Vi skal genfortrylle verden

Forstander Simon er i disse dage afsted på Højskolepædagogisk konference og her er lidt af hvad han har oplevet:

“Elsebeth Gerner Nielsen spørger på Højskolepædagogisk konference:
Hvordan får vi vendt opløsningstid til oplysningstid? Hvordan får vi åbnet de elitære siloer og skabt sammenhængskraft blandt folk?
Vi skal genfortrylle verden – forene flere forskellige erkendelsesformer, skabe mening i tilværelsen. Det legende menneske har fået for lidt plads i et videnskabeligt paradigme. Vi har brug for at finde lidenskaben og ikke blot det rationelle menneske.”

Følg selv med på højskolebladets facebook   hvor der er live transmission fra konferencen

Velkommen til foråret 2017

Forstanderens velkomsttale

Kære elevhold F17

Velkommen til højskolelivet i denne helt særlige brandbjergske udgave. Vi har gennem de sidste 10 år (Brandbjergs nyere historie) formet en ramme og skabt en ånd, der har til hensigt at skabe de bedst mulig betingelser for jeres udvikling. Brandbjerg Højskole handler nemlig, først og fremmest om dannelse. Dannelsen opstår i mødet mellem den historie vi hver især bærer på, på den ene side – og på den anden side – på den nye skabelse, vi deltager i i det fællesskab vi nu indtræder i. Vi skaber nye betydning idet vi former fremtiden lige her i nuet. I mødet mellem alle de fortællinger, som vi bygger vores liv og vores verdensbillede på og al den nye betydning, som vi sammen skaber, lige der opstår dannelsen. Og højskole, i sin bedste form, handler om dannelse – den vedvarende og aldrig fuldstændige dannelse af mennesket i fællesskabet.

Vi skriver med hvert eneste nye semester videre på den store Brandbjerghistorie, hvor alle implicerede er hovedpersoner, og hvor Brandbjergs historie og den enkeltes historie bliver to sider af samme sag. Her flettes de mange unikke historier sammen i dette skabelsens NU –  hvor hjerter flettes og alt er på spil og hvor alle involverede parter har en stemme i fortællingen af den nye fælles historie. Og ud af dette store fletværk opstår noget nyt og kringlet og fantastisk og smukt – en kurv, et skaberværk, der kan rumme et væld af livshistorier – vores livshistorier.

Og tager vi de lidt store briller på, og det må vi gerne – for vi er på en af dette lands efterhånden få frie skoler – lige midt i dannelsens højborg –  så skriver hver og en af jer i dag sig også ind i verdenshistorien. Vi har nemlig en urokkelig ambition om og tro på, at jeres dannelse ikke alene kommer jer selv og dette lille fællesskab til gode, men at jeres dannelse også kommer den vedvarende skabelse af verden til gode. Og så kommer der pludselig perspektiv på dannelsen. Hvabehar?

I kommer her for at udvikle jer, for at finde nye sider af jer selv og af hinanden, I kommer for sjov, for oplevelser og for alle mulige andre ting, men I er her også fordi I skal være med til at danne menneskehedens fremtid. Og I har en masse at byde verden fra alle jeres vidt forskellige ståsteder – også en masse som I endnu ikke selv har øje for.

På Brandbjerg går vi meget op i, at vi alle er dele af det samme fællesskab. Vi spiller forskellige roller i fællesskabet og nogle kommer vi tættere end andre, men højskole er kun noget vi kan skabe sammen. Det kræver tillid og åbenhed imellem os og det kræver at vi færdes og taler frit på tværs af alle forskelle. Det lyder måske som en floskel, som man ikke behøver at hæfte sig særligt meget ved. Det er det ikke. Det bør være jeres ledetråd hele vejen igennem opholdet.  Det store brandbjergske dannelsesprojekt handler først og fremmest om at mødes.

Hvorfor? Fordi mødet på 1 og samme tid er kongevejen til dannelsen og samtidig også er selve målet med dannelsen. Det er mødet med andre mennesker, der beriger vores liv, det er møderne, der skaber mening i vores tilværelse, og derfor skal vi øve, øve, øve os i at mødes for at få størst mulig berigelse af hinanden og dermed af livet.

Men hvorfor skal vi egentlig øve os i at mødes? Fordi vi som udgangspunkt er hamrende dårlige til det. Der er altid tusind ting, der står i vejen for det virkelig gode møde. De 1000 forhindringer hænger alle sammen med vores forforståelse. Vi har på forhånd en antagelse af hvordan den anden er, hvordan verden er og hvordan vi selv er. Og disse antagelser står ofte i vejen for at rumme de andre, rumme andre verdensbilleder og for at rumme os selv, i al vores kompleksitet. I stedet fastholder vi et billede af hvordan vi gerne vil have det hele skal være. Et billede, der holde frygten for det ukendte på afstand.

Det er så urimeligt svært at rumme det man ikke er vant til, det man ikke selv har fundet på og det man ikke lige på forhånd kan lide. Og det er så svært at acceptere at det netop er det vi endnu ikke rummer, der bærer kimen til vores dannelse som mennesker.

Derfor skal vi øve os. Brandbjerg er et stort levende laboratorium, hvor vi i det ene møde efter det andet øver os på at få øje for det, som vi ikke ser af os selv. Den lille prins udtrykker det på poetisk vis, når han siger: ”det virkelige væsentlige er usynligt for øjet – det ses kun med hjertet”. Vi skal øve os i at bruge vores hjerter til at se det væsentlige og ikke alene lade vores forstand og dermed vores fordomsfulde verdensbillede stå i vejen for det. Det er en svær øvelse – nogle gange allersværest for de, der synes de selv er gode til den på forhånd.

Grundtvig udtrykker det smukt i et af sine fineste digte, som I også finder i den blå sangbog, som I kommer til at tyndslide her på Brandbjerg: ”Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. For virkelig at flette historier med hinanden, skal vi altså først flette hjerter, lægge hjertet i det vi beskæftiger os med, åbne vores hjerte for verden, så vi kan lære at se og kende og dermed blive kloge på det hele. Det er den måde hvorpå vi skal øve os i at rumme. Vi skal med andre ord investere i det vi møder – også det skæve og det grimme – med det dyrebareste vi har – vores tid – vores liv. Igen er det Den lille Prins i bogen af samme navn der siger det klarest: Det er den tid du bruger på din rose, der gør den så betydningsfuld”. Vi skal investere vores tid – vi skal investere vores liv i noget for at gøre det betydningsfuldt, og når det så er blevet betydningsfuldt for os, først da kan vi lære at rumme alt det, som vi ikke på forhånd kunne have sagt os selv. Det skal vi gøre gennem mange forskellige slags møder – i fagene, i bevægelsen, i sangen, i legen, i debatten, i festen og i de mange andre arenaer, som Brandbjerg kan byde os.

 

Højskolelivet er en fest, men det er altså langt mere end det. Højskoleliv er liv når det er bedst. Det er et langt sejt træk med udfordringer, spændinger, tidsspilde og rugbrødsarbejde og med dette seje træk som baggrund mærkes langt tydeligere de befriende, fantastiske øjeblikke, der åbner nye muligheder i os. Rummeligheden giver dig et meningsrum, hvori du kan opleve øjeblikket. Meningen i livet opstår i det øjeblik at indlevelsen og oplevelsen krydser hinanden. Altså først skabes rummeligheden gennem indlevelsen, og så kommer øjeblikket og fylder det med betydning. Præcis som himmelrummet rummer fyrværkeriet nytårsaften. Havde vi ikke haft himlen som baggrund, så var oplevelsen i grunden ret begrænset.

Mind jer selv om 2 ting hver morgen, når I kigger jer i spejlet.

  1. I er selv med til at skabe historien – hver og en af jer. Så invester.
  2. Vi er en uundværlig del af hinandens historie, og du bærer den andens uskrevne historie i dine rystende hænder.

Det kan være svært at forestille sig lige nu, at vi skal turde at lægge eget hjerte i hænderne på de andre, at vi skal lære at kunne lide noget, som vi slet ikke kan forstå, se meningen med eller har nogen umiddelbar interesse i. Her sidder vi med så vidt forskellige forudsætninger og mange af de andre ligner slet ikke mig. Hvordan skal det dog gå?

Tro på at det kommer kære elever og vid, at selv om I besidder mange forskellige ressourcer og kæmper med mange forskellige udfordringer, så er der områder, hvor I alle ligner hinanden. Udfordringer I alle deler, tvivl, begejstring, frygt, glæde, følelser, tanker, hvor I kan finde fælles grund. Det er dem I skal lede efter. Det er jeres adgangsbillet til ukendte verdener og dermed til dannelsen. Og husk at hev tålmodighed med hinanden. Ikke alle blomster åbner sig i samme tempo.

Og nu fra blomster til sommerfugle.

Mærk lige rigtigt grundigt efter. Normalt er det jo forbudt at tage kæledyr med på Brandbjerg, men i aften tillader vi sommerfugle. Og nogle af jer sidder måske her i aften med en enkel sommerfugl i maven. Andre har måske medbragt en hel sværm. Jeg har selv taget et par stykker med. Er der andre, der har taget sommerfugle med her i aften?

Se det var et sted at mødes – I vores fælles spænding om hvad fremtiden bringer. Ikke noget dumt sted at starte en ny fælles historie med erkendelsen af at vi deler den samme usikkerhed overfor det ukendte.

Og jeg forstår jeres spænding, for det her bliver en vild tur kære elever. Vi skal op at flyve i den store helikopter. Deroppe, hvor det kildrer i maven og de steder der er værre mine damer og herrer, deroppe hvor der er risiko for turbulens, storslåede udsigter, fabelagtige indsigter og skræmmende nødlandinger. Vi skal de næste mange uger bevæge os i ukendt terræn, i bjerge og dale, gennem tætte krat, dybe skove og over åbne vidder. Nogle gange snublende tæt på jorden med bankende hjerter og svedige hænder og frustrationerne udenpå tøjet, andre gange højt oppe i den forfriskende luft hvor alting er muligt og faldet blot er en fjern tanke. Vi skal fordybe os i landkort og granske kompasset for at finde farbare ruter imod ukendte mål, og landkortet er vores værdier og kompasset er fællesskabet. Det er her I – i denne mindre skala – finder livets orienteringspunkter, som kan bruges i stor skala – Det store overblik kræver nemlig arbejde langt ned i detaljen, og der er store ting på spil mine kære venner: nemlig jeres fremtid – og verdens fremtid.

Den vigtige erkendelse er, at det hele altid begynder i det små. Det begynder lige nøjagtig i overvindelsen af afstanden til den grimrian, der sidder lige ved siden af dig, som du måske lige nu har svært ved at spejle dig i, og som måske lugter af gammel ost, men som er din port til nye verdensbilleder, ny betydning og et enestående fællesskab, som vil følge dig resten af dit liv. Den anden er kort sagt nøglen til både verdens og din egen fremtid.

 

Vi har netop afsluttet 2016 – et begivenhedsrigt år, som på mange måder vil gå over i historien som et eksempel på de store udfordringer, vi står med i denne periode af verdenshistorien. Måske udfordringer, som på nogle områder er større end menneskeheden tidligere har været vidne til, og samtidig med muligheder, som mennesker aldrig før har haft.

De største flygtningestrømme i verdenshistorien fortæller om en overbefolket verden i opløsning, mod alle verdenshjørner står verden på randen til krig pga. af manglende rummelighed, kedsomheden i vesten har drevet os, med jeres generations som de ypperligste repræsentanter imod et opskruet overforbrug, som I selv er med til at dyrke hver evigt eneste dag –et forbrug som hurtigt kan blive undergangen for verden som vi kender den. Det virker dystert. Og samtidig har vi en verden, der aldrig har været bedre uddannet, mere åben og hurtigere til at forandre os – hvis vi vil.

Mulighederne og udfordringerne kappes om pladsen. Og muligheder og udfordringer kræver ansvar. Der er så mange valg, der skal træffes i jeres levetid – skæbnesvangre valg – kære elever. Og jeg siger det ikke for at skræmme jer eller for at pålægge jer uoverskuelige byrder. Valgene kommer vi ganske enkelt bare ikke udenom, og jeg vil derfor animere jer til at bruge dette højskoleophold til at kvalificere jeres valg. Meget afhænger af, at I ikke sidder på hænderne, når der skal træffes beslutninger, at I ikke kigger på egen navle, når I burde vise ansigt og at i ikke løber, når der skal tages ansvar.

Vi skal skabe noget vigtigt sammen F17. Vi skal skabe mening i verden. Og vi skal bruge det livslaboratorium, som Brandbjerg er, til at gøre det sammen. Vi skal øve os, vi skal turde fejle, vi skal være nysgerrige, vi skal have modet til at tage kriserne, vi skal skabe rum for glæden, for kreativiteten, for nærværet, for indlevelsen og ikke mindst for håbet. For kære venner. Det er jer, der skal bære denne verden videre. Det er jer der skal smitte verden med livsmod og glæde. I der, de næste måneder, træner i livsduelighed, i krisehåndtering, i ansvarsbevidsthed, i ligeværd, i nysgerrighed, i glædesrus, og i vaske ægte samhørighed.

I er verdens håb!

 

Jan Kjærstadt, en fremragende norsk forfatter, sagde i et interview for nylig: ”Jeg tror at ethvert menneske har en eller flere kernescener, en slags små grundfortællinger, der har formet livet på en særlig måde.”

Jeg tror at I, kære F17, her i aften har begyndt en helt særlig grundfortælling i jeres liv. Jeg tror 2017 bliver året, hvor I begyndte at træffe valg. Vigtige valg. For jer, for hinanden og for verden.

I bliver nu den nyeste del af den store og stolte Brandbjerg-familie, og F17 bliver som en ny, nær familie for jer. I kommer til at dele blod og ånd, som mange andre årgange før jer. Det er dyrebart og meningsfuldt. Lad det nye blod bruse i vores årer kære elever og personale på Brandbjerg. Vi skal sammen skabe historie – hinandens historie.

Velkommen til et uforglemmeligt forårssemester på Brandbjerg Højskole mine damer og herrer. Det bliver fyldt med kernescener, så nyd sommerfuglene her i vinterens midte og lad os skyde semesteret igang.

Velkommen til Brandbjerg.

Elevstævnedigtet

48 sving fra by, bro og fjord

Der ligger hun midt på Lars Tyndskids jord

En skole på en mark og så i Jylland – det er klart

At køre videre virker ærligt talt rimeligt smart

Men med lortelugten klæbende til tøj, hår og briller

Vægges alligevel nysgerrigheden – et eller andet kalder

 

Som en ø ligger den der midt i gyllepytten

Og lyser mellem træer og græs, men hvad er nytten?

Herregård og skole midt i ingenmandsland

Med park og skov og omgivet af voldgravsvand

Det undrer at folk her ikke syner bare lidt mere sure

Hvad indeholder mon disse mange hvide mure?

 

En gårdsplads med bygninger fra 50 årtier

Med brosten og plæner og bulede stier

Aldrig har man set noget lignende før

Men det hele holdes sammen af musik fra åben dør

Ikke som forventet af en strygersymfoni

Men af fede nye toner der skaber en sær harmoni

 

I solskinnet blandes den med lyshåret latter

fra parken et sted, der går en flok og pjatter

En broget skare at se til, må man sige

Men de synes fælles om noget, hvad er det nu lige?

Hovedet indenfor, man må se hvad der gemmer sig i kassen

Og straks forvandles den grå dame til den frække dreng i klassen

 

Et galehus af udfordringer, tanker og ideer

Et hus fuld af lærere, der konstant vil bide skeer

Med stakkels følsomme curlingbørnskursister

Der jo mest er kommet for at lege ungrejs-turister

Men næh nej man skal ha mudder i skoen og jord i håret

Så de mandlige lærere med grin kan gnide salt i såret

 

Lærere der presser og skubber og trøster

Både dem med og uden bryster

En råber højt om svagbørnskoloni

En skælder ud over svinesti

En lægger hovedet forstående på skrå

Og en stiller krav og føles alt for rå

 

Rasende piger – på forstanderen mest

Den mand er sgu ikke som folk er flest

Er han mandschauvinist eller bare en nar

Er det humor eller er det arrogance han har

Er han ude på at slukke vores sidste gnist?

De fleste finder heldigvis ud af det til sidst

 

Murene genlyder af de skøreste ideer

De banebrydende erkendelser bliver fler og fler

Pejsegulvet sejler af øl og værdiskabende spildtid

Hænderne former alt fra fuckfingre til husflid

Huset runger af vigtige glemte diskussioner

På bordene ligger metervis af kasserede visioner

 

Projekter så mange at man får ungdomssløvsind

Eller er det mon cafeen, der sender øjnene helt ned på min kind?

Uendeligt trættende med alt den skide innovation

Hvad er der nu galt med det gamle, er det nye blevet en hel religion

Der skal smages, der skal prøves, alt bli’r perspektiveret

Imens drømmer jeg bare at få en BigMac serveret

 

Hvert hold fylder murene ud til de revner

Med skaberlyst og tidsfordriv og nyerhvervede evner

Med sprudlende latter og indestængt vrede

Lidt for meget slik, og røve, der bliver brede

Med indre kampe og forræderiske tårer

De går herfra med mod og blod i deres årer

 

I sofaerne ligger gammel, henslængt kærlighed

Nedad væggene driver hudløs ærlighed

På taget venter drømmen med øjnene på klem

Med flyveklare vinger og med kraft i hvert et lem

På dalens skråning sidder med sitrende lår

Frihed med smil på læben og udslået hår

Under gulvet slumrer glemte løfter og tabte væddemål

I pejsen blænder livsgnist forfængelighedens bål

 

Her står grænser for fald, her aflives løgne

Og piger står for fald i storcharmørens øjne

Her skabes klarsyn i 70’er-farvet glas – gule – røde

Og kogeplader i grå beton skaber levende føde

Mens lange gange omdannes fra uoverskuelig labyrint

Og døde mure til stærkt og levende fundament

 

Luften sitrer af uforglemmelige, intense øjeblikke

Alt sammen har det formet os, uden det, var vi ikke

I hvert fald ikke de samme, ikke fælles om noget

Vores verdensbillede mindre – vores liv mindre broget

Men vi har alle investeret i den samme skat

Den vokser og vokser, både dag og nat

 

Den har vedkommenheden som sin vigtigste kerne

Den er livets sande rigdom – som ingen må fjerne

Den gir tilværelsen mening både på retten og på vrangen

Den avler bevægelsen, den føder skabertrangen.

Den smelter os sammen – uden håndjern uden ramme

Vi kalder den dragens ild –  lidenskabens flamme.

Højskole-Danmark rejs dig!

Højskole-Danmark rejs dig!

 

vild viking

Finansloven er vedtaget. Spare-sablens evige raslen skærer igen gennem lydbilledet. Man kan hurtigt få naivitetsstemplet plantet som et Kains-mærke i panden, hvis man lader sig lede på vej af andet end effektivitetsmantraets tydlige pejlemærker. Det er en effektiv måde at kontrollere folkestemningen på, for dum ser man ud, hvis man står udenfor. Og dum vil ingen være. Og så alligevel – på de danske højskoler dyrker vi værdisæt, som vi faktisk finder vigtigere end konkurrencestatens krav om strømlinethed. Og dumme ser vi måske ud, men ind imellem finder vi det klogt at spørge dumt til ekskluderende normsæt. Og jeg tror, vi er mange i dette land, på hvem det virker klogt ikke at spare det mere værdifulde bort til fordel for det mindre værdifulde, mange, der, hvis vi tør løfte blikket fra bundlinjen, erkender, at der er meget at miste – og at det er godt, for det betyder, at vi har noget af værdi, som vi skal værne om, udvikle på og sætte i spil.

Der spares på højskolerne. Igen. ”Alle må holde for”, hedder det sig. Det kan forekomme paradoksalt, at en liberal regering funderer sine handlinger på solidaritetsprincipper. I Venstres forrige regeringsperiode var der da heller ingen solidaritet, da højskolerne blev beskåret i den såkaldte genopretningspakke. Sikke en gave. Begge er gode eksempler på moderne politiks floromvundne retorik – man tager en terminologi med skønne associationer fra én sammenhæng og bruger den i en anden, i håb om at den positive klang overdøver det hule drøn fra den fraværende argumentation. Det gør den ikke. I det, der tidligere var kendt som Højskolevenstre, regerer en egenrådig vildskab, hvor alt er besluttet på forhånd, og hvor prioriteringer forsøges camoufleret i gyldne flæser. Kanske de har ladet sig inspirere af den tidligere regerings håndtering af Folkeskolereformen. Det virker ikke befordrende for det demokrati, vi ellers bryster os af i dette land.

På højskolerne lever en ganske anden tradition, der burde få enhver demokratiets vogter til at bakke op. Det er en stolt tradition, som trods højskolernes store mangfoldighed på én gang er enhver højskoles særkende og forpligtelse: Den demokratiske dannelse. Den er en del af det 3-kløver, som enhver højskole er lovmæssigt forpligtet på at formidle hver eneste dag. De to andre blade i trekløveret er folkelig oplysning og livsoplysning. I interview i Politiken (21/10/15) betvivler Kulturministeren, stik imod højskolebranchens egne beregninger, at besparelserne kan medføre højskolelukninger. Ministeren udtrykker i stedet sin glæde over, at de danske højskoler pt. er fyldt med elever. Det er selvfølgelig sympatisk, men også problematisk al den stund glæden hviler på et falsum. Det må højskolernes egen minister vide, og man må derfor antage, at udtalelsen blot er endnu en politisk besmykkelse af virkeligheden. Bevares, der har været en generel elev-fremgang på højskolerne de sidste 5 år – en fremgang, som skal ses på baggrund af en meget mager forudgående periode med mange højskolelukninger, og en fremgang som ingenlunde har fyldt alle de danske højskoler.

I 2014 lavede man ved Reputation Institute en undersøgelse, der viste, at højskolerne ligger helt i top, hvad angår omdømme. Det var en stor og velkommen tillidserklæring til højskolerne fra den danske befolkning. Alligevel møder vi i denne spare-debat røster, der højlydt ytrer, at højskolerne skal lade være at klynke og ”pive”. De skal bare effektivisere og i det hele taget indrette udbud, drift og indhold efter det nye årtusind. Jeg tror, der ligger et noget utidssvarende syn på højskolerne bag ytringerne. Flere årtier med svingende ungdomsårgange, forfaldne bygninger, uhyrlige arbejdstimetal, skiftende regeringers spare-iver og lovmæssige begrænsninger i forretningsgrundlaget har for længst gjort besparelser, effektiviseringer og forretningsudvikling til en del af skolernes hverdag. Hvad indhold og udbud angår, så er højskolerne ej heller tabt bag tidens vogn. Qua det meget intense og nære fællesskab omkring elevernes faglige, personlige og eksistentielle udvikling, har skolerne tværtimod en unik fornemmelse af samfundets puls. Det er uforståeligt, at man i den politiske sfære vil udtørre en så vigtig ressource. Ved man mon overhovedet, hvad man sparer væk?

Højskolernes eksistensberettigelse ligger ikke i en sovende værdi som støvede kanoniserede kulturklenodier, men som levende kulturbærende og kulturudviklende væksthuse og kraftcentre. Højskole handler om at give rum til modning og dannelse af mennesker, så de kan begå sig konstruktivt i denne verdens mangfoldige fællesskaber med respekt og kritisk sans og lydhørhed. Det er den cocktail, der også fremmer den faglige udvikling. På højskolerne er der rum og tid til at nytænke, inspirere og udfordre verdens problemstillinger og eksisterende paradigmer og sikre, at vi ikke drukner i selvfølgeligheder – et uundværligt bidrag til et moderne demokratisk samfund, der mener at have noget at byde verden. I en tid, hvor kloden presses som aldrig før af manglende dialog, krige, flygtningestrømme og ikke-bæredygtig levevis i mange henseender, virker det hovedløst at indskrænke det unikke rum, hvor der netop er plads til udvikling af de ressourcer, ideer og tanker, som det konventionelle system ikke er gearet til at dyrke. Her kommer elever med alle former for ressourcer, og i mødet mellem deres forskelligheder opstår nye perspektiver, nysgerrighed, indsigter, anerkendelse og selvværd. Vi går som samfund glip af et væld af ressourcer, hver gang vi afskærer et menneske muligheden for at indånde den fortættede højskole-atmosfære for en tid. Det kan være svært at acceptere i et effektivitetsbaseret samfund, men der er faktisk ting, der ikke kan tvangsmodnes, men som skal have den rigtige atmosfære for at gro.

Det er netop denne livgivende atmosfære, hvis bærende elementer er tid og rummelighed, der står i fare for kraftig reducering ved politisk nedprioritering. Hvis vores samfund stædigt insisterer på, at alt alene skal bedømmes af markedskræfterne – lad falde hvad ikke selv kan stå – så afskriver vi os simpelthen muligheden for, som samfund, at bestemme, hvad vi gerne vil fremme. Jeg vil gå så langt, som til at lufte en – i kapitalistisk kontekst – næsten kættersk tanke. Tænk nu, hvis ikke alt af værdi kan måles på bundlinjen. Tænk nu hvis der fandtes enestående gode højskoler i Danmark, der havde meget at byde samfundet og verden, men som ikke kunne klare de nye økonomiske vilkår. Så ville vi med vores ensidige kapitalistiske bedømmelsesparameter afskrive det mere værdifulde til fordel for det mindre værdifulde. Tænk engang. Det ville godt nok være tosset…

Der er fortsat i vores lille land brug for den oplysning og horisontudvidelse, der flyder fra højskolerne. Men det er så nemt i et tunnelsynet øjeblik at gøre ubodelig skade på det, man ikke har øje for, og derfor er der brug for, at alle I, som har oplevet at blive beriget af højskoleatmosfæren, tager bladet fra munden og peger på højskolernes unikke rolle. Så rejs jer Højskole-Danmark på tværs af politiske skel og bekend kulør. I er mange, der kan hjælpe med at bane vejen for kommende generationers muligheder for at vokse. Protestér imod yderligere besparelser og frem for alt: Tag på højskole eller send jeres kære afsted til de danske højskoler i linde strømme for at opleve forandringen til gavn for den enkelte og for de mange. Der er, kulturministerens udsagn til trods, stadig ledige pladser på de danske højskoler.

Jeg bliver så træt

Hermed, som lovet, mit digt fra årsmøde-festen sidste år. Håber ikke det smitter …

Jeg bliver så træt
Jeg bliver så uendeligt træt
Som efter at have grædt
Eller som når jeg ved at Medina har ret
I at hun da er ligeglad og med hende mange andre
Der med hovedet oppe i røven gennem hele livet vandrer
Og at vi derfor alligevel ingen verdens ting kan forandre

Jeg bliver sgu bare så træt
Så overforstoppet og mæt
Måske ikke ligefrem mæt af dage
Men mæt af tomgangssnak og margarinebaseret kage
Og andre forlorenheder og af snak i en tåge
Af kunstige sødemidler og af Den Gyldne Måge
I det hele taget al nemhedsstræben
Efter alt hvad der er glemt straks efter en ræben

Jeg bli’r så tom af tankeløs profit
Af folk som ofrer så meget for selv at få så lidt
Når målet er at stige i finansens hierarkier
Er der ingen grænser for offerviljen hvad angår andres værdier
For når griskhed og begær det indta’r livets scene
Da ryger det fælles bedste til fordel for den ene

Jeg bliver så træt af tomme røster
Af politikere både med og uden bryster
Der snakker alt og alle omkring sig til døde
For deres egen eksistens at levebrødsforsøde
Uden smålig skelen til betydning og værdi
Men med skyldigt hensyn til vælgerøkonomi

Jeg bli’r så trist af dyrevelfærd
Der sættes højere end ånd og menneskeværd
Af overkompenserende bambi-entusiaster
Der altid står klar med et nååh og et plaster
Og med lyserød sovs og stjerner og glans
Forvandler med candyfloss- Disneyfikans
Vores moder natur til prinsesse in spe
En sukkersødsklistret civiliseret fe
Og ve den som taler om pels og om kød
Eller drømmer om tider med vildsvin og mjød
Straks lyner den selvudnævnte politiske korrektur
Og siger: talk to the hand – dit svin – eller vi stiller dig op ad en mur

Jeg bliver så grå i mit øje og sind
Når fortvivlelsen lukkes i hjertet ind
Over folk, der går mere efter mand end efter bold
Over ord, der bliver til mord og verbaliseret vold
Over selvhøjtidelige kulturkamps-akademister
Der dyrker kritikken og alle andre rister
Over spydig ild og glød uden varme
De lever af begejstringskvæleri og hånlig harme
De tror at kritik i sig selv er verdens gode
Med fordommen skjult som begavelse i deres hoved

Jeg bliver så harm ja ligefrem sur
Over millimeterretfærdighed og demokratur
Og mest af alt over massens stivnakkethed
Over folk i flok, der bryster sig af alt det de ikke ved
For hvad man ikke ved har man jo ikke ondt af
Og så gik minsandten uden besvær også den dag
Uden at noget blev bevæget, hverken stort eller småt
I verdensbilledet – heldigvis – for intet nyt er jo godt
Jeg siger: nok gør ondskab ondt, men der er ikke noget værre
End den rendyrkede dumhed – om folk der intet vil lære
Jeg bliver så arrig at jeg sprutter og spytter
Over alle folk, der larmer langt mere end de lytter
Så hver gang jeg møder en flok dumme får, der ikke vil fatte en bjælde
Så forsvinder jeg ind i min boble og drømmer om oplyst enevælde

Jeg bliver bare så modløs over Curlingbørnskursister
Der går igennem livet som Ung-rejs-turister
Over børn, der aldrig fik smag for liv, mens de vented’ på næste kick
Og over dig som fødtes som vinder, men dør som taber fordi det slog klik
I et samfund der måler på nytteeffekt langt mer’ end på betydnings værdi
Der bliver du helt uundgåeligt sat ind i et vertikalt tomt hierarki
Og al den dej, der faldt uden for formen og aldrig nogensinde blev brugt
Den syrer og gærer i dit indre og jager dit selvværd på flugt

Jeg bliver så hamrende tvær
Over folk, der vil snyde enhver
De taler og taler om samfundsnødvendighed
For hvilken vi skal ofre både liv, blod og sved
Om livet, der er til for tilvækstens skyld
Og om dovenskab og lediggang, der vokser som en byld
Og mens ordflommen vokser som knuder i veddet
Fortrænger den mennesket fra livet i stedet
For altid er det alt det der livets kød salter
Der først bli’r ofret på nødvendighedens alter

Jeg brækker mig over fattigdom – i ånd og vilje og mod
Over dumme forældre, der mente det godt, men opgaven helt misforstod
Over enhver der fik at vide lige fra spæd: ”du er simpelthen bare så unik ”
Og blev efterladt med talentet helt mutters alene i egen rodebutik
Over unge ben, der får gamle knæ af at gå ned i kiosken efter twix
Og kun forlader skærmen for at hente den næste energidrik og fastfoodfix
Nu står de der og undrer sig over hvad der skete med talentet de stakler
Og hver gang de møder et valg går de i stå for den der står ene vakler
Helt alene som forvalter af muligheds og udfordrings enorme væld
Fattede de aldrig at kun i relationen er du helt og aldeles speciel
At de langt fra var alene hvis de bare kigged’ op og mødte den andens blik
Og investered’ med den anden i det fælles guld i stedet for i eget slik
Men fællesskab og samhørighed forstår de aldrig alligevel:
At livets mål er at finde sig selv i den anden og den anden i sig selv

Jeg bliver bare så pisseirriteret
På en dårlig dag nærmest helt pikeret
Over twisted tale og pyntede ord
Over folk, der går fri af straf for et højskolemord
Over eufemismer delt ud med smil og rund hånd
Som gaver med julepapir og rødt bånd
Men indeni lå sparekniv som økse ved fod af løv
En genopretningspakke – og min bare hvide røv

Men formanden hun gik i brechen og råbte længe og højt
Om valgløftebrud og skandale, men det hjalp ikke en døjt
Straks hev man politikerkortet: Vi afviser enhver kritik
På Kristians-borgens panser sved det mindre end myggestik
Alligevel gik man til modangreb, den politiske lanse blev ført
Man lagde motorvejen lige gennem hendes skole – tænk det er hvad jeg har hørt

Men formanden lagde en snedig strategi
Hun planlagde nemlig et nyt samfundshierarki
Men skjult i en helt forunderlig terminologi
Så ingen skulle få nys om det forestående mytteri
Som en ny Jean d’Arc med en isnende kynisme
Svinged hun sit sværd nu med omvendt eufemisme
De gransker endnu om det er et anslag imod loven
En ”samfundsbundvending” det har virkelig chokeret Borgen

Jeg rådner over indholdsløse politiske dispositioner
Over tv-opstyltede pseudo-diskussioner
Med orale performance-tæppe-bomnings-ekvilibrister
Og stole med alt for meget Karlssons klister
Der vokser fast på røven af taburet-campister
Måtte de kvæles i økologisk proletar-medister

Jeg bliver så umådelig mat i min hat
Af mediernes snagen både dag og nat
De glade og gerne byder os indenfor
I andres liv forstås, jeg tænker bare: ”nå”
Hvem i alverden kan det interessere at kigge under kendte folks dyner?
Og hvad fa’en skal jeg i gylpen på Lars Løkkes Jens Lynere?
Jeg nægter at høre mere om livet under hans delle
Næh så vil jeg trods alt hellere I trussen på Helle

Og hende Tina Nedergård hun er da en steg
Helt gennemstegt og mør, hvis I nu spørger mig
Så er vi nok bedre tjente med hende der Jelved
Selvom det er ligesom om koen aldrig rigtig får kælved’
Altså billedligt talt det må I forstå
I disse overvågningstider må man jo hellere passe på
Man sku nødigt sige noget forkert, for så går snakken
Og pludselig har Brandbjerg fået Moesbøl på nakken

Jeg bliver nogle gange så mavesur at jeg næsten kan blive helt svedt
Over endnu engang at konstatere at på Google ligger Ry altid 1
Og når jeg læser om de andre skolers elever så mange
Kan mine boller blive helt flade og umådelig lange
Jeg bliver hysterisk over overskudsagtige forstandere
Der kipper med succesflag og vifter med bannere
Men allermest bliver jeg dorsk og dvask og åndsforladt
Over al min egen galde, mit mismod og samfundsfnat
Så løfter jeg mit mod og skuer alt det jeg skatter
Og napper mig endnu et bad i højskolelyse pigers latter

Og nu er det tid til fest mine kære damer og herrer
Så jeg fylder vin i glasset og stopper straks med at snerre
Og beder jer påtænke når I med dans og glæde jer i aften fylder
At det er højskoledyden vi her på stedet hylder
Som Helga smukt har skrevet så er vi jo moralens vogter
Betænk det venligst inden I begiver jer ud på scoringstogter
Som Carlsen udtrykker det så klart når han gerne besyv gir med
Så er vi sørme selveste statens samvittighedsværksted
Det lyder måske lidt sært når man gerne vil skrue op for gassen
Lidt kedeligt når man hellere vil være den frække dreng i klassen
Man skal finde hos sig selv, siger Helga, det arkimediske punkt
Hvorfra verden kan bevæges, påstår hun, ellers bliver det alt for tungt
Min erfaring sir mig nu, at med lidt snilde og lidt held
Og godt med portvin indenfor vesten, så bevæger verden sig helt af sig selv

Således muntret op jeg klæder mit hjerte i glædens og festens dragt
Og har kun en eneste anke tilbage – stadig ét der er uforsagt
En sag så vigtig og god og stolt og dog så aldeles ignoreret
Til stadighed det efterlader mig og min tyktarm så irriteret
En ting der virkli’ kan pisse mig af så jeg får lyst til at drukne dig i dasset
Er folk, der drikker af Uffes vin uden at bruge stilken på glasset

Julehilsen fra forstanderen – 2015

Julehilsen fra forstanderen – 2015

 

Så blev det endelig jul – forpestede, forpulede jul

Hvor ensomheden æder os op, som fede æder sul

For er der noget værre end at sidde helt alene udenfor rummet

Mens andre deler sig selv med hinanden og nedsvælger flødeskummet

Og tomheden vokser af glitterstads, af gavepapir, fake-smil og latter

af bjerget i indkøbskurven, der ender som kur og rester og sjatter

Forstemmende stemning, når tonen bli’r falsk midt i hyggefamiliens skød

Og nogle venter på frisk luft og hverdag – andre blot på elektrochokstød

 

Hvad handler den egentlig om, den fandens fedtede fest

Forbrugssvineri og utroskab, jeg tænker: ”fuck og Vorherre til hest”

Om gaveræs og snapsebræk og skuffede skilsmisseunger

Mens det halve af verden flygter for livet fra krig og død og hunger

Vi spænder bugen til bristepunktet og vader i lys og i gaver

I stedet for at vække tanken om, hvad fanden vi egentlig laver

Af kvælende vækst og nødvendighed – en uafhængigheds -illusion

Hvis det er jeres frihedsideologi så behold I blot jeres religion

 

Joh, julen er vel hjerternes fest, men mest dem af honning og tærte

Og hvad så med den, der ingen har, med hvem man kan flette sit hjerte

For den der alene evner at investere i aktier og vækst og velstand

Og for de der savner livets gnist, sidst følt i en grøft i Helman

Hvor dødens dårlige ånde i nakken trods alt gav lidt livs-perspektiv

Og fællesskabet om ”sagen” nemt vandt over tv-tidsfordriv

For den, der har det hele, er rigdom vist mest en forhindring

Og for den der ikke kan dele, er julen mest stress og erindring

Om manglende evne til at tage imod og helt at give sig hen

Om ringe vilje til at åbne sig for lyset og lade mørket fare igen

 

Julen handler om lysets magt over mørket og tabet og nøden

Den er mødernes tid, hvor nærheden næres af livets sejr over døden

Her får livet farve og mening, hvis man kigger bagom knas og papir

Her er festen over alle fester, for enhver der både ta’r og gi’r

Kun med hjertet ses det væsentlige, men det er så svært at se

Hvis guldet lyser om kap med livet og blænder som nyfaldet sne

For julens gave kan du ikke fortjene, her er ingen konkurrence

Og vil du ikke spejles i den andens øjne, har du ikke en levende chance

Dens budskab er et løfte om befrielse – for enhver af os der besværes

Julen er den fælles kerne, det fælles lys hvoraf mennesket næres

I dens flamme smedes håbet, der er tilbage når alt andet skrælles

En gudbilledlighed, der er til for enhver og udtrykker alt det fælles

Den opleves kun i mødet på tværs af fordomsfuldhed og dumhed

Så slug en kamel før du øffer, og dyrk du bare lidt stumhed

Ja smid hvad du har og tag hvad du får, så møder du næsten gæsten

Og opdager, som ved en stor åbenbaring at julegæsten er Næsten

 

Så lad os nu glemme alt mismod for et par stunde

Lad os nærme os den anden, løsne op og gøre os runde

Læg jeres byrder ved døren, de er der nok, når I tager hjem

Og smæk bare med døren, lad den ikke stå på klem

Smid din Skinny Bitch på hylden, den æder sikkert ingen brød

Åben op for hjertets sluser, hæv dit blik og find din glød

Vær til stede helt og fuldt og lad verden gå sin gang

Lad julen blive intens som vinteren er lang

Lad os glemme alt om alder, bekymring og stress

Om Facebook og sms’er – skabe frirum – intet pres

Sluk for dit tv og gør telefonen stum

Og væk din sjæl fra dens digitale slum

For når den anden bli’r det vigtigste under himmelens hvælv

Så mærker du det fælles – dybt inde i dig selv

 

Forlad forbeholdet og fyld kun dit hjerte

Lad øjnene skinne og dulm de andres smerte

Og mærk hvordan vi lever når blodet rigtigt bruser

Mens vi skider på byger og vinden der suser

Og folk, der sviner og råber og håner

Og kolde kontanter og planer, der skråner

Lad ensomheden vige og nødvendigheden fare

Mens du tænker: konkurrencestat og min bare

For her er langt mer’ på spil end succes og fiasko

Her er lys til mørke hjerter, så bare gi den gas do

 

Lad os knase og glimre og klippe og klæde

og danse og spille og dyste og kvæde

Lad os mæske os i hinanden og i and og i svin

I julemiddag, lysets skær, i øl og frugtig vin

Og svælge i vinterens forfrosne friske vind

Lade kulden male den fraværende sols rødme på vores kind

Vi kan frådse uden at svine, vi kan beruses uden at slå

Vi kan glædes ved at dele med de mange, frem for de få

Vi kan rumme mer’ end øl og vi kan se mer’ end os selv

Vi kan tilgi’, skabe, trøste og eftergive gæld

Sådan favner vi verden, hver en kvinde, barn og mand

Ved at være og bære lisså dygtigt som vi kan

 

Lad os iføre os festens dragt og holde den andens hånd

Og huske at livets klæde er skabt af både lyse og mørke bånd

Lad os give af os selv og sammen grine og græde

Lad os indtage hinanden med kamp og med glæde

For kamp skal der til, skal livet gro

Og glæden kan alene i hjerterummet bo

og hjerterum skabes af dybde i livet

af kampen mod smerten i det liv som blev os givet

 

Og der er nok at kæmpe med, trods det at julen har nøden forvunden

For dumhed, hårdhed og ondskab er ingenlunde forsvunden

Men husk vi kæmper samme kamp, så kæmp ikke mod hinanden

Det fælles findes i hjertet, det ulige findes bag panden

Så hvis dit hjerte svulmer, så skidt med at din pande er hul

Og med de ord fra Brandbjerg ønskes I alle en glædelig jul ;<)