TEMAUGER - en stærk tradition på Brandbjerg
 
Temauger introduktion

På Brandbjerg Højskole har vi 3 temauger om året. Temaugerne er et afbræk fra den daglige undervisning, hvor du får mulighed for at beskæftige dig meget intensivt med specifikke fagområder. Du får faktisk foræret et ekstra valgfag.

Alle elever vælger 1 tilbud i hver 12-ugers periode. Flere af tilbuddene i temaugerne er kurser, der kvalificerer dig til en bestemt aktivitet – f.eks. kan du på en undervisningspakket uge blive kajak-instruktør, få et kørekort i scene-lys- og lydteknik, afprøve livet som professionel fotograf eller tage et jagttegn. Andre kurser er lidt bredere, men giver stadig mulighed for fordybelse i et afgrænset emne, som du interesserer dig for – f.eks. dans, cabaret, maleri m.fl.

Du når rigtig meget med denne ene uges intensive undervisning, og bagefter kan du stå med et synligt bevis på din indsats i hånden og/eller en livslang interesse.
 
Temaugetilbud Efteråret 2012

 

Bliv certificeret havkajak roer

I temaugen har du mulighed for at blive certificeret EPP 2 hav-kajak-roer eller DKF Hav-kajak-instruktør 1. Men før du vælger dette kursus skal du være opmærksom på, at det er stærkt vanedannende at ro havkajak … Det er bare dig, din kajak og det store hav…, og det giver ganske enkelt en følelse af grænseløs frihed når du en tidlig morgen glider gennem fjordens spejlblanke vand, en eftermiddag boltrer dig med legesyge venner i bølgerne ud for Hvidbjerg eller træner eskimoruller ud for kajakklubben i aftensolen.

Havkajakken er et fantastisk stykke legetøj og du er altid på vej mod store oplevelser- så forvent at blive hooked. Overordnet handler ugen om at øge dit færdigheds- og sikkerhedsniveau. En nødvendig forudsætning for de mange fede oplevelser, der venter dig forude. Teknisk arbejder vi med: Effektiv roteknik, styretag og styring af kajakken, sideforflytning, balance og støttetag og hvis du er klar tester vi også dine up-side-down kompetencer med rulletræning.

Vi arbejder med teknikker i forbindelse med kæntring og redning, vi diskuterer, hvad der er personligt sikerhedsudstyr, du bliver introduceret til kortlæsning og navigation, hensyn og regler når du færdes i naturen. På Havkajakinstruktør 1 bliver du også introduceret til grundlæggende metoder i videreformidling af hav-kajak-roning.

Du kan læse mere om EPP2 og DKF Havkajakinstruktør 1 HER!


Underviser: Casper Borch

 

Filmproduktion

Lav 1 kortfilm på 1 uge. Sammen runder vi ideudvikling, manusskriptskrivning, kamera- og lydteori, storyboarding, lyssætning, filmskuespilsteknik, optagelse og redigering. Du lærer med andre ord at koble filmteori og filmpraksis sammen og får samtidig et priceless indblik i filmproduktionens komplekse og fascinerende proces, så du ved, om det er noget du skal gøre til din levevej fremover. Der er ikke meget, der kan måle sig med det kreative momentum og den stærke holdånd, man oplever, når man sammen kæmper for at få kommunikeret sin fortælling ud til publikum på den bedst mulige måde.


Underviser: Mette Øyås
 
Teater

Beskrivelse og nyt billede følger.

Lærer: Følger
 
Instruktør i børns rettigheder

Ungdommens Røde Kors. Beskrivelse følger.


Underviser: Ungdommens Røde Kors
 
Temaugetilbud Foråret 2013

 
5 dages skitur til Neukirchen 

Du bliver en bedre skiløber og det bliver sjovt! Vi arbejder med skiteknik og skiteori, alpin sikkerhed, fysisk træning og skadesforebyggelse, skileg og inner skiing. Du får også mulighed for køre offpiste med en af områdets erfarne guider.

Skiløb repræsentere et fantastisk og helt unikt bevægelsesmiljø, bl.a kendetegnet ved fart, flow, leg og mestring. Og tilsammen med naturoplevelsen skabes et stærkt miljø for krops- og bevægelsesoplevelser. Derfor handler skituren om mere end skiteknik - det er også en undersøgelse af identitet og livsstil.

Facts:
Destination: Neukirchen - ligger i den Østrigske Nationalpark “Hohe Tauern” Afrejse: mandag eftermiddag, uge 6 - Retur: Søndag, uge 6. 5 dage på ski.

Pris: Dkr. 3.900,- (incl transport, kost, logi, liftkort og undervisning).

Hvis du vil med på skituren skal du følge valgfaget fysisk træning i valgblok 2 i 1 periode. Der stilles ikke krav til dit færdighedsniveau på ski.

Lærer: Casper Borch Madsen
 

Jagttegn

På dette intensive jagttegnskursus bliver du klar til at bestå jagtprøven. Vi kommer igennem alt, hvad du skal kunne for at bestå prøven inklusiv det obligatoriske våbenkursus. Du lærer bl.a. de danske dyr og fugle at kende, du lærer våbenhåndtering, kommer på skydebane, og meget mere.

Det er et meget intensivt kursus, der kræver fuld koncentration, men så er du til gengæld klar til at indtage de danske jagtmarker, så snart du har bestået prøven, og du må gå på jagt resten af dit liv. Men pas på. Det er en lidenskab, der er svær at slippe af med igen. Du kan selvfølgelig også vælge kurset, uden at gå til prøve, hvis du vil vide meget mere om den natur, der omgiver dig. Det er en fantastisk måde at komme ind under huden på den danske natur.

Underviser: Simon Lægsgaard
 
WE LOVE STILLS

Professionel fotograf i en uge 

Overvejer du en fremtid som stillfotograf, filmfotograf, kunstfotograf, photojournalist eller det der ligner, er dette måske en temauge for dig.

Du vil her få afprøvet dine visuelle evner som fotograf gennem personlige opgaver og workshops. Du vil blive introduceret til og arbejde med professionel lyslægning, CRI/CMI og få indsigt i udstyr/software og hvilke ingredienser der skaber et godt og holdbart fotografi. Du vil få viden om den magiske 3. dimension, lysets karakter, skyggens betydning, changrenes grundregler og i at arbejde som voyeur eller createur. Derudover vil du få et godt indblik i uddannelsesmuligheder og hvilke adgangs- og optagelseskrav der stilles.

Det bliver en intensiv uge med mange arbejdstimer og der arbejdes på at hver deltager afslutter ugen med en præsentation af minimum 5 færdige portfoliebilleder. Der vil udelukkende blive arbejdet digitalt. Medbring DSLR kamera og lysten til at blive udfordret.

Underviser: Stig Rune

Se ugeplan her!