Forstander holder tale til Fakkeloptog i Jelling

I weekenden blev der i Jelling holdt fakkeloptog for den lokale flygtninge-familie der endnu engang står overfor afvisning af deres ansøgning om ophold i Danmark. Optoget var udover at være konkret støtte for den berørte familie også et råb om behandle vores flygtningebørn ordentligt.

Du kan læse hele Simons tale herunder:

Tale til asyl-arrangementet den 161217

Kære fakkelbærere

Det er næsten jul. Julen tillægges megen betydning. Det er lysets fest og hjerternes fest, hvor vi fletter hjerter med hinanden. Det er også ensomhedens højtid, hvor alle de, som ikke har, står des tydeligere frem. Midt i al lyset, konfronteres vi med vores eget mørke. Sorgen over dem vi har mistet, sorgen over tabte livsmuligheder og over verdens nød.

Julen er en fest, hvor vi fejrer alt det, der gør livet værd at leve: troen, håbet og kærligheden. Vi fejrer dybest set længslen efter hinanden-  længslen efter det fællesmenneskelige, den delte menneskelighed, som skaber mening i vores liv.

Ofte uden at tænke over det, er det den længsel, der driver os til alt hvad vi gør. Den udfordrer konstant vores rummelighed. For det vi ikke kan rumme, kan vi ikke gøre til vores. Men længsel efter at blive til mere end vi kunne have sagt os selv, kæmper altid en ulige kamp med vores frygt for at miste det vi allerede har. Det er en kamp imellem længslen efter det fælles og uafhængigheden af de andre. Og ud af denne kamp træffer vi en lang række valg, som nogle gange øger det fælles rum og dermed samhørigheden, andre gange indsnævrer rummet og dermed afstumper vores menneskelighed.

Julen bør være menneskelighedens fest. Det fælles lys. Håbet om en samhørig fremtid, der kan rumme os alle. Og alligevel står vi her og skal tænde fakler for at holde mørket på afstand. Vores eget mørke, som indsnævrer rummet og ikke efterlader plads til menneskeligheden – endsige med-menneskeligheden…

For tiden fylder frygt og bekymring meget i vores lille land. Det tager pladsen for rummeligheden og i sidste ende vores menneskelighed. Vi sender medmennesker afsted imod uvisse skæbner, vi skiller familier ad, vi nægter folk adgang til livet – og vi begrunder det hele med nødvendigheden. Vi er blevet slaver af nødvendigheden, frem for mennesker der søger meningsfuldhed. Og alt for ofte glemmer vi at spørge, hvem, der beslutter hvad det nødvendige, vi stræber efter, er. Når nu det nødvendige ikke er meningsfuldheden, når nu det nødvendige gør op med vores egen menneskelighed, hvad begrunder så nødvendigheden? Hvad er så vigtigt, at vi må ofre vores egen menneskelighed for det? Begrundelsen fortaber sig i mørket. Lad os trække den frem i lyset. Det er derfor vi tænder fakler i dag. I er lysbærere, som vil oplyse for at alle kan blive klogere uden at vi lade os forblinde af vores eget lys.

Vi er et heldigt folk. Vi er et folk, med plads til uenighed. Vi er et folk, hvor vi, som i dag, kan bruge det demokratiske rum til at lufte vores uenighed med fremmedgørende politik – uden fare for forfølgelse.

Vi er også et folk, der på mange måder er ved at knække over på midten, fordi vi ikke lytter til hinanden. Vi er et folk, der står i fare for igennem selvhævdelse, at miste vores menneskelighed til nødvendigheden.

Vi skal værne om den parlamentariske frihed – ja vi skal dyrke den. Men vi skal ikke blot råbe og protestere. Vi skal søge dialogen. Vi skal forsøge at rumme, dem vi er uenige med. For får vi ikke talt om årsagerne til uenighederne – tager vi ikke de andres bekymringer alvorligt – så taler vi både med og for døve øren. Og så ryger først den delte menneskelighed.

Vi har en enorm opgave i vores samfund kære fakkelbærere. Vi skal kæmpe for menneskeligheden på 2 fronter. Vi skal på den ene side kæmpe for at vi fortsat må påtage os vores ansvar i verden, vi skal kæmpe for vores forpligtelse til at være gæstfrie overfor mennesker i nød, kæmpe for vores krav på at øve os i at rumme naboer, som ikke ligner os selv og for vores ret til at have etiske standarder, som forhindrer os i at skille familiemedlemmer fra hinanden. –  Andres liv og vores egen menneskelighed og dannelse afhænger af det.

På den anden side skal vi kæmpe en kamp for gensidig lydhørhed og respekt overfor vores medborgere, der af den ene eller anden grund mener noget andet. Vi skal kæmpe for at finde årsager, og løsninger, som kan rumme alle uden at bagatellisere de andres bekymring. Vi må aldrig blive de rettroende, bedrevidende, som diskvalificerer de andres verdensbillede. Vores fælles liv, vores menneskelighed og vores dannelse afhænger af det.

Vi skal kæmpe for et samfund, hvor vi kan rumme familien Shamasneh og hvor vi samtidig kan rumme dem, der har svært ved at rumme det, de endnu ikke kender – formår vi ikke at rumme begge parter, når vi ingen verdens vegne, så når blænder faklernes lys frem for at oplyse.

Jeg håber vi alle kan bruge julen som anledning til at overveje vores egen rolle i denne opgave. Jeg forsøger at inspirere lidt med et lille juledigt, I kan tage med hjem. Jeg skrev det til mine elever på Brandbjerg i forbindelse med afslutningsfesten i går aftes. Jeg lover at det bliver de sidste ord fra min mund på denne eftermiddag. Jeg har et lille naivt håb om, at de må høres og vokse, der hvor de måtte gøre mest gavn.

Så blev det endelig jul – forpestede, forpulede jul

Hvor ensomheden æder folk, som fede æder sul

Hvor alting skal formes efter samme form og med pres på præstationer

Hvor vækst og velstand og nødvendighed er folkets nye religioner

I et land hvor diagnoser er blevet hverdagskost for de mange

Hvor angsten stiger med målstyringspresset når nætterne bliver lange

Og skærmene fylder det bundløse hul efter samvær og meningstab

Hvor underholdningshysteriet får nysgerrigheden til at gemme sig i sit skab

Og omtanke og samhørighed ligger uspist tilbage i dit trug

Mens verden går sin skæve gang i kølvandet på dit overforbrug

Din tomhed vokser af glitterstads, af gavepapir, fake-smil og latter

af bjerget i indkøbsvognen, der ender som kur og rester og sjatter

af tomgangssnak og pseudoproblemer og tv-tidsfordriv

af dødssyge beklagelser over uvedkommende ting i ligegyldige liv

af alt det du ofrede for at bevare illusionen i hygge-familiens skød

mens opretholdelsen af dit kunstige liv blev til andres pine og død

Så hvad handler den egentlig om, den fandens fedtede fest

Forbrugssvineri og utroskab? jeg tænker: ”fuck og Vorherre til hest”

Om gaveræs og snapsebræk og skuffede skilsmisseunger?

Mens det halve af verden flygter for livet fra krig og død og hunger?

Vi spænder bugen til bristepunktet og vader i lys og i gaver

Mens hele folkeslag begraver deres døde i det der tidligere var haver

Og vi kvæler os selv i stress og vækst – vores uafhængigheds -illusion

Hvis det er jeres friheds-ideologi så behold I blot jeres religion

Julen handler egentlig om lysets magt over mørket og tabet og nøden

Den er mødernes tid, hvor nærheden næres af livets sejr over døden

Her får livet farve og mening, hvis man kigger bagom knas og papir

Her er festen over alle fester, for enhver der sig overgir

Til vores delte menneskelighed, til mødet om den fælles længsel

Der frier os fra nødvendighedens tyranni og uafhængighedens fængsel

Kun med hjertet ses det væsentlige, men det er så svært at se

Hvis guldet lyser stærkere end livet og blænder som nyfaldet sne

For julens gave kan du ikke fortjene, ikke vinde i nogen konkurrence

Og ser du ikke dig selv i den fremmedes øjne, har du ikke en levende chance

Dens budskab er et løfte om befrielse – for enhver af os der besværes

Julen er den fælles kerne, det fælles lys hvoraf mennesket næres

I dens flamme smedes håbet, der er tilbage når alt andet skrælles

En menneskelighed, der er til for enhver og udtrykker alt det fælles

Den opleves kun i mødet på tværs af fordomsfuldhed og dumhed

Så slug en kamel før du ævler løs, og dyrk du hellere lidt stumhed

Ja smid hvad du har og tag hvad du bydes, så møder du næsten gæsten

Og opdager, som ved en stor åbenbaring at julegæsten er næsten

Så kære fakkelbærere ifør jer julens dragt og hold den fremmedes hånd

For kampen for menneskeligheden vindes alene med knyttede hjertebånd

Og der er nok at kæmpe for, trods det at julen har nøden forvunden

For dumhed, hårdhed og ondskab er ingenlunde forsvunden

Jeg ønsker mig i julegave – et folk med store ører

Et folk, der tager sig tid og tænker: ”det der må jeg lige høre”

Et folk, der ikke først beregner, er det noget der er mig til nytte

Et folk, der vælger at larme langt mindre end de er klar til at lytte

Jo mærkeligere det lyder, jo større vokser interessen

Fordi du søger den anden i horisontudvidelsesprocessen

Jo mindre vi ligner hinanden, jo større potentiel værdi

I mødet – når vi vælger at følge de store ørers smalle sti

Jeg længes efter et folk, der tør lege og fjolle og fejle

Der ødsler med tid og tanker, lægger glas til hinandens spejle

Et folk, der bevæger hinanden og ikke floves derved

Med sang og dans i glæde og sorg og alle vil være med

Hvor frisindet ikke forhindrer, at vi passer på den anden

Hvor vi har skam i livet, men ikke slår os selv for panden

Med snærende, hæmmende selvsyn, der dræber mere end de gavner

Et samfund hvor alle kan genkende præcis det den anden savner

Jeg ønsker mig en kultur der leves – langt mere end den forsvares

En lokkende, smittende glæde – så folk tænker ”jamen bevares”,

Den boblende, betagende bevægelse må jeg simpelthen tage del i

Den julekage er bare så lækker, at jeg ikke engang tror der er mel i ”

Et folk, der er bevidst om sin egen skyld, men sætter sig selv og hinanden fri

Til at fejle og fjumre og dumme sig og alligevel tilgives fordi

Vi ved at vi drives af det samme – forløsningen findes i at dele

Så skide være med alt det andet, har vi hinanden, har vi det hele

For husk vi kæmper samme kamp, for menneskeligheden i hinanden

Det fælles findes i hjertet, det ulige findes bag panden

Så hvis dit hjerte svulmer, så skidt med at din pande er hul

Og med de ord ønskes I alle en glædelig, velsignet jul