Brandbjerg i Bevægelse

Brandbjerg i Bevægelse (uge 30) – Sommerkursus med oplevelser i Jylland for voksne

Tag dine bedste venner under armen – eller kom selv og skab nye venskaber. Brandbjerg i Bevægelse er et intensivt kursus, hvor du kan dyrke en eller flere interesser, blive forkælet i en rigtig højskoleuge med god mad, spændende foredrag og masser af sang og ikke mindst nyde lyse sommeraftener sammen med andre glade sommerkursister.

Du kan vælge 2 af disse workshops:

Mad over ild – ekstraordinær outdoor cooking. En uge med lækker bålmad, naturoplevelser og røg i øjnene. Ledes af Benjamin Marcher-Carlsen, kok,der har en vision om at gøre naturen og den gode mad tilgængelig for folket. Benjamin har mange års erfaring i det københavnske restaurationsmiljø og har desuden rejst og studeret madkultur i bl.a. Nepal, New Zealand, flere stillehavsøer, Israel og USA. TIl daglig driver Benjamin sin gastronomiske virksomhed VILDT med speciale i bålmad og vilde urter.

Naturvandringer – i de eventyrlige og dramatiske landskaber i Grejsdalen og Vejle Ådal. Ledes af Nis Thomsen, en herlig mand med lunt humør, gode talegaver og en utæmmet passion for natur – Vores helt egen TRÆmand.  Nis har i mange år været skovfoged og kender turene i området som sin egen bukselomme.

Naturfotografi – Naturen som motiv, Brandbjerg som ramme. ledes af Lars Gejl,  der har været professionel naturfotograf siden 1995 og er garvet underviser i naturfotografering og fototeknik. Lars er desuden prisvindende forfatter og fotograf på bl.a. ’Glimt Af Den Danske Urskov’ og ’Fuglefri, en fotoberetning om fuglene i Danmark’ samt til flere fagbøger.

Havkajak – smukke oplevelser og fællesskab på havet. ledes af Jesper Berth,  Kajakunderviser som sætter pris på fælles oplevelser i naturen og at opleve Danmark fra vandet. Nysgerrig på hvad vi oplever og ikke mindst hvordan, samt nysgerrig på hvordan vi gennem aktiviteter i naturen og med kajak kan udvikle os som mennesker.

Se detaljeret beskrivelse af hver dag på workshoppen nedenfor.

Kursusværter
Charlotte Zeberg Johnsen og Ulrik Bang Petersen

Havkajak på Brandbjerg Højskole

Hver morgen starter vi dagen med morgensamling med sang fra højskolesangbogen og et tankevækkende indlæg fra undervisere eller kursusledere. Ugen igennem vil der være foredrag og musikalske indslag, mulighed for hygge i atriumgården eller ved bålstedet, gåture i Brandbjergs egen skov, overnatning i vore 3 shelters ved bækken og meget andet godt.

Hver aften sluttes dagen af med Brandbjerg Café, hvor der er mulighed for at mødes på tværs af workshops og snakke og hygge sammen. Ugens sidste aften er der festmiddag.

Glæd dig blandt andet til:

Sangaften – en glad aften med musik og fællessang med irske Denis Mclaughlin.

Lynhistorier – Vi skal også prøve kræfter med en Brandbjerg klassiker: Lynhistorier. Et samtalespil hvor vi lærer hinanden bedre at kende på en uhøjtidelig og hyggelig måde.

Sangaften – en glad aften med musik og højskolesang

Udflugt – Torsdag tager vi på fælles udflugt til Kongernes Jelling. Her får vi en helt særlig rundvisning og nyder den prisbelønnede udstilling, vi kører videre til Tørskind grusgrav, hvor en af Robert Jakobsens smukkeste værker, den imponerende landskabsskulptur befinder sig.

Frieftermiddag – Når udflugten slutter, har du fri resten af eftermiddagen med mulighed for at blive i Jelling og tage i friluftsbadet, smutte en tur til Vejle fjord eller noget helt tredje.

OutdoorBIO – Torsdag aften er der mulighed for outdoor-biograf i herregårdsparken bag højskolen.

Kursusprogram:

Mandag d. 23. juli
14.30 Ankomst (ved bestilt transport køres der fra Vejle Banegård kl. 13.30)
15.30-17.30 Velkomst og rundvisning
19.00 Sangaften v. Denis Mclaughlin

Tirsdag
8.30 Morgensamling
9.15 Workshop 1
16.00 Foredrag
19.00 Lynhistorier, et samtalespil v. kursusvært

Onsdag
8.30 Morgensamling
9.15 Workshop  1
16.00 Foredrag
19.00 Sangaften – højskolesang v. Poul Kjær Lauridsen

Torsdag
8.30 Morgensamling
9.15 afgang – udflugt
14.30 Bussen kører retur til Brandbjerg
15.00- frieftermiddag
19.30 – Friaften

Fredag
8.30 Morgensamling
9.15 Workshop 2
16.00 Drømmen om det smukke spil – foredrag
19.00 – Bålhygge i parken

Lørdag
8.30 Morgensamling
9.15 Workshop 2
15.30 Festforberedelser v. kursusvært
19.00 – Festaften

Søndag
9.00 Ugeafslutning og fælles afsked v. Charlotte og Ulrik
10.00 Farvel og tak for denne gang (ved bestilt transport hjem køres der til Vejle Banegård kl. 10.00)

WORKSHOP 1 Havkajak

Du kan vælge 2 dage i havkajak.

NB: Der er venteliste til kajak

Dag-til-dag beskrivelse.
De danske kyster bugter sig med ca. 7000 km kystlinje. Her lige udenfor vores dør venter masser af oplevelser i den kystnære natur. På tur i Danmarks sidste ”vildmark” er havkajakken det perfekte fartøj med masser af potentiale for både naturoplevelser, leg og motion. At opleve Danmark fra en måske ny og anden side.I løbet af ugen vil vi omfavne forskellige perspektiver af det at ro havkajak i Danmark lige fra grundlæggende færdigheder, sikkerhed, kajakken som turredskab og havkajak i historisk rids. Vi beskæftiger os med havkajak på både kinæstetisk og kognitivt niveau og bruger ugens aktiviteter til at perspektivere og til at diskutere, hvad de kan bibringe det moderne menneske i forhold til begreber som natursyn, samarbejde, fælles oplevelser, fællesskab og bevægelse.

Vi håber på sommer og solskin og rimeligt stille vejr. Turplanlægning og sikkerhed i forhold til vind og vejr er essentiel, når vi ror i kajak. Derfor er det vigtigt at forholde sig fleksibelt til nedenstående dag-til-dag program. Vi vælger tur, så vi som gruppe har sikkerheden i orden og får de bedst mulige oplevelser.

Du kan vælge dag 1+2 og/eller dag 3+4 i havkajak.

Dag 1 – Vejle Fjord – Fortrolighed med vand, udstyr og sikkerhed.
Dagens primære mål er at opnå tryghed i kajakkerne og få færdigheder i redninger, hvilket er forudsætninger for til fulde at udnytte kajakkens potentiale som tur-redskab. Her er mulighed for at eksperimentere og ud fra samarbejdsøvelser samt enkle principper om sikkerhed danne fælles og personlige erfaringer. Det bliver en ”våd” dag, hvor vi vil tilbringe lige så meget tid i vandet som i kajakkerne.

Dag 2 – Kolding Fjord – Mestring 1
I dag har vi fokus på styring af kajakkerne. Vi snakker om principper for kajakdesign, og hvad dette betyder for en kajaks manøvredygtighed og styring. Med udgangspunkt i krop, kajak og pagaj leger vi med styretag og manøvrering for at opnå større mestringsglæde og blive mere kompetente kajakroere.

Dag 3 – Horsens Fjord – Natur
Vi starter ud med at opnå tryghed i kajakkerne og få færdigheder i redninger, hvilket er forudsætninger for til fulde at udnytte kajakkens potentiale som tur-redskab. Vi tager på tur i det blå og ror en tur ved Hjarnø, i mundingen af Horsens Fjord. Vi har fokus på regler for naturvenlig færdsel i kajak, regler for overnatning, og hvordan man kan bruge kajakken til at tage på tur i. Vi diskuterer principper for sikkerhed, når man tager på tur sammen og prøver dem af i praksis. I pauserne vender vi kajakkens historie, fra fangstværkstøj til ekspeditionsfartøj og rekreativt motionsredskab i en hektisk hverdag.

Dag 4 – Lillebælt/Mestring 2
Hvis vejret viser sig fra sin gode side, satser vi på en tidlig start og drager mod Lillebælt. Alt afhængig af forholdene vil vi tage på tur i området omkring Strib med mulighed for at spotte marsvin i bæltets nordlige udløb, Tragten. Vi arbejder videre med håndtering af havkajakken, og hvordan man på egen hånd eller sammen med andre kan arbejde sig videre fra at være kompetent novice til kyndig udøver – eller ekspert (Dreyfuss & Dreyfuss). Vi runder dagen af med en is og en gang tur-kaffe.

WORKSHOP 2 Vandreture
Glæd dig til storslåede udsigter, stejle bakker og smukt vand i Brandbjergs nabolag i selskab med Brandbjergs naturvejleder. Området omkring Brandbjerg er, for en stor dels vedkommende, formet i den seneste istid.  I løbet af ugen vil du få mulighed for at vandre op til 4 varierede ruter, så du får et indtryk af den imponerende natur i Vejle ådal og Grejsdalen.
Vær opmærksom på, at terrænet er relativt kuperet – og at turene er heldagsture.

Du kan vælge 1+2 eller 3+4 på workshoppen vandretur.

Dag 1: Randbøl Hede/ Frederikshåb
Randbøl hede i vest med staldbakkerne og derfra til indlandsklitterne i Frederikshåb plantage, som er opstået som en sanddæmpningsplantage. Vi spiser frokost ved skovløberhuset.
Ca. 7 km

Dag 2: Alpevandring i Grejdalen
Glæd dig til Brandbjergs baghave med Brandbjerg Sønderskov som udgangspunkt, vandring gennem Grejsdalen og Frokost ved Grejs Å.
Kuperet terræn. Ca. 8  km

Dag 3: Søvandring
Vi går omkring Fårup sø, som er områdets største sø. Den er opstået som et dødishul under seneste istid. Vi får også mulighed for at opleve Jelling Naturskov. Vores medbragte frokost nyder vi ved badebroen.
Ca. 11 km.

Dag 4: Bjergvandring i Vejle Ådal
Fra Nybjerg Mølle i vest til Robert Jacobsens skulpturpark ved Tørskind Grusgrav i øst. Se frem til en kæmpeoplevelse. Midt i området passerer vi den falske bakkeø Runkebjerg, formet i istiden og et meget særligt syn.
Kuperet terræn, ca. 8 km.

WORKSHOP 3 Naturfotografi: Naturen som motiv- Brandbjerg som Ramme.
Bliv klogere på dit kamera .. og dig selv. Lær om motiver, lys / skygge, komposition og perspektiv, når vi drager ud i naturen og bliver bedre (natur)fotografer. Der vil både være undervisning i teknik, motiv og optimale forhold, samt konstruktiv kritik og arbejde med de billeder, du tager i løbet af workshoppen.

Naturfotografi foregår – i sagens natur – udendørs, dog vil der være mulighed (men ingen garanti) for, at dagen indledes og afsluttes under tag. Der er mulighed for at fotografere i Herregårdsparken bag højskolen eller i Brandbjerg Sønderskov, vores uberørte naturskov med rislende bæk, mosbegroede stammer, fredfyldte lysninger og stejle skrænter.

Du kan vælge 2 eller 4 dage som fotograf: tirsdag+onsdag og/eller Fredag+lørdag.

Kurset er for alle fotointeresserede uanset niveau og udstyr og omfatter generelle, grundlæggende og avancerede fototeknikker, som formidles i en blanding af teori og praksis i den rige og varierede natur omkring Brandbjerg Højskole.

Kursusindholdet vil løbende blive afstemt efter kursisternes individuelle niveau og ønsker samt underviserens ambition om at opkvalificere hver enkelt deltagers kompetencer i praktisk fotografering, billedforståelse og fordybelse i naturen i relation til kunsten, at skabe både dokumentariske og kunstneriske motiver, der vækker opmærksomhed.

Dag 1. Blive en bedre fotograf. Grundlæggende fotofilosofi og fototeknik.
Det gode billede. Om bevidsthed og kreativitet. Planlæg dit motiv. Se Lyset. Lær at komponere og sætte i perspektiv. Se baggrunden. Korrekt eksponering, lær at læse histogrammet. Om programmer og knapper på kameraet. (Hot & not) Opgaver i felten.

Dag 2. Skab orden i kaos. Landskabsfotografering. Repetition og opsamling fra Dag 1.
Forstå dybdeskarpheden. Forstå og lær at bruge blænde og lukkertid i de rette kombinationer. Lange lukkertider. Håndholdt eller stativ. Filtre, gradueret og neutralt.

Dag 3. Se det store i det små. Makrofotgrafering og NatureArt
Makrofotografering, teknik og udstyr. ”Løslad” dine kreative kræfter og skab fotokunst. Kreative fototeknikker. Opgaver i felten.

Dag 4. Masterclass. Billedbehandling, avanceret fototeknik og billedshow.
Repetition og opsamling fra Dag 3. Hvilket program skal jeg bruge til billedbehandling. De fem vigtigste værktøjer til billedoptimering.

WORKSHOP 4 Gourmetmad over ild
Glæd dig til pirrede smagsløg og røg i øjnene, når vi laver gourmetmad over bål i selskab med Brandbjergs dygtige bålkok, Benjamin. Glem alt om snobrød og pølser – her langtidssteger vi lækre kødstykker, prøver kræfter med røgning, laver imponerende desserter og nyder det gode selskab omkring bålet og i vores udekøkken. Vi vil fokusere på årstidens lokale råvarer, og bl.a. tager vi en sanketur, hvor vi finder lækre ingredienser i naturen og tilbereder disse over bål.

Du vil få fantastiske smagsoplevelser, godt selskab og inspiration til madlavningen derhjemme. Mad over bål foregår udendørs, og at du laver mad hver dag fra 9.15- ca. kl 15.

Du kan vælge dag 1+2 og/eller dag 3+4 ved bålet

Begge kurser begynder med en guidet sanketur, hvor vi vil gennemgår et udvalg af sæsonens vilde urter, rødder og bær i området. Derefter vil vi sammen tilberede og fremstille tre-fire retter under kyndig vejledning af outdoor kokken Benjamin Marcher-Carlsen, som vil undervise i tilberedning over bål, rygning og gamle alternative naturmetoder. En vigtig del af kurserne ligger i samarbejdet. Hensigten med både urteturen såvel som den efterfølgende madlavning er ar man lærer noget nyt om mad i den vilde natur, men i lige så høj grad om at alle skal have en god oplevelse og mærke tilfredsstillelsen ved selv at have været en del af hele processen fra jord til bord. Når maden er færdig, vil vi sammen nyde frugterne af vores arbejde. Til maden vil der blive serveret smagsprøver på special-øl, cider, vin og økomost.

Workshop 1 (dag 1+2)  Tema: hav, strand og marsk
På den første workshop vil vi udforske de spiselige planter og tang der findes langs de danske kyster, og lege med både fisk og skaldyr på nye spændende måder igennem for eksempel røgning, råmarinering og saltdej.

Workshop 2 (dag 3+4)  Tema: skov, mark og dal
På den anden workshop vil vi fokusere på skoven og landskabets spiselige vilde urter og svampe. Derudover vil vi tilberede forskellige former for vildtkød såsom sommerbuk eller skovduer både over bål og i jordovn.

Kursusperioder og priser

7 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Enkeltværelse*:    kr. 5.350 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag d. 23. – søndag d. 29. juli 2018 (uge 30)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding og betaling

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk