By og kultur
Brandbjerg ligger ca. 10 km fra Danmarks syvendestørste by, Vejle.
Byen kravler op ad skråningerne omkring en af Danmarks smukkeste fjorde.
I Vejle finder du alt, hvad du behøver af strøg, badestrande, natteliv, kulturelle
oplevelser og indkøbsmuligheder.

Fra Vejle kører du gennem Danmarks bedste cykelterræn, op ad den flotte
stigning langs Grejs Å, under høje ranke bøge, til du når den gamle herregård
på Brandbjerg. Nu er du fremme.
 
Brandbjerg hæver sig stolt over Grejsdalens vilde skove. For enden af
Grejsdalen – på af den anden side af Brandbjerg – ligger Jelling. Jelling
er en hyggelig, lille by, som ikke mindst er kendt for sine mange fortidsminder.
Det var her, Harald Blåtand og gutterne slog deres folder i vikingetiden. Du
fornemmer stadig fordums storhed, når du står ved Jellingstenen, og kloger dig
på dens runer.
 
Unikke omgivelser
Så snart du forlader Brandbjergs smukke, velplejede park gennem nøddealléen,
kommer du ind i en helt anden og vild verden.
Den sidste istid har efterladt et stærkt kuperet og særegent terræn i Brandbjergs
baghave. Grejsdalens stejle skråninger og dybe slugter med fald på op
til 70 m er dækket af mangfoldige træsorter, der tilsammen udgør Brandbjerg
Sønderskov.
Skoven er udlagt som ’urørt naturskov’, og det betyder, at den får lov til at passe
sig selv. Rislende bække baner sig vej under store gamle træer gennem en sand
urskov af tætte vildnis, væltede, mosbegroede stammer og grønne enge. Smalle
stier trådt i århundreder af dyr og mennesker giver dig adgang til de skovklædte
dale, der i skiftende vejr og årstider viser dig nye sider af sig selv.
Glæd dig!