Forstanderen byder velkommen

Kære kommende elev

Hvad drømmer du om?

Måske ved du det allerede. Måske har du ingen anelse endnu. Men uanset dit udgangspunkt, så kan Brandbjergs helt særlige atmosfære bevæge dig nærmere dine drømme.

Livets laboratorium

Brandbjerg er et levende laboratorium –  på én gang horisontudvidende og nærværende. Her er plads til intense samfundsdebatter og store armbevægelser, til indblik og udsyn, begejstring og fordybelse, til at dyrke fagligheden og nysgerrigheden, til det sjoveste og det skønneste i verden, til at træffe valg og til at skabe noget af betydning.

Fællesskabet – et vindue til verden

Brandbjerg er et mødested. Fællesskabet er i centrum. Et fællesskab, der rummer det mangfoldige møde mellem mennesker med vidt forskellige baggrunde, interesser og verdenssyn. Men hvor alle er fælles om at ville hinanden, om at ville inspireres af de andres verdensbilleder og om at ville gøre en forskel for sig selv og for verden.

Din udvikling

Brandbjergs atmosfære skabes af tid, rummelighed og lidenskab. Det er selve tiden vi bruger på hinanden, på verden og på egen dannelse, der gør livet betydningsfuldt. Og det er rummeligheden, der sikrer plads til både din faglige, din sociale og din personlige udvikling, der vokser i takt med hinanden. Lidenskaben skaber fremdriften.

Kraftcenter Brandbjerg

Brandbjerg emmer af visioner, virkelyst og kærlighed. Hverdagen præges af stærke faglige miljøer, bæredygtighed og kulturmøde. Personalestaben spiller en afgørende rolle. Med en uudslukkelig flamme brænder de for dette sted, der emmer af nærvær og smittende begejstring. Glæd dig til at mærke den helt særlige ånd, som du frit kan bære med dig, når du tager herfra.

Netværk for livet

Brandbjerg er et væld af stærke og gode oplevelser. Rejser, debatter, projekter og fester. Men de står ikke alene. De får enestående betydning fordi de deles, perspektiveres og investeres i. Det er indlevelsen i relationerne, der giver oplevelserne karakter og varig betydning.

Kom indenfor og bliv en del af noget større.

Forstander

Simon Lægsgaard