskilder, hans tro – og hans markante forkyndelse gennem sine værker. Arbejdet med La Sagrada Familia gav ham tilnavnet: Guds arkitekt!
Det er et billedforedrag, som afspejler en fascination af Gaudí.

13.30-15.30: Naturhistorisk vandring i Grejsdalen og Brandbjerg Sønderskov. Den fredede Grejsdal er en af landets dybeste og smukkeste dalstrøg med stejle bakkeskrænter og Grejs Å. Det er en kilometerlang sænkning med 50-70 meter høje, skovklædte skrænter nord/nord-vest for Vejle. Det er resterne af en ådal, som Grejs Å nu løber igennem og forener sig med Vejle Å, der også er del af en ådal, inde i Vejle. Området regnes for et af de smukkeste steder i Danmark. Vi deler os i to hold, så der både er noget for de mobile og de knap så mobile. Vi starter på skolens øvre område og går senere ned i Brandbjerg Sønderskov, som ligger på kanten af Grejsdalen. Vi skal nyde naturen, få en rask gåtur og høre historien om Ådalen.
16.30: Festforberedelser hvor vi gør klar til festmiddagen. Vi dækker smukke borde, laver dekorationer mm.
18.30: Festlig middag sammen med det sideløbende kursus

Fredag 8. September:

8.30: Morgensamling
9.30-11.15: Dirch Lind: Verdensarv i Danmark. Hvad har Kronborg og Den Kinesiske Mur til Fælles ? De er begge på UNESCO’s liste over 1000 steder i verden, som har så stor historisk, kulturel eller naturmæssig betydning, at de skal bevares for eftertiden – de er blevet Verdensarv – de er med på UNESCO’s World Heritage List.

Dirch giver baggrunden for hvorfor Roskilde Domkirke, Kronborg, Parforcejagt landskabet i Nordsjælland, Stevns Klint og Illulisat Isfjord – er så unikke, at de er optaget på UNESCO’s liste over Verdensarv. De er dermed kommet i samme liga som f.eks. Pyramiderne, Den Kinesiske Mur og Peterskirken i Rom.

Dirch Lind er fotograf af profession, og foredraget er ledsaget af en masse flotte billeder. ‘
11.00: Evaluering af ugen
13.00: Farvel og tak for denne gang 

Hver dag er der dejlig varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.00 (med mindre vi er på heldagstur, hvor der laves madpakker om morgenen) samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har bronzemærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.200 ,-
Enkeltværelse*: kr. 4.600 ,-

Kurset foregår i dagene

4. – 8. september 2017

*Rabat til medlemmer af Ældre Sagen- kr. 250.

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding

Tilmeld dig her

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk

Brochure for Vores Vidunderlige Verdensarv
Få tilsendt brochure