Jul på Brandbjerg Højskole: Livsglæde, samvær og stemningsfulde øjeblikke

Julekursus på Brandbjerg handler om stemningsfulde øjeblikke, kreative stunder, naturoplevelser, levende ord, oplivende aktiviteter, livsglæde og samhørighedsfølelse.

Sang og musik bliver vores følgesvend hele julen. Vi øger sammenhængskraften med både fællessang og små korsatser, hvor alle kan være med og slutter ugen af med lækker jazz, som ledsager til den afsluttende julefrokost, så det bliver svært at komme uden om et saligt smil på læben.

Vi dyrker meget dialogen på Brandbjerg. Alle skal have lejlighed til at komme til orde. Men ind imellem skal vi også bare lytte og suge til os. Bl.a. når Mette Fugl og Kim Ravn fortæller om et liv, der ikke ligner de flestes og deler erfaringer, indsigter og levede øjeblikke, eller når forstander Simon Lægsgaard sætter tanker og følelser i bevægelse med sit poetiske postyr.

Vi skal selvfølgelig også lære hinanden at kende i ugens løb. Det er trods alt, de delte øjeblikke, der sætter de største spor i os. Derfor lægger vi op til samtaler, fortællinger og anekdoter så vi kan berige os med den enorme ressource af mangfoldigt levet liv, der er til stede på sådan et julekursus.

Både natur- og kultur-oplevelser er også en central del af programmet. Naturen har vi lige uden for døren, og det af den smukkeste slags man kan tænke sig. Grejsdalens eventyrlige slugter beklædt med en meget sjælden urørt naturskov sætter scenen for gode vandringer, der kan varieres efter formåen, mens Slesvig lægger gader til en perlerække af oplevelser af kulturel art.

Og så er der lige det med julehyggen. Den gennemsyrer det hele med julegudstjeneste, kreative sysler i den gamle herregård, lækker julemad med spændende twists, julehistorier, quiz, dans om juletræ og alt det andet, der gør julen til jul.

Det hele orkestreres af skolens faste personale, herunder en af skolens musiklærere og forstanderparret. Sammen skaber de den gode højskoleramme, som du og dine medkursister kan fylde med stemning, atmosfære og vaske ægte julestemning.

KURSUSVÆRTER:
· Simon Lægsgaard, Forstander, teolog, naturmenneske, huspoet og foredragsholder
· Lone Kau, Højskolelærer, folkeskolelærer og korleder
· Rasmus Sejersen, Højskolelærer, pianist og musiker.

UNDERVISERE/FOREDRAGSHOLDERE
· Mette Fugl, Journalist, korrespondent, forfatter og foredragsholder
· Kim Ravn Mortensen, Københavns mest kendte buschauffør, journalist, globetrotter og golfekspert

Højdepunkter

  • Foredrag med Mette Fugl
  • Tysk Julemarked
  • Gottorp Slot og Slesvig Domkirke
  • Poetisk postyr med forstanderen
  • Fællessang, kor og musik
  • Julegudstjeneste i Grejs Kirke
  • Humoristiske bus-chaufførfortællinger
  • Julevandring i Brandbjerg Sønderskov
  • Lækker julemad og Julefrokostjazz

Kursusprogram

Fredag d 22. december
Vi begynder julekurset med indkvartering mellem 11.00 og 11.45 på enkelt- eller dobbeltværelser. Efter frokosten byder forstanderparret velkommen med gennemgang af ugens program, præsentation af deltagerne og rundvisning. Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ind i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og får den tragiske fortælling om den grå dame. Efter kaffen går vi til foredrag med Mette Fugl, der er helt ”Fra koncepterne”. Aftensmaden serveres i skolens spisesal og er tilberedt med øje for årstidens råvarer, bæredygtighed og økologi. Når vi har slået maver er der fællessang på programmet med højskolelærer Rasmus Sejersen, som er mand for at slå den rette julestemning an fra klaveret. Som afslutning på dagen spiller vi ”lynhistorier” sammen med forstander Simon Lægsgaard, så alle lærer hinanden lidt bedre at kende. Lynhistorier er et lille ”spil”, der stimulerer fortællelysten og via små opgavekort lægger op til små hverdagsfortællinger, som ellers sjælden bliver fortalt. Det er helt i Brandbjergs ånd, at et højskolekursus også handler om at lære at kende og sætte sig selv i spil. Glæd dig til på én gang at berige og blive beriget sammen med dine medkursister.

Lørdag den 23. december
Efter morgenmad og morgensamling i skolens foredragssal mødes vi til den store juleudflugt. Turen går til Slesvig sammen med højskolelærer Rasmus Sejersen, hvor vi besøger både Gottorp Slot og Domkirken, og naturligvis det store julemarked, der altid er en oplevelse. Vi får lækker frokostanretning midt på dagen. Efter mange gode oplevelser vender vi næsen mod Brandbjerg Højskole, hvor risengrøden står klar, som det sig hør og bør dagen før dagen. Til de, der ikke kan leve af grød alene, er der natmad og julefortællinger senere på aftenen, så alle går mætte i seng i mere end en forstand.

Søndag den 24. december
Juleaftensdag har vi meget vi skal nå. Men helt uden at stresse. Efter morgensamlingen laver vi juleværksteder i den gamle herregård. Her kan vælges imellem julegodteproduktion, korsang og kreative julesysler til den store guldmedalje indtil frokost. Eftermiddagen bruges på diverse juleforberedelser, så aftenen får den bedst mulige ramme. For de motionslystne er der planlagt en mindre travetur i de smukke omgivelser omkring Brandbjerg, før vi mødes til juleeventyr, sang, gløgg og æbleskiver. Inden julemiddagen kl. 19.00 er der plads til en god pause, så alle kan forberede sig, som de finder bedst, før juleaften oprinder med skøn julemad, dans om juletræ, julesange og julegaver. Når vi ikke orker at synge mere kommer formiddagens julegodteproduktion på bordet, mens vi åbner gaver og tager os god tid. Det eneste vi skal nå er samværet med hinanden.

Mandag den 25. december
Vi begynder den særlige morgen, lidt senere end vanligt, med en lille korsats til morgensamlingen anført af Højskolelærer, Lone Kau. Derefter fejrer vi 1. juledag med festlig gudstjeneste i Grejs Kirke. Efter frokost lægger vi øre til poetisk postyr af forstander, Simon Lægsgaard, der vil læse op af både egne og andres digte med humor, eksistens og eftertanke som overskrift. Sidst på eftermiddagen tager vi en fælles julevandring i Brandbjergs smukke naturskov. På vej gennem Grejsdalen deler Simon Lægsgaard ud af fortællinger om skoven og om store naturoplevelser fra et begivenhedsrigt liv som flittig naturbruger. Turen sikrer god appetit til den store julefrokost, som venter os fra kl. 18.00 med al hvad den kan bære af lækker mad og drikke, quiz og anekdoter og festlige indslag. Det bliver en festlig aften.

Tirsdag den 26. december
Vi afslutter kurset 2. juledag med forstanderens yndlingsmorgensamling efterfulgt af humoristisk foredrag af landets mest kendte buschauffør, Kim Ravn Mortensen, der skriver klummer til Politiken om sine oplevelser bag rattet i Københavns gader. Det er både dramatiske, morsomme, rørende, tragiske og eftertankeskabende fortællinger fra den danske virkelighed, vi skal lægge ører til. Og derudover har Kim Ravn Mortensen et enormt repertoire af rejsefortællinger, som sætter hans hjemlige oplevelser i perspektiv. Efter de bevægende fortællinger er det tid til lidt kræs for ganer og ører. Under den afsluttende frokost spilles op til hyggelig jazzmusik, der fører os frem til den fælles evaluering og afslutning i foredragssalen kl. 13.30, før vi ønsker hinanden godt nytår og på glædeligt gensyn.

Kursusperioder og priser

5 dages julekursus
Dobbeltværelse: kr. 4.600 ,-
Enkeltværelse:    kr. 5.000 ,-

Kurset foregår i dagene

22. – 26. december 2017

*Mulighed for afhentning/bringning ved Vejle Station for kr. 150

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding

Tilmeld dig her

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk

Brochure for ugekurser
Få tilsendt brochure