Brandbjerg i Bevægelse uge 31: Store oplevelser for voksne 2017

En aktiv sommer i inspirerende selskab.

Tag på højskole alene eller sammen med andre. Brandbjerg i bevægelse er en højskoleuge med samvær på den gode måde, hvor vi mødes på tværs af alder i meningsfulde værksteder somMusik og sammenspil, Ekstraordinær outdoor cooking, Kunst, Design og Kreativitet, Bliv en bedre fotograf samt Outdoor i det smukke sommerlandskab.

En fed uge hvor vi er sammen om store oplevelser.

Dele af ugen vil være på workshops, som man kan vælge alene eller sammen med andre, mens andre er fællesaktiviter. Du kan vælge to forskellige workshops eller det samme hele ugen. Indholdet af de to workshops er ikke ens, så man kan vælge to med samme tema eller selv kombinere to forskellige.

Her får du rig lejlighed til at nyde noget af Danmarks smukkeste natur, godt selskab og dyrke en interesse.

Brandbjerg i bevægelse i uge 31 er en uge fyldt med dejlige unge mennesker. Selve kurset er åbent for voksne med børn over 15 år, så man må regne med unge mennesker på alle workshops. Der vil dog være eftermiddagssessions to dage hvor vi deler unge og voksne, med aktiviteter målrettet de forskellige aldersgrupper. Ved siden af kurset ligger derudover “Brandbjerg på Kanten”, som er et kursus for tidligere elever på Brandbjerg Højskole. Det betyder at der vil være en flok glade unge mennesker i huset og der vil være enkelte fælles aktiviteter sammen med disse.

Kurset handler i høj grad om at møde hinanden og få både undervisere og kursusdeltagere i spil. Således indledes ugen med øvelser og lege, så vi kan lære hinanden at kende.

Fire dage er der workshops fra 9-15. Du kan vælge at have én workshop to gange eller blande to forskellige workshops. De to workshops er ikke ens, så man kan vælge det samme eller selv kombinere to forskellige.
Læs mere om de 6 workshops du kan vælge imellem senere i teksten.

Hver morgen indledes dagen med vedkommende morgensang fra højskolesangbogen og spændende indslag fra kursusværterne.

Hver aften sluttes dagen af med Brandbjerg Café hvor der er mulighed for at mødes på tværs af workshops og snakke og hygge sammen.

Tirsdag eftermiddag vil der være en samtalesalon om livsglæde. En hyggelig eftermiddag hvor vi sammen kan diskutere hvad der er vigtigt i livet.

Onsdag aften vil der være mulighed for en dejlig vandretur i Brandbjergs smukke natur.

Torsdag er en fridag fra workshops. Der tager vi alle på halvdagstur til Staksrode Skov. Her vil en lokal naturvejleder tage os med igennem en af områdets smukkeste skove og fortælle om skoven og den liv. I skoven skal vi alle spise fælles frokost.

Om eftermiddagen er der frieftermiddag med mulighed for at tage til Jelling og tage i Friluftsbadet eller tage en tur til Vejle og se byen, Vejle Museerne eller noget helt tredje på egen hånd.

Torsdag aften sluttes dagen af med en lækker grillaften. Vi spiser sammen og mødes med det sideløbende kursus og hygger omkring bålet.

Fredag vil byde på et spændende foredrag med Uffe Elbæk – formand for Alternativet, har startet både frontløberne og KaosPiloterne i Århus. Uffe har mange års erfaring med at engagere og inspirere andre til opnå det ingen tror er muligt. Han vil fortælle om “Frivillighed og politisk engagement”.  Et spændende indblik i formanden for Alternativets holdninger og erfaringer med at engagere og inspirere andre.

Om aftenen skal vi have “Hit med højskolesangen” sammen med det sideløbende kursus. Forvent højt humør og sangglæde på hele skolen!

Lørdag rundes ugen af med en lækker festmiddag og et brag af en afslutningsfest for hele kurset.

Outdoor i det smukke sommerlandskab 1: Havkajak og mountainbike

Outdoor handler om friluftsliv med fokus på oplevelse frem for udstyr og tekniske færdigheder.  De to dage er opdelt så de indeholder en disciplin pr. dag:

Havkajak
Vi starter dagen med introducerende lege og teknikøvelser for at alle er trygge i kajakken. Derefter sejler vi en tur hvor vi nyder naturen og hvor I får en forståelse af, hvilke muligheder kajakken giver for en anderledes naturoplevelse.

MTB (Mountainbike)

Introduktion til MTB (Cykel, gear, balance). Tur rundt i skoven, først i ”turtempo” hvor vi stopper op forskellige steder undervejs, senere et lille ”Adventure race”, hvor man også får løbet lidt og skal orientere rundt i skoven.

Outdoor i det smukke sommerlandskab 2:  Klatring og vandring

Outdoor handler om friluftsliv med fokus på oplevelse frem for udstyr og tekniske færdigheder.  De to dage er opdelt så de indeholder en disciplin pr. dag:

Klatring/ Bouldering
Vi starter med at bouldre. Dette giver en god forståelse af balance og teknik og skaber tryghed hos den enkelte. Bagefter skal vi prøve træklatring med topreb og rappelling.

Vandretur med bålhygge
Inden turen kigger vi på kort og kompas, planlægger mad og tager højde for vejret. På turen vil der være forskellige lege og aktiviteter.

Bliv en bedre fotograf 1: På kurset gennemgår vi grundlæggende fototeknik.

Bliv en bedre fotograf – Brandbjerg Højskoles omkringliggende natur giver fantastiske muligheder for naturfotografi – og herigennem vejen til at blive en bedre fotograf.
På kurset gennemgår vi grundlæggende fototeknik. Hvordan udnytter man sit digitale kameras potentiale? – Det er ikke så vigtigt, hvad du fotograferer med, men at du kan bruge dit kamera i forskellige situationer. Med kamera og stativ begynder vi dagen med en tur i noget af Danmarks flotteste natur. Her gælder det ikke om at gå langt, men at åbne sine sanser for naturen, og komme hjem med nogle gode billeder. Efterfølgende gennemgår vi billederne og prøver at forbedre dem, men som udgangspunkt gælder det om at tage det optimale billede.

Bliv en bedre fotograf 2: Komposition

Bliv en bedre fotograf – Brandbjerg Højskoles omkringliggende natur giver fantastiske muligheder for naturfotografi – og herigennem vejen til at blive en bedre fotograf.
Kurset handler om komposition. Digitale kameraer er fantastiske. Der bliver taget billeder, som aldrig før, da vi med vores mobiler nu har et kameraer ved hånden hele tiden. Men måske har fotografen fået det for let? På kurset udnytter vi de digitale fordele, men vil også bruge mere tid på komposition og stemningen i billedet. Det flygtige splitsekund inden du trykker, skal forlænges og udnytttes til et bedre komponeret og stemningsfyldt billede. Naturen er vores udgangspunkt, men de grundlæggende fotografiske principper kan bruges i alt fotografi.

Musik og sammenspil 1: Musik ud af alting

Der er lyd i alt! Derfor skal vi gå på opdagelse i et lydunivers, hvor vi kan få lyd – og måske musik – ud af det meste. Vi skal sample lyde fra hverdagen, spille på grøntsager med en digital converter der bringer dem til live og samle det hele til en samlet enhed der måske lyder mere spændende end godt. Men det bliver helt sikkert sjovt!

Musik og sammenspil 2: Soundhouse band

Elsker du at spille på et instrument eller synge? Har du spillet i årevis eller er du nybegynder? På Soundhouse band, skal vi skabe et eller flere bands og spille til fingerspidserne bløder! Hvis du har spillet før og har dit eget instrument er du meget velkommen til at tage det med. Hvis du er helt nybegynder skal du ikke regne med at du kan nå at lære et instrument på 2 dage, men hvis du har gåpåmod og er frisk på lidt af hvert skal vi nok få lavet et fedt band der måske kan underholde til festmiddagen fredag!

Ekstraordinær outdoor cooking 1: Gourmet i det fri 

Er du eventyrlysten og interesseret i god mad? Vil du være med til, at lave nye og spændende retter med velkendte råvarer og udfordre ganen med nogle du måske ikke har prøvet før? Med bålet som omdrejningspunkt lærer vi nye teknikker og laver mad der fryder både øjet og maven.

Ekstraordinær outdoor cooking 2: Mad med mening

Vi skal bruge gode danske råvarer til, at lave mad der er en fin restaurant værdig.
Bæredygtighed betyder ikke at maden skal være kedelig. Vi vil koncentrere os om, at teste smagssammensætninger og spændende teknikker samt udforske hvad de Danmark har at byde på indenfor den kulinariske scene.
Maden laves og nydes selvfølgelig udendørs i det dejlige danske sommervejr.

Kunst, Design og Kreativitet  1:  Maleri og kreativitet

Er du kreativ og elsker at male, er dette værkstedet for dig! Vi skal både male traditionelle malerier på lærred men også udfordre malerpenslen og prøve kræfter med Zentangle tegning.  Måske har du ideer med hjemmefra, måske kaster du dig glædeligt over opgaver, som vil hjælpe dig på vej ind i maleriets mange muligheder og oplevelser? Ihvertfald har vi to dage med tid og ro til at dyrke din indre kreativtet.

Kunst, Design og Kreativitet  2:  Design og kreativitet

Hvordan får man idéer? Er det noget der kommer som lyn fra en klar himmel eller kan man hjælpe det på vej? Det er faktisk et håndværk at få idéer og det kan man hjælpe på vej. I de to dage skal vi udfordre vores hjerner og lære hvordan man får ideéer. Vi skal lave en række mindre designprojekter som ingen forkundskaber kræver, men helt sikkert bliver sjove og udfordrende. Fra pizzabakkefoldning til idéhockey hvor vi sveder imens vi får ideer!

Kursusperioder og priser

7 dages aktivt kursus
Dobbeltværelse: kr. 4.950 ,-
Enkeltværelse: kr. 5.350 ,-

Kurset foregår i dagene

23. – 29. juli 2017 (uge 30)
30. juli – 5. august 2017 (uge 31)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Tilmelding

Tilmeld dig her

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mail adresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post ca. 2 uger før kursusstart. Ved afbud før 14 dage frafalder der et indmeldelsesgebyr på 500 kr. Ved afbud senere end 14 dage før kursusstart mistes hele kursusgebyret.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk