400 fik indviet Grejsdalsstien

Ca. 400 fra nær og fjern var mødt op da Grejsdalstien i weekenden blev indviet. Herunder kan åbningstalen fra Brandbjerg Højskoles forstander Simon Lægsgaard læses:

Velkomst til stiindvielse

Kære gæster på denne dejlige dag

Velkommen til indvielse Grejsdalsstien og velkommen til Brandbjerg Højskole.

Det er os en stor fornøjelse at lægge højskole til dette arrangement. Vi lægger hus og ryg til mange vigtige sager her på Brandbjerg, men når vi synes, at det her er særligt betydningsfuldt, er det dels fordi det har en potentiel stor langtidsholdbarhed. Vi kunne da håbe på at også om 100 år bindes Jelling og Vejle sammen af en naturskøn sti- , dels fordi det er os meget om at gøre, at invitere lokalbefolkningen i bred forstand indenfor. Vi har i mange år arbejdet på at være et kulturelt samlingspunkt for alle jer, i omegnen, og denne sti er endnu et lille skridt i den retning. Vi vil så gerne samarbejde og bruges. Og dels er det fordi hele projektet passer så godt ind i det brandbjerske værdisæt.

Jeg hæfter mig særligt ved 2 forhold som spiller en afgørende rolle i vores daglige bestræbelse, her på stedet, på at give noget vigtigt videre til verden, hver eneste dag.

Det ene er nærheden til naturen. Det er langt fra en naturlig del af mange menneskers hverdag anno 2017, så vi bør som samfund skabe et væld af mulige møder mellem mennesket og naturen. Hvorfor? Fordi det at være nær på naturen har så mange positive følgevirkninger både for den enkelte og for fællesskabet – det lokale såvel som det globale.

”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”, skrev Grundtvig for snart 200 år siden. Sådan var det. Sådan er det. Og det går begge veje. Nærhed avler kendskab og kendskab avler nærhed. Vi skal lære at elske vores natur for at lære den at kende og vi skal lære den at kende for at opdage hvor umistelig den er. Når først den er blevet dyrebar for os kan vi slet ikke lade være med at passe på den. Jeg håber at vores urørte naturskov som omfavner en god del af stiens forløb kan være med til at vække nysgerrighed og bevægelse for naturens vidundere og derved sætte sig aftryk til vores handlemåder.

Det andet jeg hæfter mig ved er naturen og i særdeleshed en natursti, som mødested. En sti binder noget sammen. Den skaber potentielt sammenhængskraft. På Brandbjerg hylder vi det mangfoldige møde. Mødet hvor vi alle mødes lige, som mennesker- i al vores forskellighed – og til en start finder det fællesmenneskelige, før vi tør bevæge os ind i fremmede verdener. Det mangfoldige møde er verdens sværeste disciplin. Det er meget nemmere at lade være og forblive i sin egen verdensopfattelse end det er at sætte den på spil. Men naturen er et fantastisk rum at mødes i. På mange måder er vi alle lige for naturen – den tager ikke hensyn til status, kultur eller nationalitet. Her kan vi skrælle flere kulturelle lag af for en stund og være fælles om nogle helt basale menneskelige forhold. Det er så vigtigt for at vi kan afsøge vores egen menneskelighed.

Det er vores håb, at denne sti kan være med til at skabe mange gode møder mellem mennesker de næste mange år, og at hensyn til og respekt for de andre naturbrugere bliver det bæredygtige udgangspunkt for brugen af stien, hvad enten den bruges af jægere, fuglekiggere, legende børn, orienteringsløbere, mountainbikere eller søndagsvandrere.

Det kræver noget af alle brugerne. Det ved Piet Hein alt om. Han skriver i et af sine gruk:

Den eneste fejl ved at vandre en tur

er, at vejene altid forgrenes,

og alle de skæbner som ligger på lur,

umuligt vil kunne forenes.

Så går man en tur, bør man splittes i to,

så ofte Ens vejbane kløftes,-

og senere mødes et sted, hvor i ro

Ens splittede skæbner kan drøftes.

Trods dette helt utroligt udfordrende koncept, hvor man i mere end en forstand skal have den tunge ende ud af bekvemmelighedens sofa, så håber jeg at I, der er mødt frem her i dag vil tage udfordringen op og være med til at sprede budskabet om nærheden til naturen og til hinanden, som en drivende kraft i vores samfund. Jeg håber I vil lokke jeres bekendte og jeres børn og børnebørn væk fra skærmene og med ud og bruge stien, bruge de nye shelters som kommunen og Brandbjerg har anlagt, fordi de skal bruges, og alle de andre forundringsvækkende forhold langs stien, og vise dem hvad naturen kan gøre ved dem og hvad de gør ved naturen – for deres, for jeres og for verdens skyld.

Vejle Kommune har heldigvis taget alt dette alvorligt gennem dette projekt, som har kostet masser af hårdt arbejde og hovedbrud undervejs. Fra os skal lyde en stor tak til Trine Møller og alle de andre fra Vejle Kommune, der vedholdende har kæmpet for at nå i mål med projektet, der kan gøre en lille men væsentlig forskel i mange menneskers liv i mange år.

Jeg vil slutte af med et lille digt til lejligheden, der kom til mig her til morgen – præget af forventningens glæde:

Når jeg går mig en tur ud i efterårsskoven

Og lader mig ramme af de faldende blade fra oven

Mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren

Og svæver midt i stærke farver og blide toner fra stæren

Så tændes længslen fra mit dybeste sind

Om at åbne for den anden – lukke verden ind

Jeg mærker alt det, jeg ikke må miste

Mit hjerte svulmer til det næsten må briste

Af ømhed og storhed og ydmyge tanker

Om naturen som altid er menneskets anker

I en verden hvor meget blot flyder forbi

Mens vi vandrer ad livets forunderlige sti

Jeg ønsker jer rigtig god vandring i dag og mange gange i fremtiden. Jeg håber vi ses i fremtiden – på stien og på Brandbjerg Højskole