Morgensamling

Elever og lærere mødes hver morgen omkring en aktivitet for at give dagen en god begyndelse. Morgensamlingen kan indeholde alt fra fortælling og teater til musik, film og dans eller noget helt syttende. Den tager ca. 20 minutter og bliver hurtigt en uundværlig del af dit liv, mens du går på Brandbjerg.

 
 
Særlige aftenaktiviteter

Tirsdag aften har vi “Højskoleaften”, hvor du kan møde både store og små kanoner inden for forskellige fag- og interesseområder. Du bliver inspireret og udfordret af alt fra kendte musikere og upcoming bands til spændende foredragsholdere og politiske provokatører, der alle giver dig noget ekstra med hjem. “Højskoleaften” er obligatoriske at deltage i. Se arrangementer her!

Torsdag aften har vi “Aktiv torsdag”, som værtslæreren planlægger i samarbejde med eleverne. Vi mødes i hallen eller udenfor, når vejret er til det, og brænder krudt af sammen med f.eks. boldspil, yoga, leg eller styrketræning. “Aktiv torsdag” er et frivilligt initiativ, men vi opfordrer dig til at deltage. De øvrige aftener er åbne til afslapning eller andre elev-initiativer.
 
Bogruppen

Sammen med 7- 8 andre elever og en lærer danner I en bogruppe.
Her mødes I én gang om ugen for at dele alt fra sladder og gode grin til kærestesorger, og her planlægger I uforglemmelige ture eller bogruppe-aftener.
Din bogruppe er også den gruppe af elever, du løser praktiske opgaver sammen med. Sidst, men ikke mindst, er din bogruppe naturligvis din slagkraftige task-force, når der står bogruppedyst på plakaten.
 
Temauger/Brandfagsuger

Temauger er uger, hvor skemaet er brudt op, og der er fuld tryk på.
Her mødes du med andre i interessen for et bestemt emne på tværs af alle fag. I det tværfaglige møde får du udfordringer og oplevelser, du aldrig har prøvet før. Temauger giver dig muligheden for at se på verden og dig selv fra nye vinkler, du ikke havde forestillet dig, og nye interesser og dimensioner opstår.
Brandfagsuger er uger, hvor du udelukkende beskæftiger dig med dit hovedfag. Alle ugens timer er dedikeret til det formål at fordybe sig i sit hovedfag.
Fantastisk intense uger, hvor du mærker, at du rykker dig på kort tid.
 
 
Højskoleweekend

På Brandbjerg er du altid velkommen til at blive i weekenden. Nogle gange afholdes temaweekender, hvor alle bliver på skolen. Det er weekender med et særligt indhold fra udsøgte udflugter til fantastiske fester eller andre fællesaktiviteter. Det kan være en fordel at medbringe både dansesko og waders.