Brandbjerg på Kanten: Aktiv sommer i godt selskab

Kom med til Brandbjerg På Kanten og få en fed sommerferieoplevelse – en uges intenst højskoleophold i uge 31 – mandag d. 31. juli til 6. august 2017.
Der bliver rig mulighed for at mærke sig selv og hinanden gennem fysiske og kreative workshops i trygge rammer. Dyrk din interesse eller kast dig ud i noget helt nyt med Brandbjergvenner på tværs af årgange og vær med til at skabe et helt nyt hold – S17!

Ugen er for alle der kunne tænke sig at smage på højskolelivet, så kom med på Kanten og få en uge fuld af nye venner, kærlige gensyn, spontanitet og masser af hyggelig højskolestemning!

Se selv i filmen (vinder af filmkonkurrencen om højskoleliv i øjenhøjde) der blev lavet på Brandbjerg på Kanten 2016

Højdepunkter

  • Sang
  • Foredrag
  • Workshops
  • Fællesskab
  • Naturoplevelser
  • Debat

Workshops:

AFROBEAT – en smagsprøve på ostinatbaseret rytmisk musik
Underviser: Sigurd
Skal vi spille? Det tror jeg nok vi skal. Vi skal spille, lytte og snakke om en masse forskellig rytmisk musik. Vi vil på denne workshop især have fokus på den afrikanske genre afrobeat, som er en musikform, hvor sangene som oftest er bygget op omkring et groove eller et riff, der loopes igen og igen med forskellige variationer. Udover at spille, synge, klappe rytmer og skrive et nummer eller to, skal vi også diskutere, hvordan musik kan blive brugt i en mere politisk agenda – bl.a. skal vi se en dokumentarfilm omhandlende the godfather of afrobeat – Fela Kuti, som har brugt sin musik som ’våben’ i sin politiske kamp.

Mine damer og herrer!Vi kan nu endelig offentliggøre de udvalgte undervisere til dette års Brandbjerg på Kanten! Vi modtog mange spændende bud og kan derfor præsentere en bred vifte af (mildt sagt) meget forskellige undervisere og undervisningsplaner, som uden tvivl vil løfte BPK17 til helt nye højder!Må vi her præsentere første underviser, Sigurd fra E14 og F15 som byder op til et spændende take på Musik workshoppen som vi endelig har fået med denne sommer! 🙂

Geplaatst door Brandbjergs Tropper op woensdag 1 maart 2017

HVAD SKAL VI LEGE?

Undervisere: Gertrud og Karoline
Hvornår har du sidst leget? Sådan rigtig leget – med græs mellem tæerne og jord under neglene? På denne workshop skal vi arbejde med de fire elementer: ild, vand, jord og luft gennem lege – både inde og ude i al slags vejr. Vi skal en tur tilbage i tiden og finde Brandbjergs bedste legeklan. Hvis du melder dig på denne workshop, vil dit indre legebarn findes frem fra gemmerne. Ud over leg skal vi beskæftige os med kreativitet og fokusere på proces frem for produkt. Vi garanterer latter, fysisk aktivitet, praktiske færdigheder, kamp til stregen, blod, sved, ingen tårer (kun lattertåre, hvis man endelig skal græde) samt minder for livet! Så … Hvad skal vi lege?

Her bringer vi endnu en workshop som I kan glæde jeg til at opleve på BPK17: "Hvad skal vi lege?" Dette er pt vores eneste to-underviser workshop, varetaget af Karoline E15 og Gertrud F16. De vil tage os med ud i det blå og ind i legens verden 😀

Geplaatst door Brandbjergs Tropper op zondag 12 maart 2017

HISTORIEFORTÆLLING OG KREATIVITET

Underviser: Emil
Workshoppen vil præsentere nogle ganske simple fortællegreb. Disse bliver det fælles fundament for vores historiefortælling. Som deltager vil du prøve kræfter med en lang række små praktiske fortælleøvelser. Øvelsernes formål er at afprøve fortællegrebene uden pres om at komme op med en færdig og velafrundet historie. Vi tager så at sige historiefortællingen et skridt ad gangen. Undervisningen bliver ’hands-on’. Historiefortælling handler dog ikke kun om at mestre nogle simple fortællegreb. Bevidsthed om egen stemmeføring og kropssprog er også vigtige elementer. Workshoppen vil derfor indeholde små kropslige øvelser, hvor vi kommer hinanden ved. Afslutningsvist er et gennemgående tema i workshoppen en refleksion over den kreative proces, som vi gennemlever. Det forventes derfor også, at du er klar til at blive udfordret med et kreativt benspænd eller to undervejs.

På denne skønne solskinsdag har vi glæden af at præsentere femte og sidste workshop på BPK 2017 🙂 Tidligere elev Emil fra 2013 står for "Historiefortælling og kreativitet" og skriver selv:"Undervisningen bliver ’hands-on’. Historiefortælling handler ikke kun om at mestre nogle simple fortællegreb. Bevidsthed om egen stemmeføring og kropssprog er også vigtige elementer. Workshoppen vil derfor indeholde små mere kropslige øvelser, hvor vi kommer hinanden ved."

Geplaatst door Brandbjergs Tropper op maandag 27 maart 2017

NOGET OM DRØMME
Underviser: Johannes
Er du typen der går med usagte drømme? Spekulerer du over hvordan du kan opnå de mål du gerne vil sætte dig i livet? Er du i tvivl om hvorvidt du er på rette vej, eller ved du i det hele taget hvor du gerne vil hen?
Jeg vil gerne skabe et rum, hvor vi kan tænke stort. Hvor vi kan finde ud af, hvordan vi kan bruge det, der inspirerer os til at opnå de drømme vi går med i maven, hovedet eller hjertet. Et rum hvor vi sætter handling bag vores ord – og finder klarhed og indsigt i, hvordan vi kommer derhen hvor vores drømme bliver til virkelighed. Jeg vil gerne tage Brandbjergs motto ”Hvad drømmer du om?” og gøre de tanker til reelle muligheder og opnåelige mål. Men jeg vil ikke gøre det som et generelt koncept, vi skal være specifikke og vi tager udgangspunkt i lige netop DIN drøm! Det kommer til at handle om dig, hele vejen.

Nu kommer fjerde workshop. Her er Johannes fra F14 som gerne vil tage jer med på en personlig rejse under titlen "Noget om drømme". Her skal arbejdes med fordybelse, spørgsmålet om hvordan DU træffer dine valg og hvordan man kommer fra drøm til handling 🙂

Geplaatst door Brandbjergs Tropper op zondag 19 maart 2017

GASTRONOMI MED OMTANKE
Underviser: Morten
Den største udfordring ved, at vi bliver 9 milliarder mennesker på kloden i 2050, er ikke mængden af fossilt brændstof vi kommer til at bruge. Det er heller ikke, at finde ud af, hvor alle de folk skal bo. Det største problem bliver, hvordan vi skaffer mad nok til alle på en bæredygtig måde.
I Gastronomi Med Omtanke vil vi forsøge at tackle dette problem, uden vi behøver at ændre for mange vaner… Eller spise dårligere! For at disse ændringer virkelig skal have en effekt, vil vi arbejde med løsninger der fungerer i hverdagen. Vi vil i denne workshop blive bekendte med principper, som kan bruges til alt slags madlavning, og ikke bare blankt følge en opskrift.
Det bliver sanseligt, udfordrende og der bliver noget at lave for både hjerte, hjerne og hænder. Vi ses i køkkenet!

Så er vi tilbage for at annoncere endnu en underviser til dette års BPK17 - For første gang opleves faget "Gastronomi med omtanke"!Her præsenterer vi Morten fra E10 som vil føre jer ind i gastronomiens verden - på både et videnskabeligt, eksperimenterende og et bæredygtigt plan! 🙂

Geplaatst door Brandbjergs Tropper op zaterdag 4 maart 2017

En højskoleoplevelse kortet ned til kun en uge! Det er en fantastisk mulighed med masser af dejlige mennesker – hvor gamle venskaber bliver vedligeholdt og nye etableres.

Har du overvejet at tage på Højskole, men passer det ikke lige med økonomi, studier og fremdriftsreform? Så kan du faktisk komme på god klassisk højskole i en uge midt om sommeren (uge 31) på Brandbjerg Højskole med bål, sang, skov, dans, smuk natur, kys og grin!

Kursusperioder og priser

1 uges sommerhøjskole
Dobbeltværelse: kr. 1.895 ,-

Kurset foregår i dagene

Foregår i dagene

31. juli – 6. august 2017

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i dobbelt. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding

Tilmeld dig her

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk