Med noget på hjertet

MED NOGET PÅ HJERTET (UGE 48)

 – Mød en række mennesker der alle har noget på hjertet

Mandag d. 26. – fredag d. 30. november 2018 (uge 48)

Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.
– Den Lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry

Vi er alle stødt på mennesker om hvem vi tænker ”han (eller hun)  havde virkeligt noget på hjertet”. Det er vidunderligt at møde den slags mennesker, og det er mennesker der inspirerer os og får os til at vokse.

I denne uge har vi samlet en lang række mennesker som alle har noget på hjertet – noget som de gerne vil dele med os andre. Fra Søren Ryge, der i årtier har fortryllet danskerne med sine fortællinger fra haven, Steen Møller som startede økosamfundet Friland, Steffen Rasmussen som blev ”hjemløs med vilje og Forfatter og tv-journalist Steen Ole Hedelund Jørgensen som er i fuld gang med at skrive et 4-binds-værk om demokratiets dramatiske historie. Men også lokale ildsjæle som højskolens egen forstander Simon Lægsgaard, som vendte en kuldsejlet højskole til en succes, og ophavsmanden til Jelling Festival, som startede som en lille lokal festival og i dag er Danmarks tredjestørste af slagsen.

Så kom til en uge der vil røre og inspirere dig, med skarpe foredrag, dejlige morgensamlinger og masser af højskolesang.

Kursusvært: Charlotte Zeberg

Medvirkende:
· Forfatter og tv-journalist Steen Ole Hedelund Jørgensen. Steen er i øjeblikket Danmarks mest efterspurgte foredragsholder. Han er i fuld gang med at skrive et 4-binds-værk om demokratiets dramatiske historie. De første tre bøger er udkommet, og den sidste udkommer næste forår.
· Forstander Simon Lægsgaard. Forstander på Brandbjerg. Har tidligere beskæftiget sig med undervisning, forskning, salg, kokkeri, skriveri mm. Underviser i Mad med Mod og Jagt & Natur samt fællesfagene og på diverse korte kurser. Udover familien er hans store lidenskaber: Jagt, gastronomi, skøre ideer og livets store sammenhænge, samt formidling i skrift og tale.
· Kirsten Madsen. Har haft sit arbejdsliv i højskolen, hvor sang og musik har været vigtige milepæle for hende. Efter højskolelivet uddannede hun sig til organist (PO-uddannelsen) og arbejdede som sådan 4 år i Thy. Er nu bosiddende på Christianshavn.
· Steen Møller. Initiativtager til og forstander på Sdr. Felding Højskole. Lærer på Den økologiske Landbrugsskole. Gæld-og affaldsfri selvbygger, laver foredrag og byggekurser. Initiativtager til Friland (www.friland.org). Initiativtager til det kommende Grobund ved Ebeltoft Færgehavn. (www.grobund.org). Idémand bag og byggeleder på off grid huset på Brenderup Højskole.
· Marianne Buus.. Marianne er med i Brandbjerg Højskoles ledelse. Hun har dels en mastergrad fra Royal College of Art i London og en mastergrad i Entrepreneurship Education and Training fra Aarhus Universitet.
· Peter Matzen.. Peter er indehaver af firmaet Handlemod. Peter er en erfaren og passioneret underviser og facilitator, som evner at skabe trygge og udviklende læringsrum. Han er Cand. Mag. i læring og forandringsprocesser fra Aalborg Universitet. www.handlemod.dk

Kursusprogram:

Mandag den 26/11:
11.00-12.00: Ankomst og indkvartering
12.00: Frokost
13.00: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15.30-17.30: Forstander Simon Lægsgaard Madsen: Med noget på hjertet.
19.30 – 20.30 “Da jeg var barn”: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra dit liv, svarende til året som terningens øjne viser. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på.

Tirsdag 27/11
9.00: Morgensamling: Mette Øyås: Om Brandbjerg som værdibaseret højskole med noget på hjertet for alle der besøger skolen.
9.30-12.00: Ugens store foredrag: Vi har allieret os med en af Danmarks bedste foredragsholder. Navnet afsløres snarest.
13.00-14.00: Tid til en gåtur omkring højskolen eller i Grejsdalen m. kursusleder.
15.00-17.00: Steen Ole Hedelund Jørgensen: ”Om det gode liv”. Fra Renæssancen og Reformationen for ca. 5-600 år siden er mennesket i Danmark og i de vestlige demokratier blevet frisat fra religiøse åg. Individuelt menneskeværd er i humanistisk ånd i fokus, vores samfund er sekulære, og vi lever i frie demokratier med udbredt velfærd. Men lever vi et godt liv? Eller er den ideelle ide om velfærd for alle kun en tom frase, der dækker over noget materielt? Har vi glemt den åndelige og mentale dimension i livet? I foredraget reflekteres over begrebet ”lykke” som et centralt element i det gode liv og i velfærd. Påstanden i foredraget er, at begrebet ”lykke” er alt for uhåndterligt og for materielt. Begrebet knytter primært mennesket til forbrug og ”ydre velfærd” i form af velstand og materialisme. Forbrug har afløst religion som et menneskeligt åg.
I dag er det vigtigere at fokusere på ”lykke”, som udtryk for ”indre velfærd” i form af trivsel. Og hvad er så trivsel?
I foredraget knyttes trivsel til engagement, mening med livet, positive relationer og det at lykkes med livet mentalt. Når det lykkes, kan vi leve det gode liv.
19.30: “Så syng da Danmark” v/Kirsten Madsen: Vi skal synge en masse nye og gamle højskolesange og høre om baggrunden for dem. VI vil kaste lys på spørgsmålene:
· Hvad sker der med os, når vi synger sammen?
· Hvad er forklaringen på, at højskolesangssammenkomster bliver flere og flere i disse år?
· Hvorfor er højskolesangskatten værd at videregive til vore efterkommere?
· ”Højskolesangbogen er unik“ er et udsagn, man ofte hører. Hvori består det unikke?

Onsdag 28/11:
9.00: Morgensamling: Mød Brandbjerg Højskoles brændende køkkenchef Yvonne. Yvonne vil fortælle om Brandbjergs spændende udvikling fra almindeligt storkøkken til eksperimenterende køkken med sølvmærke i økologi og altid spændende og udfordrende mad.
9.30-12.00: Steen Møller: Kærlighed og Spildevand: Steen Møller er iværksætter, tidligere økologisk landmand, højskoleforstander og en af idémændene bag andelsforeningen Friland, der arbejder på at opføre gældfrie og affaldsfrie huse. Derudover har han medvirket i en række tv-programmer om bæredygtig udvikling og det gode liv.
Steen Møller kommer denne aften og fortæller om spildevandsanlæg, der producerer mad, brændeovne der producerer el, og om at lave huse uden at producere affald. Derudover fortæller han om, hvordan vi kan skabe mere liv i landdistrikterne og et liv uden gæld og affald.
14.00-16.00: Samtalesalon om livsglæde ved kursusleder: Danskerne er verdens lykkeligste folk, men hvad gør os glade? Hvad gør dig glad? Hvad kan vi gøre for at blive gladere i hverdagen? Vi får holdningerne i spil og taler på kryds og tværs om egne erfaringer, ambitioner og gode tanker.
19.30: Friaften: Biograf med noget på hjertet: Mulighed for at se en klassisk filmperle med præsentation af Mette Øyås, højskolens filmunderviser.

Torsdag 29/11:

9.00: Morgensamling: Marianne Buus: Om sammenhængskraft
Kl. 9.30-12.00: På udflugt i herregårdslandskabet med naturvejleder: Vi skal på tur i nærområdet omkring Brandbjerg og introduceres for det historiske landskab, som har været præget af herregården og dens virke igennem århundreder. Brandbjergs skov er urørt naturskov og byder ud over en overvældende variation i plante- og dyreliv på dybe slugter, mosbegroede stammer og en rislende bæk – vi befinder os på kanten af Grejsdalen, som rummer et meget særegent og smukt landskab. (duer det i november??)
13.30-15.00:Steffen Rasmussen: Hjemløs med vilje: Ifb. med temaet ”Noget på hjerte” får højskolen besøg fra Aarhusianske Steffen Rasmussen. Steffen levede efter at have stillet op til kommunalvalget i 2013 uden for parti, som hjemløs i et halvt år. Frivilligt. Imens opstartede han organisationen Fundamentet for at hjælpe sårbare og udsatte mennesker. En organisation som i dag har mange ansatte og frivillige. Nu har han åbnet ”Center For Social Nytænkning”, arbejder på to bøger og vil fortælle om sin historie og om de mange ting der er sket på vejen – godt dækket op af sjove, skræmmende og triste anekdoter fra de udsatte miljøer og det kommunale system som han mener ødelægger mange af de mennesker som det er skabt til at hjælpe. www.steffenrasmussen.dk, www.fundamentet.org, www.cfsn.dk
16.00-17.30: Fortællingen om Jelling Festival: Fortællingen om hvordan den lille lokale festival blev Danmarks tredjestørste festival med millionbudget og over 40.000 besøgende. .”

Fredag 30/11:
9.00: Morgensamling: Peter Matzen: Handlemod og modet til at handle eller noget i huset?
8.30-9.00: Udtjekning af værelser.
9.30-11.15: Søren Ryge: Det handler om mennesker: Søren Ryge Petersen er en historiefortæller i særklasse, der i en menneskealder har fastholdt os foran skærmen. Søren Ryge fortæller om haven, naturligvis. Men også om landskaber i Norden og om de mennesker, der lever der. Søren Ryge møder mennesker med respekt, interesse og oprigtighed. Han er aldrig ironisk, sarkastisk eller distancerende. Søren Ryge fortæller os om mennesker og deres hverdag, som de selv ser den. Søren Ryge taler ikke op til folk eller ned til folk. Han taler i øjenhøjde.
12.15-13.00: Frokost
13.00: Farvel og tak for denne gang

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har bronzemærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.550 ,-
Enkeltværelse*:    kr. 4.950 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag d. 26. – fredag d. 30. november 2018 (uge 48)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding og betaling

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk