Velkommen til forstanderens blog

Vi skal genfortrylle verden

Forstander Simon er i disse dage afsted på Højskolepædagogisk konference og her er lidt af hvad han har oplevet:

“Elsebeth Gerner Nielsen spørger på Højskolepædagogisk konference:
Hvordan får vi vendt opløsningstid til oplysningstid? Hvordan får vi åbnet de elitære siloer og skabt sammenhængskraft blandt folk?
Vi skal genfortrylle verden – forene flere forskellige erkendelsesformer, skabe mening i tilværelsen. Det legende menneske har fået for lidt plads i et videnskabeligt paradigme. Vi har brug for at finde lidenskaben og ikke blot det rationelle menneske.”

Følg selv med på højskolebladets facebook   hvor der er live transmission fra konferencen

Velkommen til foråret 2017

Forstanderens velkomsttale

Kære elevhold F17

Velkommen til højskolelivet i denne helt særlige brandbjergske udgave. Vi har gennem de sidste 10 år (Brandbjergs nyere historie) formet en ramme og skabt en ånd, der har til hensigt at skabe de bedst mulig betingelser for jeres udvikling. Brandbjerg Højskole handler nemlig, først og fremmest om dannelse. Dannelsen opstår i mødet mellem den historie vi hver især bærer på, på den ene side – og på den anden side – på den nye skabelse, vi deltager i i det fællesskab vi nu indtræder i. Vi skaber nye betydning idet vi former fremtiden lige her i nuet. I mødet mellem alle de fortællinger, som vi bygger vores liv og vores verdensbillede på og al den nye betydning, som vi sammen skaber, lige der opstår dannelsen. Og højskole, i sin bedste form, handler om dannelse – den vedvarende og aldrig fuldstændige dannelse af mennesket i fællesskabet.

Vi skriver med hvert eneste nye semester videre på den store Brandbjerghistorie, hvor alle implicerede er hovedpersoner, og hvor Brandbjergs historie og den enkeltes historie bliver to sider af samme sag. Her flettes de mange unikke historier sammen i dette skabelsens NU –  hvor hjerter flettes og alt er på spil og hvor alle involverede parter har en stemme i fortællingen af den nye fælles historie. Og ud af dette store fletværk opstår noget nyt og kringlet og fantastisk og smukt – en kurv, et skaberværk, der kan rumme et væld af livshistorier – vores livshistorier.

Og tager vi de lidt store briller på, og det må vi gerne – for vi er på en af dette lands efterhånden få frie skoler – lige midt i dannelsens højborg –  så skriver hver og en af jer i dag sig også ind i verdenshistorien. Vi har nemlig en urokkelig ambition om og tro på, at jeres dannelse ikke alene kommer jer selv og dette lille fællesskab til gode, men at jeres dannelse også kommer den vedvarende skabelse af verden til gode. Og så kommer der pludselig perspektiv på dannelsen. Hvabehar?

I kommer her for at udvikle jer, for at finde nye sider af jer selv og af hinanden, I kommer for sjov, for oplevelser og for alle mulige andre ting, men I er her også fordi I skal være med til at danne menneskehedens fremtid. Og I har en masse at byde verden fra alle jeres vidt forskellige ståsteder – også en masse som I endnu ikke selv har øje for.

På Brandbjerg går vi meget op i, at vi alle er dele af det samme fællesskab. Vi spiller forskellige roller i fællesskabet og nogle kommer vi tættere end andre, men højskole er kun noget vi kan skabe sammen. Det kræver tillid og åbenhed imellem os og det kræver at vi færdes og taler frit på tværs af alle forskelle. Det lyder måske som en floskel, som man ikke behøver at hæfte sig særligt meget ved. Det er det ikke. Det bør være jeres ledetråd hele vejen igennem opholdet.  Det store brandbjergske dannelsesprojekt handler først og fremmest om at mødes.

Hvorfor? Fordi mødet på 1 og samme tid er kongevejen til dannelsen og samtidig også er selve målet med dannelsen. Det er mødet med andre mennesker, der beriger vores liv, det er møderne, der skaber mening i vores tilværelse, og derfor skal vi øve, øve, øve os i at mødes for at få størst mulig berigelse af hinanden og dermed af livet.

Men hvorfor skal vi egentlig øve os i at mødes? Fordi vi som udgangspunkt er hamrende dårlige til det. Der er altid tusind ting, der står i vejen for det virkelig gode møde. De 1000 forhindringer hænger alle sammen med vores forforståelse. Vi har på forhånd en antagelse af hvordan den anden er, hvordan verden er og hvordan vi selv er. Og disse antagelser står ofte i vejen for at rumme de andre, rumme andre verdensbilleder og for at rumme os selv, i al vores kompleksitet. I stedet fastholder vi et billede af hvordan vi gerne vil have det hele skal være. Et billede, der holde frygten for det ukendte på afstand.

Det er så urimeligt svært at rumme det man ikke er vant til, det man ikke selv har fundet på og det man ikke lige på forhånd kan lide. Og det er så svært at acceptere at det netop er det vi endnu ikke rummer, der bærer kimen til vores dannelse som mennesker.

Derfor skal vi øve os. Brandbjerg er et stort levende laboratorium, hvor vi i det ene møde efter det andet øver os på at få øje for det, som vi ikke ser af os selv. Den lille prins udtrykker det på poetisk vis, når han siger: ”det virkelige væsentlige er usynligt for øjet – det ses kun med hjertet”. Vi skal øve os i at bruge vores hjerter til at se det væsentlige og ikke alene lade vores forstand og dermed vores fordomsfulde verdensbillede stå i vejen for det. Det er en svær øvelse – nogle gange allersværest for de, der synes de selv er gode til den på forhånd.

Grundtvig udtrykker det smukt i et af sine fineste digte, som I også finder i den blå sangbog, som I kommer til at tyndslide her på Brandbjerg: ”Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. For virkelig at flette historier med hinanden, skal vi altså først flette hjerter, lægge hjertet i det vi beskæftiger os med, åbne vores hjerte for verden, så vi kan lære at se og kende og dermed blive kloge på det hele. Det er den måde hvorpå vi skal øve os i at rumme. Vi skal med andre ord investere i det vi møder – også det skæve og det grimme – med det dyrebareste vi har – vores tid – vores liv. Igen er det Den lille Prins i bogen af samme navn der siger det klarest: Det er den tid du bruger på din rose, der gør den så betydningsfuld”. Vi skal investere vores tid – vi skal investere vores liv i noget for at gøre det betydningsfuldt, og når det så er blevet betydningsfuldt for os, først da kan vi lære at rumme alt det, som vi ikke på forhånd kunne have sagt os selv. Det skal vi gøre gennem mange forskellige slags møder – i fagene, i bevægelsen, i sangen, i legen, i debatten, i festen og i de mange andre arenaer, som Brandbjerg kan byde os.

Højskolelivet er en fest, men det er altså langt mere end det. Højskoleliv er liv når det er bedst. Det er et langt sejt træk med udfordringer, spændinger, tidsspilde og rugbrødsarbejde og med dette seje træk som baggrund mærkes langt tydeligere de befriende, fantastiske øjeblikke, der åbner nye muligheder i os. Rummeligheden giver dig et meningsrum, hvori du kan opleve øjeblikket. Meningen i livet opstår i det øjeblik at indlevelsen og oplevelsen krydser hinanden. Altså først skabes rummeligheden gennem indlevelsen, og så kommer øjeblikket og fylder det med betydning. Præcis som himmelrummet rummer fyrværkeriet nytårsaften. Havde vi ikke haft himlen som baggrund, så var oplevelsen i grunden ret begrænset.

Mind jer selv om 2 ting hver morgen, når I kigger jer i spejlet.

  1. I er selv med til at skabe historien – hver og en af jer. Så invester.
  2. Vi er en uundværlig del af hinandens historie, og du bærer den andens uskrevne historie i dine rystende hænder.

Det kan være svært at forestille sig lige nu, at vi skal turde at lægge eget hjerte i hænderne på de andre, at vi skal lære at kunne lide noget, som vi slet ikke kan forstå, se meningen med eller har nogen umiddelbar interesse i. Her sidder vi med så vidt forskellige forudsætninger og mange af de andre ligner slet ikke mig. Hvordan skal det dog gå?

Tro på at det kommer kære elever og vid, at selv om I besidder mange forskellige ressourcer og kæmper med mange forskellige udfordringer, så er der områder, hvor I alle ligner hinanden. Udfordringer I alle deler, tvivl, begejstring, frygt, glæde, følelser, tanker, hvor I kan finde fælles grund. Det er dem I skal lede efter. Det er jeres adgangsbillet til ukendte verdener og dermed til dannelsen. Og husk at hev tålmodighed med hinanden. Ikke alle blomster åbner sig i samme tempo.

Og nu fra blomster til sommerfugle.

Mærk lige rigtigt grundigt efter. Normalt er det jo forbudt at tage kæledyr med på Brandbjerg, men i aften tillader vi sommerfugle. Og nogle af jer sidder måske her i aften med en enkel sommerfugl i maven. Andre har måske medbragt en hel sværm. Jeg har selv taget et par stykker med. Er der andre, der har taget sommerfugle med her i aften?

Se det var et sted at mødes – I vores fælles spænding om hvad fremtiden bringer. Ikke noget dumt sted at starte en ny fælles historie med erkendelsen af at vi deler den samme usikkerhed overfor det ukendte.

Og jeg forstår jeres spænding, for det her bliver en vild tur kære elever. Vi skal op at flyve i den store helikopter. Deroppe, hvor det kildrer i maven og de steder der er værre mine damer og herrer, deroppe hvor der er risiko for turbulens, storslåede udsigter, fabelagtige indsigter og skræmmende nødlandinger. Vi skal de næste mange uger bevæge os i ukendt terræn, i bjerge og dale, gennem tætte krat, dybe skove og over åbne vidder. Nogle gange snublende tæt på jorden med bankende hjerter og svedige hænder og frustrationerne udenpå tøjet, andre gange højt oppe i den forfriskende luft hvor alting er muligt og faldet blot er en fjern tanke. Vi skal fordybe os i landkort og granske kompasset for at finde farbare ruter imod ukendte mål, og landkortet er vores værdier og kompasset er fællesskabet. Det er her I – i denne mindre skala – finder livets orienteringspunkter, som kan bruges i stor skala – Det store overblik kræver nemlig arbejde langt ned i detaljen, og der er store ting på spil mine kære venner: nemlig jeres fremtid – og verdens fremtid.

Den vigtige erkendelse er, at det hele altid begynder i det små. Det begynder lige nøjagtig i overvindelsen af afstanden til den grimrian, der sidder lige ved siden af dig, som du måske lige nu har svært ved at spejle dig i, og som måske lugter af gammel ost, men som er din port til nye verdensbilleder, ny betydning og et enestående fællesskab, som vil følge dig resten af dit liv. Den anden er kort sagt nøglen til både verdens og din egen fremtid.

Vi har netop afsluttet 2016 – et begivenhedsrigt år, som på mange måder vil gå over i historien som et eksempel på de store udfordringer, vi står med i denne periode af verdenshistorien. Måske udfordringer, som på nogle områder er større end menneskeheden tidligere har været vidne til, og samtidig med muligheder, som mennesker aldrig før har haft.

De største flygtningestrømme i verdenshistorien fortæller om en overbefolket verden i opløsning, mod alle verdenshjørner står verden på randen til krig pga. af manglende rummelighed, kedsomheden i vesten har drevet os, med jeres generations som de ypperligste repræsentanter imod et opskruet overforbrug, som I selv er med til at dyrke hver evigt eneste dag –et forbrug som hurtigt kan blive undergangen for verden som vi kender den. Det virker dystert. Og samtidig har vi en verden, der aldrig har været bedre uddannet, mere åben og hurtigere til at forandre os – hvis vi vil.

Mulighederne og udfordringerne kappes om pladsen. Og muligheder og udfordringer kræver ansvar. Der er så mange valg, der skal træffes i jeres levetid – skæbnesvangre valg – kære elever. Og jeg siger det ikke for at skræmme jer eller for at pålægge jer uoverskuelige byrder. Valgene kommer vi ganske enkelt bare ikke udenom, og jeg vil derfor animere jer til at bruge dette højskoleophold til at kvalificere jeres valg. Meget afhænger af, at I ikke sidder på hænderne, når der skal træffes beslutninger, at I ikke kigger på egen navle, når I burde vise ansigt og at i ikke løber, når der skal tages ansvar.

Vi skal skabe noget vigtigt sammen F17. Vi skal skabe mening i verden. Og vi skal bruge det livslaboratorium, som Brandbjerg er, til at gøre det sammen. Vi skal øve os, vi skal turde fejle, vi skal være nysgerrige, vi skal have modet til at tage kriserne, vi skal skabe rum for glæden, for kreativiteten, for nærværet, for indlevelsen og ikke mindst for håbet. For kære venner. Det er jer, der skal bære denne verden videre. Det er jer der skal smitte verden med livsmod og glæde. I der, de næste måneder, træner i livsduelighed, i krisehåndtering, i ansvarsbevidsthed, i ligeværd, i nysgerrighed, i glædesrus, og i vaske ægte samhørighed.

I er verdens håb!

Jan Kjærstadt, en fremragende norsk forfatter, sagde i et interview for nylig: ”Jeg tror at ethvert menneske har en eller flere kernescener, en slags små grundfortællinger, der har formet livet på en særlig måde.”

Jeg tror at I, kære F17, her i aften har begyndt en helt særlig grundfortælling i jeres liv. Jeg tror 2017 bliver året, hvor I begyndte at træffe valg. Vigtige valg. For jer, for hinanden og for verden.

I bliver nu den nyeste del af den store og stolte Brandbjerg-familie, og F17 bliver som en ny, nær familie for jer. I kommer til at dele blod og ånd, som mange andre årgange før jer. Det er dyrebart og meningsfuldt. Lad det nye blod bruse i vores årer kære elever og personale på Brandbjerg. Vi skal sammen skabe historie – hinandens historie.

Velkommen til et uforglemmeligt forårssemester på Brandbjerg Højskole mine damer og herrer. Det bliver fyldt med kernescener, så nyd sommerfuglene her i vinterens midte og lad os skyde semesteret igang.

Velkommen til Brandbjerg.