Velkommen til forstanderens blog

Tale til Højskolebevægelsens Årsmøde april 2017

Tale til Højskolebevægelsens Årsmøde april 2017

 

”FFD’s gave til menneskeheden i pixibogsformat med skyldigt hensyn til formandens udtalte ønske om slet og ret at blive kaldt: ”Dronningen” -med stort D.”

Når man kigger ud af ruden en dag i april på det vi kalder to tusind og sytten

Og gennem regnens grå tæpper forgæves spejder efter en vision, der ikke kun rimer på nytten

Og de tørre, trætte øjne har stirret sig modløse på kommunen og staten og Skatten

Og man opdager at sækken er snøret godt og grundigt til og at demokratiet er katten

Så stivner hjerteblodet i den døende puls, mens ben og hjerne bliver lamme

Man opgiver ævred og tænker uden håb: ”Så kan det hele sgu også være det samme”

Men tøv en kende min fesne ven, giv tid blot en stund før du flyver

Med de sorte fugle bort til dit ingenmandsland, ja nu tror du måske at jeg lyver

For jeg har set håbets flamme i fri dressur – lyse gennem både tid og rum

Dens lue løfter ånden og slipper fugl af sit bur –  medmindre du er stjernehamrende dum

Den lyser for mig og den lyser for dig – ja for ”Næsten” –  næsten lige meget hvem

Så hæv dit bæger, dine maver og din røst og i fælleslovprisningen stem

For højstemt klinker den kanden, tørrer sveden af panden og genskaber harmoni

Og spreder sit lys under harpers klang – mens den frier til din vilde fantasi

Den kommer som morgenrøden på himlens skyer – den genfødte ortodoksi

Mine damer og herrer, lad mig stolt præsentere: FFD’s 5-års-strategi

Hvis du sidder en dag med næbbet i skødet og hår og skæg sidder fast i kassen

Som Post Nord alligevel aldrig tømmer og du overvejer et livslangt forhold til hashen

Bortvendt fra den svigtende verden, der har dolket dig igen og igen og igen

Mens knivene stikker ud af din skælvende ryg med adresse fra Trump, Wilders, Erdogan, May og Le Pen

Din erotiske sans er længe forduftet og din flirt med livet højst en indiskret ragen

Papegøjen er fløjet fra reden for længst, og du overvejer i stedet at skyde kragen

Så løft dit hoved du knap så raske gut, din tid er endnu langt fra omme

Den dag er forbi, hvor alt blot var snak og løfterne bare var tomme

Ræk hånden ud over din sygeseng, grib bladet og spring straks frem til side ti

I FFD’s fantastiske, formidable, forunderlige, forløsende 5-års-strategi

Når du råber efter din husbond, slår dine børn og sparker din stakkels hund

Fordi du rådner over nudging og bæredygtighed flyder over som kvalme i din mund

Du vågner en dag ved at du brækker dig over FN’s verdensmålsplan

Og overvejer at flytte syd for Kongeåen for at blive opslugt af det store gule ocean

Hvor du med god samvittighed og i halv protest kan fylde Fun-saftevand på dine børn

Mens du drømmer om at gifte dig bort til hele Danmarks antimiljø-helt: Bjørn (Lomborg)

Når du gemmer dig hver gang du møder en fordring og løber når du hører nogen kalde

På store stærke mænd og døren efterhånden er det eneste du gider at knalde

Og du ved du for længst har brugt din magi, dit allersidste Abra Cadabra

Ånden ligger slap og slasket hen, som en oldinge-diller uden Viagra

Og du er vokset så fast i din Dan Cake-roulade at du knap kan skelne hagen fra kagen

Så er du i sandhed bekvemmelighedsflygtning i dit eget sølle liv – hele dagen

Så grib om det halmstrå, der som Ugens Rapport, altid kan genrejse gejsten

Og tillad mig mere specifikt at henvise til strategien øverst på side seksten

Når du træt til døden ser på højskolens rolle i en splittelsens tid på vor klode

Ser vores sårbare unge over hvis liv det næppe er værd at skrive en ode

Når flere spørger til nytteeffekt, mer’ kontrol og akkreditering

Som aktivt visner hvert højskole-sind og lysten til grundløs formering

Ja når dit rådnende skrog er den eneste udvikling hvorpå du faktisk tør stole

Så ved du at alt er ude af kurs og dødens pølsemand er flyttet ind på din skole

Men frygt nu ej du folkets forsvarer, der er frelse på vej – og det mer’ end på papiret

For sværdet er slebet og hjelmen er spændt og selve ”Dronningen” ses bag visiret

Hendes lyse lokker, lokker frisindet frem bag dannelsens sidste bastioner

Når hun taler om skolen der agerer i verden, fristes smil frem hos mænd’er og koner

Og hun siger:

”Vi er skolen, der danner og handler og forvandler – os til folkets allersidste oase

Vi er skolen der både samler og åbner som villige ben og leder folket mod erotisk ekstase

Mens verden bruger kræfter og vilje og mod på hinanden at trakassere

Er vi de hellige, udvalgte få, der i stedet bevæger og engagerer”

Det er nu vi flyver efter dronningen i flok, rør en flig af hendes kappe, grib din chance

For her kommer buldrende, brølende, bragende folkehøjskolen i balance

Og mens vi flyver si’r vi:

(evt kort rap)

Hey hey hee

Her kommer FFD

Vi redder verden på en studs

Mens alle andre som en struds

Stikker hovedet i muld

Og fylder munden med uld

For når ånden sulter – og svinehunden slippes fri

Så kommer vi som – Guardians of the Galaxy

Og redder stumperne – endnu inden dagen går på hæld

Inden klokken har slået – har VI frelst folket fra sig selv

Og fra tankesvind og tungdomssind og konkurrencestatsdekret

For ikke at nævne folkedyb, politikerkryb og åndstereotyps-stupiditet.

Når FN sætter sytten verdensmål på plakaten

Så løser vi dem på en eftermiddag og opfinder nummer atten

Når kloden skriger højt og råber: ”hjæælp for Søren”

Så fikser vi da de kriser der kradser på både for- og bag-døren

Vi napper hele sendefladen i netavisen

mens vi fikser flygtningekrisen, politiker-tomgangsdevisen, indlandsisen og køernes fisen

Og beriger fattigdomsudfordringen, overbefolknings-u- ordningen, rigdoms-ophobnings-lortningen og sjæle-forsortningen

Vi oplyser postfaktuel-nyhedsproblematikken, fundamentalist-uskikken, krigsmetaforikken og underholdnings-hysteri-historikken

Mens vi afskaffer højre-venstre udskridningen, elite-almue-skævvridningen, by-og land-utidningen, sand-falsk-udgnidningen, på-hænderne-sidningen, og næstekærligheds-udskidningen.

For ikke at tale om demokraturist-i-dit-eget-liv-fadæsen, arbejdsmarkeds-hæsen-blæsen, rundsavepåalbuerne-12-tals-fræsen og uddannelse-på-tube-mayonaisen

Så har du lort på dit styr, så vogt dig du falske profet

Få styr på dit lort og omvend dig – for om lidt er det sket

Nøl ikke med støtten og sylt aldrig igen rapporten

For så ender du med mavepump, nyreslag og blod på skjorten

Og pandesmæk og cirkelspark og balle-bøllebank

Og flyveskaller og bolle-knæ og kølleslag i din tank

Og du kan græde og protestere og du kan skrige dig træt og hæs

Men hvis du er uenig med os, så får du UBAK – i dit fjæs

Så kære ven før du overvejer at skride fra ”sekten” og forskanse dig bag glas og beton i et åndsforladt slot

Så tag dig din tid, tag læsebrillen på, find hæftet frem og vrid dit daggamle skæg for snot

For skæg for sig og snot for sig det er gode gamle visdomsord

Og oplysningens tid er langt fra forendt på denne vores dejlige mangfoldige jord

Så grib din dag og find dine nosser – kom ud af din verdens-apati

Tag kampen op og favn det hele – befri din eros og din fantasi

Lad ånden tale højt og ret imod – verdens misantropi-tyrani

For nu kommer bølgen – selvfed som fløde – vores fælles 5-års-strategi

Simon Lægsgaard

Velkommen til foråret 2017

Forstanderens velkomsttale

Kære elevhold F17

Velkommen til højskolelivet i denne helt særlige brandbjergske udgave. Vi har gennem de sidste 10 år (Brandbjergs nyere historie) formet en ramme og skabt en ånd, der har til hensigt at skabe de bedst mulig betingelser for jeres udvikling. Brandbjerg Højskole handler nemlig, først og fremmest om dannelse. Dannelsen opstår i mødet mellem den historie vi hver især bærer på, på den ene side – og på den anden side – på den nye skabelse, vi deltager i i det fællesskab vi nu indtræder i. Vi skaber nye betydning idet vi former fremtiden lige her i nuet. I mødet mellem alle de fortællinger, som vi bygger vores liv og vores verdensbillede på og al den nye betydning, som vi sammen skaber, lige der opstår dannelsen. Og højskole, i sin bedste form, handler om dannelse – den vedvarende og aldrig fuldstændige dannelse af mennesket i fællesskabet.

Vi skriver med hvert eneste nye semester videre på den store Brandbjerghistorie, hvor alle implicerede er hovedpersoner, og hvor Brandbjergs historie og den enkeltes historie bliver to sider af samme sag. Her flettes de mange unikke historier sammen i dette skabelsens NU –  hvor hjerter flettes og alt er på spil og hvor alle involverede parter har en stemme i fortællingen af den nye fælles historie. Og ud af dette store fletværk opstår noget nyt og kringlet og fantastisk og smukt – en kurv, et skaberværk, der kan rumme et væld af livshistorier – vores livshistorier.

Og tager vi de lidt store briller på, og det må vi gerne – for vi er på en af dette lands efterhånden få frie skoler – lige midt i dannelsens højborg –  så skriver hver og en af jer i dag sig også ind i verdenshistorien. Vi har nemlig en urokkelig ambition om og tro på, at jeres dannelse ikke alene kommer jer selv og dette lille fællesskab til gode, men at jeres dannelse også kommer den vedvarende skabelse af verden til gode. Og så kommer der pludselig perspektiv på dannelsen. Hvabehar?

I kommer her for at udvikle jer, for at finde nye sider af jer selv og af hinanden, I kommer for sjov, for oplevelser og for alle mulige andre ting, men I er her også fordi I skal være med til at danne menneskehedens fremtid. Og I har en masse at byde verden fra alle jeres vidt forskellige ståsteder – også en masse som I endnu ikke selv har øje for.

På Brandbjerg går vi meget op i, at vi alle er dele af det samme fællesskab. Vi spiller forskellige roller i fællesskabet og nogle kommer vi tættere end andre, men højskole er kun noget vi kan skabe sammen. Det kræver tillid og åbenhed imellem os og det kræver at vi færdes og taler frit på tværs af alle forskelle. Det lyder måske som en floskel, som man ikke behøver at hæfte sig særligt meget ved. Det er det ikke. Det bør være jeres ledetråd hele vejen igennem opholdet.  Det store brandbjergske dannelsesprojekt handler først og fremmest om at mødes.

Hvorfor? Fordi mødet på 1 og samme tid er kongevejen til dannelsen og samtidig også er selve målet med dannelsen. Det er mødet med andre mennesker, der beriger vores liv, det er møderne, der skaber mening i vores tilværelse, og derfor skal vi øve, øve, øve os i at mødes for at få størst mulig berigelse af hinanden og dermed af livet.

Men hvorfor skal vi egentlig øve os i at mødes? Fordi vi som udgangspunkt er hamrende dårlige til det. Der er altid tusind ting, der står i vejen for det virkelig gode møde. De 1000 forhindringer hænger alle sammen med vores forforståelse. Vi har på forhånd en antagelse af hvordan den anden er, hvordan verden er og hvordan vi selv er. Og disse antagelser står ofte i vejen for at rumme de andre, rumme andre verdensbilleder og for at rumme os selv, i al vores kompleksitet. I stedet fastholder vi et billede af hvordan vi gerne vil have det hele skal være. Et billede, der holde frygten for det ukendte på afstand.

Det er så urimeligt svært at rumme det man ikke er vant til, det man ikke selv har fundet på og det man ikke lige på forhånd kan lide. Og det er så svært at acceptere at det netop er det vi endnu ikke rummer, der bærer kimen til vores dannelse som mennesker.

Derfor skal vi øve os. Brandbjerg er et stort levende laboratorium, hvor vi i det ene møde efter det andet øver os på at få øje for det, som vi ikke ser af os selv. Den lille prins udtrykker det på poetisk vis, når han siger: ”det virkelige væsentlige er usynligt for øjet – det ses kun med hjertet”. Vi skal øve os i at bruge vores hjerter til at se det væsentlige og ikke alene lade vores forstand og dermed vores fordomsfulde verdensbillede stå i vejen for det. Det er en svær øvelse – nogle gange allersværest for de, der synes de selv er gode til den på forhånd.

Grundtvig udtrykker det smukt i et af sine fineste digte, som I også finder i den blå sangbog, som I kommer til at tyndslide her på Brandbjerg: ”Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. For virkelig at flette historier med hinanden, skal vi altså først flette hjerter, lægge hjertet i det vi beskæftiger os med, åbne vores hjerte for verden, så vi kan lære at se og kende og dermed blive kloge på det hele. Det er den måde hvorpå vi skal øve os i at rumme. Vi skal med andre ord investere i det vi møder – også det skæve og det grimme – med det dyrebareste vi har – vores tid – vores liv. Igen er det Den lille Prins i bogen af samme navn der siger det klarest: Det er den tid du bruger på din rose, der gør den så betydningsfuld”. Vi skal investere vores tid – vi skal investere vores liv i noget for at gøre det betydningsfuldt, og når det så er blevet betydningsfuldt for os, først da kan vi lære at rumme alt det, som vi ikke på forhånd kunne have sagt os selv. Det skal vi gøre gennem mange forskellige slags møder – i fagene, i bevægelsen, i sangen, i legen, i debatten, i festen og i de mange andre arenaer, som Brandbjerg kan byde os.

Højskolelivet er en fest, men det er altså langt mere end det. Højskoleliv er liv når det er bedst. Det er et langt sejt træk med udfordringer, spændinger, tidsspilde og rugbrødsarbejde og med dette seje træk som baggrund mærkes langt tydeligere de befriende, fantastiske øjeblikke, der åbner nye muligheder i os. Rummeligheden giver dig et meningsrum, hvori du kan opleve øjeblikket. Meningen i livet opstår i det øjeblik at indlevelsen og oplevelsen krydser hinanden. Altså først skabes rummeligheden gennem indlevelsen, og så kommer øjeblikket og fylder det med betydning. Præcis som himmelrummet rummer fyrværkeriet nytårsaften. Havde vi ikke haft himlen som baggrund, så var oplevelsen i grunden ret begrænset.

Mind jer selv om 2 ting hver morgen, når I kigger jer i spejlet.

  1. I er selv med til at skabe historien – hver og en af jer. Så invester.
  2. Vi er en uundværlig del af hinandens historie, og du bærer den andens uskrevne historie i dine rystende hænder.

Det kan være svært at forestille sig lige nu, at vi skal turde at lægge eget hjerte i hænderne på de andre, at vi skal lære at kunne lide noget, som vi slet ikke kan forstå, se meningen med eller har nogen umiddelbar interesse i. Her sidder vi med så vidt forskellige forudsætninger og mange af de andre ligner slet ikke mig. Hvordan skal det dog gå?

Tro på at det kommer kære elever og vid, at selv om I besidder mange forskellige ressourcer og kæmper med mange forskellige udfordringer, så er der områder, hvor I alle ligner hinanden. Udfordringer I alle deler, tvivl, begejstring, frygt, glæde, følelser, tanker, hvor I kan finde fælles grund. Det er dem I skal lede efter. Det er jeres adgangsbillet til ukendte verdener og dermed til dannelsen. Og husk at hev tålmodighed med hinanden. Ikke alle blomster åbner sig i samme tempo.

Og nu fra blomster til sommerfugle.

Mærk lige rigtigt grundigt efter. Normalt er det jo forbudt at tage kæledyr med på Brandbjerg, men i aften tillader vi sommerfugle. Og nogle af jer sidder måske her i aften med en enkel sommerfugl i maven. Andre har måske medbragt en hel sværm. Jeg har selv taget et par stykker med. Er der andre, der har taget sommerfugle med her i aften?

Se det var et sted at mødes – I vores fælles spænding om hvad fremtiden bringer. Ikke noget dumt sted at starte en ny fælles historie med erkendelsen af at vi deler den samme usikkerhed overfor det ukendte.

Og jeg forstår jeres spænding, for det her bliver en vild tur kære elever. Vi skal op at flyve i den store helikopter. Deroppe, hvor det kildrer i maven og de steder der er værre mine damer og herrer, deroppe hvor der er risiko for turbulens, storslåede udsigter, fabelagtige indsigter og skræmmende nødlandinger. Vi skal de næste mange uger bevæge os i ukendt terræn, i bjerge og dale, gennem tætte krat, dybe skove og over åbne vidder. Nogle gange snublende tæt på jorden med bankende hjerter og svedige hænder og frustrationerne udenpå tøjet, andre gange højt oppe i den forfriskende luft hvor alting er muligt og faldet blot er en fjern tanke. Vi skal fordybe os i landkort og granske kompasset for at finde farbare ruter imod ukendte mål, og landkortet er vores værdier og kompasset er fællesskabet. Det er her I – i denne mindre skala – finder livets orienteringspunkter, som kan bruges i stor skala – Det store overblik kræver nemlig arbejde langt ned i detaljen, og der er store ting på spil mine kære venner: nemlig jeres fremtid – og verdens fremtid.

Den vigtige erkendelse er, at det hele altid begynder i det små. Det begynder lige nøjagtig i overvindelsen af afstanden til den grimrian, der sidder lige ved siden af dig, som du måske lige nu har svært ved at spejle dig i, og som måske lugter af gammel ost, men som er din port til nye verdensbilleder, ny betydning og et enestående fællesskab, som vil følge dig resten af dit liv. Den anden er kort sagt nøglen til både verdens og din egen fremtid.

Vi har netop afsluttet 2016 – et begivenhedsrigt år, som på mange måder vil gå over i historien som et eksempel på de store udfordringer, vi står med i denne periode af verdenshistorien. Måske udfordringer, som på nogle områder er større end menneskeheden tidligere har været vidne til, og samtidig med muligheder, som mennesker aldrig før har haft.

De største flygtningestrømme i verdenshistorien fortæller om en overbefolket verden i opløsning, mod alle verdenshjørner står verden på randen til krig pga. af manglende rummelighed, kedsomheden i vesten har drevet os, med jeres generations som de ypperligste repræsentanter imod et opskruet overforbrug, som I selv er med til at dyrke hver evigt eneste dag –et forbrug som hurtigt kan blive undergangen for verden som vi kender den. Det virker dystert. Og samtidig har vi en verden, der aldrig har været bedre uddannet, mere åben og hurtigere til at forandre os – hvis vi vil.

Mulighederne og udfordringerne kappes om pladsen. Og muligheder og udfordringer kræver ansvar. Der er så mange valg, der skal træffes i jeres levetid – skæbnesvangre valg – kære elever. Og jeg siger det ikke for at skræmme jer eller for at pålægge jer uoverskuelige byrder. Valgene kommer vi ganske enkelt bare ikke udenom, og jeg vil derfor animere jer til at bruge dette højskoleophold til at kvalificere jeres valg. Meget afhænger af, at I ikke sidder på hænderne, når der skal træffes beslutninger, at I ikke kigger på egen navle, når I burde vise ansigt og at i ikke løber, når der skal tages ansvar.

Vi skal skabe noget vigtigt sammen F17. Vi skal skabe mening i verden. Og vi skal bruge det livslaboratorium, som Brandbjerg er, til at gøre det sammen. Vi skal øve os, vi skal turde fejle, vi skal være nysgerrige, vi skal have modet til at tage kriserne, vi skal skabe rum for glæden, for kreativiteten, for nærværet, for indlevelsen og ikke mindst for håbet. For kære venner. Det er jer, der skal bære denne verden videre. Det er jer der skal smitte verden med livsmod og glæde. I der, de næste måneder, træner i livsduelighed, i krisehåndtering, i ansvarsbevidsthed, i ligeværd, i nysgerrighed, i glædesrus, og i vaske ægte samhørighed.

I er verdens håb!

Jan Kjærstadt, en fremragende norsk forfatter, sagde i et interview for nylig: ”Jeg tror at ethvert menneske har en eller flere kernescener, en slags små grundfortællinger, der har formet livet på en særlig måde.”

Jeg tror at I, kære F17, her i aften har begyndt en helt særlig grundfortælling i jeres liv. Jeg tror 2017 bliver året, hvor I begyndte at træffe valg. Vigtige valg. For jer, for hinanden og for verden.

I bliver nu den nyeste del af den store og stolte Brandbjerg-familie, og F17 bliver som en ny, nær familie for jer. I kommer til at dele blod og ånd, som mange andre årgange før jer. Det er dyrebart og meningsfuldt. Lad det nye blod bruse i vores årer kære elever og personale på Brandbjerg. Vi skal sammen skabe historie – hinandens historie.

Velkommen til et uforglemmeligt forårssemester på Brandbjerg Højskole mine damer og herrer. Det bliver fyldt med kernescener, så nyd sommerfuglene her i vinterens midte og lad os skyde semesteret igang.

Velkommen til Brandbjerg.

Elevstævnedigtet

48 sving fra by, bro og fjord

Der ligger hun midt på Lars Tyndskids jord

En skole på en mark og så i Jylland – det er klart

At køre videre virker ærligt talt rimeligt smart

Men med lortelugten klæbende til tøj, hår og briller

Vægges alligevel nysgerrigheden – et eller andet kalder

Som en ø ligger den der midt i gyllepytten

Og lyser mellem træer og græs, men hvad er nytten?

Herregård og skole midt i ingenmandsland

Med park og skov og omgivet af voldgravsvand

Det undrer at folk her ikke syner bare lidt mere sure

Hvad indeholder mon disse mange hvide mure?

En gårdsplads med bygninger fra 50 årtier

Med brosten og plæner og bulede stier

Aldrig har man set noget lignende før

Men det hele holdes sammen af musik fra åben dør

Ikke som forventet af en strygersymfoni

Men af fede nye toner der skaber en sær harmoni

I solskinnet blandes den med lyshåret latter

fra parken et sted, der går en flok og pjatter

En broget skare at se til, må man sige

Men de synes fælles om noget, hvad er det nu lige?

Hovedet indenfor, man må se hvad der gemmer sig i kassen

Og straks forvandles den grå dame til den frække dreng i klassen

Et galehus af udfordringer, tanker og ideer

Et hus fuld af lærere, der konstant vil bide skeer

Med stakkels følsomme curlingbørnskursister

Der jo mest er kommet for at lege ungrejs-turister

Men næh nej man skal ha mudder i skoen og jord i håret

Så de mandlige lærere med grin kan gnide salt i såret

Lærere der presser og skubber og trøster

Både dem med og uden bryster

En råber højt om svagbørnskoloni

En skælder ud over svinesti

En lægger hovedet forstående på skrå

Og en stiller krav og føles alt for rå

Rasende piger – på forstanderen mest

Den mand er sgu ikke som folk er flest

Er han mandschauvinist eller bare en nar

Er det humor eller er det arrogance han har

Er han ude på at slukke vores sidste gnist?

De fleste finder heldigvis ud af det til sidst

Murene genlyder af de skøreste ideer

De banebrydende erkendelser bliver fler og fler

Pejsegulvet sejler af øl og værdiskabende spildtid

Hænderne former alt fra fuckfingre til husflid

Huset runger af vigtige glemte diskussioner

På bordene ligger metervis af kasserede visioner

Projekter så mange at man får ungdomssløvsind

Eller er det mon cafeen, der sender øjnene helt ned på min kind?

Uendeligt trættende med alt den skide innovation

Hvad er der nu galt med det gamle, er det nye blevet en hel religion

Der skal smages, der skal prøves, alt bli’r perspektiveret

Imens drømmer jeg bare at få en BigMac serveret

Hvert hold fylder murene ud til de revner

Med skaberlyst og tidsfordriv og nyerhvervede evner

Med sprudlende latter og indestængt vrede

Lidt for meget slik, og røve, der bliver brede

Med indre kampe og forræderiske tårer

De går herfra med mod og blod i deres årer

I sofaerne ligger gammel, henslængt kærlighed

Nedad væggene driver hudløs ærlighed

På taget venter drømmen med øjnene på klem

Med flyveklare vinger og med kraft i hvert et lem

På dalens skråning sidder med sitrende lår

Frihed med smil på læben og udslået hår

Under gulvet slumrer glemte løfter og tabte væddemål

I pejsen blænder livsgnist forfængelighedens bål

Her står grænser for fald, her aflives løgne

Og piger står for fald i storcharmørens øjne

Her skabes klarsyn i 70’er-farvet glas – gule – røde

Og kogeplader i grå beton skaber levende føde

Mens lange gange omdannes fra uoverskuelig labyrint

Og døde mure til stærkt og levende fundament

Luften sitrer af uforglemmelige, intense øjeblikke

Alt sammen har det formet os, uden det, var vi ikke

I hvert fald ikke de samme, ikke fælles om noget

Vores verdensbillede mindre – vores liv mindre broget

Men vi har alle investeret i den samme skat

Den vokser og vokser, både dag og nat

Den har vedkommenheden som sin vigtigste kerne

Den er livets sande rigdom – som ingen må fjerne

Den gir tilværelsen mening både på retten og på vrangen

Den avler bevægelsen, den føder skabertrangen.

Den smelter os sammen – uden håndjern uden ramme

Vi kalder den dragens ild –  lidenskabens flamme.

Højskole-Danmark rejs dig!

Højskole-Danmark rejs dig!

vild viking

Finansloven er vedtaget. Spare-sablens evige raslen skærer igen gennem lydbilledet. Man kan hurtigt få naivitetsstemplet plantet som et Kains-mærke i panden, hvis man lader sig lede på vej af andet end effektivitetsmantraets tydlige pejlemærker. Det er en effektiv måde at kontrollere folkestemningen på, for dum ser man ud, hvis man står udenfor. Og dum vil ingen være. Og så alligevel – på de danske højskoler dyrker vi værdisæt, som vi faktisk finder vigtigere end konkurrencestatens krav om strømlinethed. Og dumme ser vi måske ud, men ind imellem finder vi det klogt at spørge dumt til ekskluderende normsæt. Og jeg tror, vi er mange i dette land, på hvem det virker klogt ikke at spare det mere værdifulde bort til fordel for det mindre værdifulde, mange, der, hvis vi tør løfte blikket fra bundlinjen, erkender, at der er meget at miste – og at det er godt, for det betyder, at vi har noget af værdi, som vi skal værne om, udvikle på og sætte i spil.

Der spares på højskolerne. Igen. ”Alle må holde for”, hedder det sig. Det kan forekomme paradoksalt, at en liberal regering funderer sine handlinger på solidaritetsprincipper. I Venstres forrige regeringsperiode var der da heller ingen solidaritet, da højskolerne blev beskåret i den såkaldte genopretningspakke. Sikke en gave. Begge er gode eksempler på moderne politiks floromvundne retorik – man tager en terminologi med skønne associationer fra én sammenhæng og bruger den i en anden, i håb om at den positive klang overdøver det hule drøn fra den fraværende argumentation. Det gør den ikke. I det, der tidligere var kendt som Højskolevenstre, regerer en egenrådig vildskab, hvor alt er besluttet på forhånd, og hvor prioriteringer forsøges camoufleret i gyldne flæser. Kanske de har ladet sig inspirere af den tidligere regerings håndtering af Folkeskolereformen. Det virker ikke befordrende for det demokrati, vi ellers bryster os af i dette land.

På højskolerne lever en ganske anden tradition, der burde få enhver demokratiets vogter til at bakke op. Det er en stolt tradition, som trods højskolernes store mangfoldighed på én gang er enhver højskoles særkende og forpligtelse: Den demokratiske dannelse. Den er en del af det 3-kløver, som enhver højskole er lovmæssigt forpligtet på at formidle hver eneste dag. De to andre blade i trekløveret er folkelig oplysning og livsoplysning. I interview i Politiken (21/10/15) betvivler Kulturministeren, stik imod højskolebranchens egne beregninger, at besparelserne kan medføre højskolelukninger. Ministeren udtrykker i stedet sin glæde over, at de danske højskoler pt. er fyldt med elever. Det er selvfølgelig sympatisk, men også problematisk al den stund glæden hviler på et falsum. Det må højskolernes egen minister vide, og man må derfor antage, at udtalelsen blot er endnu en politisk besmykkelse af virkeligheden. Bevares, der har været en generel elev-fremgang på højskolerne de sidste 5 år – en fremgang, som skal ses på baggrund af en meget mager forudgående periode med mange højskolelukninger, og en fremgang som ingenlunde har fyldt alle de danske højskoler.

I 2014 lavede man ved Reputation Institute en undersøgelse, der viste, at højskolerne ligger helt i top, hvad angår omdømme. Det var en stor og velkommen tillidserklæring til højskolerne fra den danske befolkning. Alligevel møder vi i denne spare-debat røster, der højlydt ytrer, at højskolerne skal lade være at klynke og ”pive”. De skal bare effektivisere og i det hele taget indrette udbud, drift og indhold efter det nye årtusind. Jeg tror, der ligger et noget utidssvarende syn på højskolerne bag ytringerne. Flere årtier med svingende ungdomsårgange, forfaldne bygninger, uhyrlige arbejdstimetal, skiftende regeringers spare-iver og lovmæssige begrænsninger i forretningsgrundlaget har for længst gjort besparelser, effektiviseringer og forretningsudvikling til en del af skolernes hverdag. Hvad indhold og udbud angår, så er højskolerne ej heller tabt bag tidens vogn. Qua det meget intense og nære fællesskab omkring elevernes faglige, personlige og eksistentielle udvikling, har skolerne tværtimod en unik fornemmelse af samfundets puls. Det er uforståeligt, at man i den politiske sfære vil udtørre en så vigtig ressource. Ved man mon overhovedet, hvad man sparer væk?

Højskolernes eksistensberettigelse ligger ikke i en sovende værdi som støvede kanoniserede kulturklenodier, men som levende kulturbærende og kulturudviklende væksthuse og kraftcentre. Højskole handler om at give rum til modning og dannelse af mennesker, så de kan begå sig konstruktivt i denne verdens mangfoldige fællesskaber med respekt og kritisk sans og lydhørhed. Det er den cocktail, der også fremmer den faglige udvikling. På højskolerne er der rum og tid til at nytænke, inspirere og udfordre verdens problemstillinger og eksisterende paradigmer og sikre, at vi ikke drukner i selvfølgeligheder – et uundværligt bidrag til et moderne demokratisk samfund, der mener at have noget at byde verden. I en tid, hvor kloden presses som aldrig før af manglende dialog, krige, flygtningestrømme og ikke-bæredygtig levevis i mange henseender, virker det hovedløst at indskrænke det unikke rum, hvor der netop er plads til udvikling af de ressourcer, ideer og tanker, som det konventionelle system ikke er gearet til at dyrke. Her kommer elever med alle former for ressourcer, og i mødet mellem deres forskelligheder opstår nye perspektiver, nysgerrighed, indsigter, anerkendelse og selvværd. Vi går som samfund glip af et væld af ressourcer, hver gang vi afskærer et menneske muligheden for at indånde den fortættede højskole-atmosfære for en tid. Det kan være svært at acceptere i et effektivitetsbaseret samfund, men der er faktisk ting, der ikke kan tvangsmodnes, men som skal have den rigtige atmosfære for at gro.

Det er netop denne livgivende atmosfære, hvis bærende elementer er tid og rummelighed, der står i fare for kraftig reducering ved politisk nedprioritering. Hvis vores samfund stædigt insisterer på, at alt alene skal bedømmes af markedskræfterne – lad falde hvad ikke selv kan stå – så afskriver vi os simpelthen muligheden for, som samfund, at bestemme, hvad vi gerne vil fremme. Jeg vil gå så langt, som til at lufte en – i kapitalistisk kontekst – næsten kættersk tanke. Tænk nu, hvis ikke alt af værdi kan måles på bundlinjen. Tænk nu hvis der fandtes enestående gode højskoler i Danmark, der havde meget at byde samfundet og verden, men som ikke kunne klare de nye økonomiske vilkår. Så ville vi med vores ensidige kapitalistiske bedømmelsesparameter afskrive det mere værdifulde til fordel for det mindre værdifulde. Tænk engang. Det ville godt nok være tosset…

Der er fortsat i vores lille land brug for den oplysning og horisontudvidelse, der flyder fra højskolerne. Men det er så nemt i et tunnelsynet øjeblik at gøre ubodelig skade på det, man ikke har øje for, og derfor er der brug for, at alle I, som har oplevet at blive beriget af højskoleatmosfæren, tager bladet fra munden og peger på højskolernes unikke rolle. Så rejs jer Højskole-Danmark på tværs af politiske skel og bekend kulør. I er mange, der kan hjælpe med at bane vejen for kommende generationers muligheder for at vokse. Protestér imod yderligere besparelser og frem for alt: Tag på højskole eller send jeres kære afsted til de danske højskoler i linde strømme for at opleve forandringen til gavn for den enkelte og for de mange. Der er, kulturministerens udsagn til trods, stadig ledige pladser på de danske højskoler.