På Hede og Højderyg: For Natur og Kulturelskere

Klassisk højskoleophold for natur- og kulturentusiaster. Et ophold med udflugter, morgensamlinger, sang og foredrag.

Kurset består af to heldagsudflugter. Den ene tager os med på Hærvejen til Gudenåens Udspring ved Tinnet Krat, Øster Nykirke og Den Genfundne Bro. Vi får de spændende historier der knytter sig til områderne og der bliver selvfølgelig mulighed for en lille gåtur på Hærvejen. Den anden tur foregår i  nærområdet omkring Kongernes Jelling og den smukke Vejle Ådal. Der bliver mulighed for at vælge imellem en vandretur på heden og i klitterne (ca 1,5 time) med naturvejleder eller besøg i Egtved.  Herefter besøger vi den smukke Nørup Kirke, og hører historien om den smukke kirke som er fyldt med bladguld og barokkunst. Dagen slutter af med en spændende rundvisning på Kongernes Jelling.

I løbet af ugen vil der være en lang række interessante foredrag. Vi skal møde Brandbjergs forstander Simon Lægsgaard Madsen som vil fortælle om livet på godt og ondt. Gert Hougaard Rasmussen som har været med i udviklingsarbejdet omkring fastlæggelsen af Hærvejen fortæller bl.a. om hvad Hærvejen har været brugt til og nogle af de interessante kulturhistoriske punkter som ligger langs ruten. Jens Kristian Lings og Gudrun Gormsen fortæller om St. St. Blicher og Menneskene på Heden. Frimenighedspræst Henrik Jensen tager os med “rundt i Jylland med Højskolesangbogen” og Steen Espensen og Jens Frydendal slutter ugen af med foredrag om opdyrkningen af Heden i Danmark og Aakjær og andre jyske digtere.

Udviklet i samarbejde med Seniorsammenslutningen i Dansk Sygepleje Råd, men naturligvis åbent for alle interesserede. Midt på ugen vil der være en dag, hvor der kan vælges mellem indhold af sygeplejefaglig art eller to skønne foredrag.

Kursusansvarlige:
Mai-Britt Riis Pedersen
Marie Aarkrog
Lone Kau

Medvirkende:
· Simon Lægsgaard, Forstander, cand.theol.
· Nis Thomsen, tidl. skovfoged
· Westy Esbensen, naturvejleder
· Gert Hougaard Rasmussen, kulturhistoriker
· Henrik Jensen, præst i Ågård Frimenighed
· Steen Espensen, tidl. forstander på Vestjyllands Højskole
· Jens Frydendal, forfatter og naturvejleder
· Gudrun Gormsen, tidl. museumsinspektør
· Jens Kristian Lings, forfatter, tidl. lektor ved institut for dansk sprog og litteratur
· Rasmus Sejersen, højskolelærer og musikunderviser

Kursusprogram

Søndag 6. august:
Kl. 15.00-16.00: Ankomst og indkvartering, hvor vi nyder en kop kaffe eller te og hjemmebagte boller
Kl. 16.15-17.30: Velkomst, rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie
Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame v/Mai-Britt Riis Pedersen
Kl. 19.30 – 20.30: Højskolelærer Rasmus Sejersen: Fællessang
Vi synger fællessang fra Højskolesangbogen. Rasmus guider os igennem 10-12 sange.
Kl. 21.00: Kaffe & hygge i Herregården

Mandag 7. august:
Kl. 8.30: Morgensamling
Kl. 9.30-11.30: Forstander Simon Lægsgaard: Er livet en dans på roser?
Livet er ikke en dans på roser – siger mange. Jeg er uenig. Livet er netop en dans på roser. En dans mellem kronblade og torne. Og det er netop den vekselvirkning, der giver livet dybde og betydning.
Vi er alle drevet af længslen efter samhørighed med det andet menneske. Ønsket om at være mere end vi kunne have sagt os selv, driver os ofte ud i små og store livskriser. Livskriserne, rosens torne, er, frustrerende som de kan forekomme, i virkeligheden springbræt for bevægelse af vores verdensbillede. Og det er præcis investeringen i de kriser, der opstår, når vi arbejder med at rumme det andet menneske, der danner mening i vores liv.
Kl. 14.00 – 16.00: Naturvandringer i Grejsdalen/Brandbjerg Sønderskov + Skolens park v/Nis Thomsen og Westy Esbensen
Den fredede Grejsdal er en af landets dybeste og smukkeste dalstrøg med stejle bakkeskrænter og Grejs Å. Det er en kilometerlang sænkning med 50-70 meter høje, skovklædte skrænter nord/nord-vest for Vejle. Området regnes for et af de smukkeste steder i Danmark. Vi deler os i to hold, så der både er noget for de aktive og de knap så mobile. Vi starter på skolens øvre område og går senere ned i Brandbjerg Sønderskov, som ligger på kanten af Grejsdalen. Vi skal nyde naturen, få en rask gåtur og høre historien om ådalen.
Kl. 19.30 – 21.00: Gert Hougaard Rasmussen: Med pilgrimme og studehandlere langs Hærvejen
Gert har arbejdet med Hærvejen i mange år. Han har bl.a. leveret teksten til ”Hærvejen – Guide til vandrere og cyklister” og været med i udviklingsarbejdet omkring fastlæggelsen af Hærvejen som vi kender den i dag. Han fortæller bl.a. om hvad ruten har været brugt til og nogle af de interessante kulturhistoriske punkter som ligger langs ruten.
Kl. 21.00: Kaffe & hygge i Herregården

Tirsdag 8. august:
Kl. 9.00: Morgensamling
Kl. 9.30: Heldagsudflugt langs Hærvejen!
Med guide kører vi til det dejlige naturområde ”Det Store Vandskel” på højderyggen ved Nørre Snede. Her ser vi, med 100 meters mellemrum, de to udspring af hhv. Gudenåen og Skjern Å. Fantastisk, fordi den ene å løber mod vest og ender i Vesterhavet og den anden løber mod øst og havner i Kattegat. For de friske bliver der mulighed for en lille gåtur på Hærvejen inden vi besøger Øster Nykirke som er en typisk valfartskirke bygget på en bakketop. Her møder vi præsten, der fortæller om den gamle kirke, samt den hellige Sct. Peders kilde, som findes lige overfor kirken. Frokosten indtages ved Ballesbækgård Besøgscenter beliggende ned til den skønne Rørbæk Sø. Eftermiddagen tilbringes i det nye rekreative område omkring Den Genfundne Bro ved Øster Snede. Her genfandt man i 2013 en kæmpe stålbro som har været bygget over Gudenåen, men som man i 1925 gemte væk i en enorm dæmning. Vi får hele historien om broen af én af de lokale guider, mens vi nyder vores eftermiddagskaffe og den hjemmebagte kage.
Kl. 19.30-21.00: Højskoleaften
Højskoleaftenen er et friskt, anderledes indspark i løbet af ugen. Det kan være en aktuel forfatter med uddrag af den seneste bog, en koncert, en filmaften med intro af film- og medievidenskabslærer, klassisk foredrag eller debataften.
Kl. 21.00: Kaffe & hygge i Herregården

Onsdag 9. august:
kl. 9.00: Morgensamling
Kl. 9.30-15.00: Onsdag kan der vælges imellem to workshops:
1: Menneskerne på Heden og St. St. Blicher
Før frokost får vi besøg af Gudrun Gormsen som bl.a. er tidl. museumsinspektør på Billund Museum. Via hendes store indsigt i de gamle optegnelser, fortæller hun på levende vis om hedebondens trængsler og vilkår. Efter frokost kommer Jens Kristian Lings, tidl. lektor ved institut for dansk sprog og litteratur på besøg. Han vil på underholdende vis lære os om hedens digter St. St. Blicher. Dels via fortællinger men også med recitationer af udvalgte historier.
2: Sygeplejefaglig Dag
Kredsformand John Christiansen fortæller om sundhed, forebyggelse, mål og resultater. Herefter er der generalforsamling i seniorsammenslutningen i Dansk Sygepleje Råd. Om eftermiddagen er der underholdning ved pensioneret seminarielektor Jens Peter Madsen og tidl. studielektor Carl Erik Lundgaard. Det handler om senioralderen og vil være en blanding af musik, fortællinger og debat.
Kl. 19.30 – 20.30: Frimenighedspræst Henrik Jensen: Rundt i Jylland med Højskolesangbogen
Præsten fra Ågård, som er tidligere højskolelærer på Ollerup Gymnastikhøjskole, akkompagnerer og introducerer os til en buket af jyske sange.
Kl. 21.00: Kaffe & hygge i Herregården

Torsdag 10 august:
Kl. 9.00: Morgensamling
Kl. 9.30-17.00: Heldagsudflugt til Jelling, Vejle Ådal og Randbøl Hede!
Efter morgenmaden kører vi til Randbøl Hede, en af Danmarks største indlandsheder, som ligger i nærheden i Billund. Her deler vi os efter interesse og formåen. Dem der har lyst til vandretur på heden og i klitterne (ca 1,5 time) drager afsted med vores naturvejleder. Resten fortsætter i bussen til Egtved, hvor vi besøger den kendte bronzealdergrav og går en lille tur på området. Herefter er der besøg i Robert Jacobsens skulptur-grusgrav ”Tørskind” som er sidste stop inden vi returnerer til Randbøl Hede og forenes med vandrefolket. Den medbragte madpakke nydes ved Kirstinelyst, et nyt formidlingscenter, som fortæller om heden og især dyrelivet i området. Herefter går turen til landsbykirken i Nørup. Præsten Heinrich Petersen fortæller om symbolerne og sammenhængen mellem Engelsholm Slot og Nørup Kirke og forklarer hvorfor netop denne lille kirke er spækket med bladguld og barokkunst. Herefter er der kaffe og kage inden vi besøger museet Kongernes Jelling og det smukke monumentområde med de to kendte runesten, højene, pallisaden og den æstetisk flotte kirke. Guider fra museet fortæller historien om Gorm, Thyra og Harald og om de nyeste fund i Jelling.
Kl. 19.30 – 20.30: Lynhistorier v/Lone Kau
Lynhistorier er et samtalespil, der sætter erindringsmusklen i gang, og giver deltagerne adgang til at fortælle og lytte til historier fra det levede liv. Lynhistorier er små erindringsglimt fra barndommen, ungdommen eller fra sidste uge. Historierne er måske aldrig blevet fortalt før, og har ikke haft status af at være en “rigtig historie”. Men de bliver rigtige historier, fordi de bliver fortalt. Og fordi de bliver lyttet til.
Kl. 21.00: Kaffe & hygge i Herregården

Fredag 11. august
Kl. 9.00: Morgensamling
Kl. 9.30-12.00: Steen Espensen: Om opdyrkningen af Heden i DK
En fortælling om vestjysk hedeopdyrkning og hedebønders liv. Om ”Kartoffeltyskere”, Dalgas, Hedeselskabet og ”Københavnerplantager”.
Kl. 14.00-16.00: Jens Frydendal: Aakjær og andre jyske digtere
En humoristisk sang- og fortælleoplevelse om nogle af de folkekære jyske digtere, hvor vi synger et udvalg af de kendte sange og hører om deres liv og levned.
Kl. 16.30-17.30: Festforberedelser hvor vi gør klar til festmiddagen. Vi dækker smukke borde, pynter bordene mm.
Kl. 20.00: Festaften med Dinner-Jazz. Herefter kaffe og sødt.
De erfarne jazzmusikere fra SevenUp Jazzband spiller iørefaldende musik mens vi nyder festmiddagen.

Lørdag 12. august
Ved morgenmaden er der mulighed for at smøre en lille sandwich til hjemturen. Ellers går hjemrejsedagen med at pakke og evaluere og vi mødes i foredragssalen til en sang og for at sige pænt farvel til hinanden.

Hver dag er der dejlig varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.00 (med mindre vi er på heldagstur, hvor der laves madpakker om morgenen) samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har bronzemærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.

Kursusperioder og priser

7 dages kursus
Dobbeltværelse: kr. 3.900 ,-
Enkeltværelse:    kr. 4.200 ,-

Kurset foregår i dagene

6. – 12. august 2017

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding

Tilmeld dig her

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk